En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Key West om morgenen

Miami er måger. Key West er kyllinger. Hanekyllinger, der galer i kor og om kap med hinanden gennem den sovende by.

Det er Thanksgiving morning og med margaritas fra Sloppy Joe’s i blodet er solopgangen ekstra fin. De, der allerede er ude, nikker og siger ‘mår’nin’, og jeg nikker tilbage, mens jeg prøver at regne ud, hvad der er anderledes, end det plejer at være. En kvinde stiller bekymrede spørgsmål til min kropstemperatur. Jeg smiler og svarer, at jeg er okay. Trods gåsehud og det, der er værre. Solen skinner. Alt er godt. Også selvom jeg har glemt mit kort over byen og ikke aner, hvor jeg er på vej hen. En ældre herre tøffer forbi på scooter og råber ‘Ho ho ho’ efter mig. Jeg kan ikke afgøre, om det er fordi, julestemningen har ramt ham, eller om det er endnu en kommentar til min sparsomme påklædning (jeg HAR altså tøj på. Også mere end bare bikini …) Det undrer mig, at jeg kan høre ham. Pludselig går det op for mig, hvad der er anderledes, end det plejer at være. Jeg har glemt musikken i mine ører. Den betryggende barriere mellem mig og virkeligheden ligger hjemme på hotelværelset og sover sammen med hamsteren og guldfisken. Og det er faktisk slet ikke så farligt at kunne høre verden og hanerne og de mennesker, jeg sniger mig til at tage billeder af. Selvom de opdager det, bliver de ikke sure. Musik i ørerne kan være godt, men musik uden for ørerne er endnu bedre, da det kommer fra det åbne vindue ved en lukket bar. Bobby McFerrin synger ‘Don’t Worry, Be Happy’. Samme melodi, der vækker mig hver morgen, når telefonen begynder at vibrere. Måske er jeg alligevel meget godt i sync med verden.

PS: Tak.