Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende  satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

guldelse

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt.

Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandt ud af det, fordi begge drømme havde været så chokerende for os, at vi blev nødt til at dele dem med hinanden.

Hun havde drømt, at vores mor havde ringet til hende for at fortælle, at jeg vist nok måske var død: ‘Ja, jeg er ikke helt sikker, men gider du ikke lige tjekke op på det’, havde min mor sagt sådan helt dagligdagsagtigt.

Min søster gik i panik og skyndte sig hjem. Efter et stykke tid bankede jeg på døren, og hun åbnede og spurgte, om jeg var død. ‘Ja, så gik den sgu ikke længere’, svarede jeg og gik ud i køkkenet efter et glas rødvin (som jo er den foretrukne drik blandt nyligt afdøde). Hun spurgte, hvad der dog var sket, og om det var noget med dem, jeg havde mødt i byen i weekenden (hvem ‘dem’ var, ved jeg ikke, men min søster har åbenbart en ret livlig fantasi i forhold til de typer, jeg socialiserer med). Jeg fortalte sådan lidt blablabla-agtigt, at det var dem, der havde voldtaget mig og derefter dræbt mig og smidt mig i en mose (hvordan det så kunne lade sig gøre, at jeg pludselig sad ret levende i køkkenet og bællede rødvin, findes der ikke rigtig nogen logisk forklaring på. Måske er jeg en form for Übermensch (det er jeg da nok faktisk muligvis helt sikkert, nu hvor jeg tænker over det)).

Det hele virkede lidt som om, at livet var et spil, og jeg var blevet slået ud. Som den gode taber, jeg jo er (eller noget), erkendte jeg mit nederlag, bundede glasset og sagde farvel og tak. Sådan.

Jeg aner ikke, hvad der fik min søster til at lande i det drømmescenarie. Men tanken om, at jeg ville være i stand til at dø i en tilstand af så kølig afklaring, virker meget urealistisk. Hvor var frygten for, hvad der skulle blive af mig? Frygten for, om jeg ville blive glemt? Om mit liv var meningsløst? Om jeg havde gjort en forskel? Gjort indtryk? Eller udtrykt mig klart nok til at være værd at huske på?

Min søsters drøm var skræmmende. Jeg gav hende ret. Men jeg syntes alligevel ikke, det var noget særligt i forhold til min.

Den foregik i vores barndomshjem (eller nærmere teenagehjem). Vi flyttede derfra for over 10 år siden, men i drømmen boede min mor og Baloo der stadig, og jeg var hjemme hos dem på weekendtur. Pludselig fik jeg uventet besøg af en tidligere flamme, som jeg stadig var dybt forelsket i. Han havde alle sine venner med, som jeg aldrig havde mødt, og jeg var overvældet over, at de ville komme hele vejen til Jylland for at møde mig (specielt fordi de var på knallert, hvilket jo gjorde det ret besværligt i forhold til broen og alt det der). Flammen fik hilst på mine forældre (det var stort), og jeg viste ham rundt i huset.

Vi endte alene nede i gildesalen (ja, den slags har man altså, der hvor jeg kommer fra), og jeg kunne mærke, at jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, selvom det var lidt forbudt. Og jeg fornemmede, at han havde det på samme måde. Så vi kiggede hinanden længe i øjnene på den helt krilrende måde, inden vi tog os sammen, og han lænede sig ned og jeg strakte mig så langt, jeg kunne. Lige inden det endelig skete, forvandlede han sig til min søster.

Jeg var i chok. For følelserne og forelskelsen var der stadig. Og jeg havde stadig lyst til at kysse. Men jeg kunne jo ikke  gå rundt og være forelsket i min søster på den måde. Og jeg kunne slet ikke begynde at kysse upassende på hende. Det var en værre uorden. For det første er det nok ikke socialt acceptabelt. For det andet har hun allerede en ret sød kæreste. Og for det sidste er jeg nogenlunde overbevist om, at vi begge er til mænd (og at vi i hvert fald under ingen omstændigheder er til søstre). Forvirringen var total.

Jeg nåede heldigvis at vågne, inden det blev rigtig farligt. Analysen tør jeg slet ikke dykke ned i (selvom jeg helt sikkert ville kunne få noget meget interessant ud af det). TIl gengæld kommer jeg aldrig nogensinde til at opfordre min søster til at mødes med mig i nogen som helst former for drømme fremover.

foto-16

Tidligmorgenneurotik

Fem uger tog det mig at få losset egen krop ud af sengen og tilbage til 80’erne. Og årtiets sidste træningscenter. Undskyldninger har der været nok af. Det var mørkt, det var koldt, jeg var syg, det var synd for mig, og der var ikke det, der ikke var i vejen. Og så er det bare mere trygt at bygge hule i sengen end at deltage i verden, før den er vågnet. Desuden plejer motionsmotivationen jo at være båret af idéen om at skulle tabe de der fem kilo. Men nu har jeg tabt de der fem kilo. Hvad er meningen med det hele så?

Meningen er, at jeg rent faktisk har opdaget, at det føles både godt og rigtigt at presse pulsen op til et niveau, hvor jeg kan mærke den. Derfor holder undskyldningerne ikke længere. Ja, det er mørkt og koldt. Sådan er det. Lær at leve med det. Snart bliver det lyst og lunt. Og det er svært at sætte ordentlig pris på lyset uden også at mærke mørket. Desuden er jeg blevet rask. For lang tid siden. Efterveerne i øret kan ikke engang bruges som legal undskyldning (på trods af at det jo er et kendt faktum, at helspekulerende typer primært løber med højre øre). Så jeg hankede op. I morges, hvor min underbevidsthed havde flået mig ud af de helt forkerte drømme, inden alarmen gjorde det. Jeg var vågen og undskyldningsløs.

Fem ugers fravær er åbenbart nok til at få mig til at glemme, hvilket løbebånd der er mit. Det, som jeg for lang tid siden kårede som det bedste. Det rigtige. Det eneste, der fungerer for mig. Nogen havde rykket rundt på båndene, og nu var der pludselig fire at vælge imellem, hvoraf jeg kun kunne udelukke det ene. Neuroserne stod i fuldt flor, da jeg i panik over situationen valgte at hoppe op på bånd nummer to, selvom det ikke føltes helt rigtigt.

Jeg forsøgte at skjule min nedsmeltning, men midaldrende joggingdragtstype holder stadig øje med barnligt voksen neontumling. Så meget, at han i løbet af syv sekunder stod ved siden af mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg prøvede at smile og sige, at alt var helt ok. Men han blev ved. Kiggede undersøgende på løbebånd nummer et ved min venstre side og spurgte, om det var i stykker. Jeg svarede nej.

‘Men du plejer jo altid at løbe på det. Hvad er der dog sket?’ spurgte han og virkede oprigtigt bekymret på trods af, at han hverken kender mig eller årsagen bag min neurotiske tilknytning til trygt bånd.

Jeg svarede, at jeg bare havde lyst til at prøve noget nyt. Hvilket var løgn. Jeg havde øjeblikkelig trang til at hoppe to skridt til venstre lige over i trygheden på det bedste bånd, som jeg pludselig genkendte.

Pauser er farlige. På fem uger havde jeg glemt, hvordan mit bånd ser ud, men min sjældent tilstedeværende stolthed forhindrede mig i at indrømme, at jeg var havnet det helt forkerte sted. Så jeg blev, hvor jeg var. I nye, utrygge (men ikke udelukkende dårlige) omgivelser – mens jeg forsøgte at bekæmpe Radio Ballerups ‘If You Don’t Know Me By Now’ med iPod’ens velkendte, pulserende toner, som igen fik mig til at ønske, at jeg kunne være lidt mindre inde i mig selv og lidt mere ude af mig selv.

Vokse(n)værk

For tyve år siden tænkte jeg, at 28 var en form for voksenalder. Noget med en tjekket lejlighed og et køleskab fyldt med broccoli og Stryhns og hakket oksekød. Og nok også noget med en mand. I hvert fald noget med ansvar og jegvedhvadmeningenmeddetheleer-attitude.

Jeg ligger under dynen med den pink hættetrøje trukket helt ned i tømmermændspanden og sovedyret ved min side. Herfra, hvor jeg ligger, kan jeg se en havenisse og en fez og et varmehjerte og et Wii-board. Det eneste voksne, jeg kan få øje på, er en mappe fra revisor-typen med systemer i, som jeg hverken selv har lavet eller forstår.

Måske havde jeg misforstået noget, dengang min krop var barn. Måske er 28 slet ikke voksenalder, men voksealder. Jeg får stadig vokseværk i mine knæ engang imellem, selvom mine ben holdt op med at blive længere cirka ti centimeter for tidligt. Det er muligvis et tegn på, at min krop er helt på linje med mit hoveds højlydte protest mod, at jeg er lavet færdig.

Jeg er ret sikker på, det er første gang, jeg fejrer min fødselsdagsaften alene. Men jeg er så fyldt op af gode ting, at jeg har det helt fint med at ligge for mig selv og fordøje frysepizza og fantastiske timer og tænke over, at jeg er meget, meget heldig, fordi jeg kender alle de vigtige. Dem, der enten fysisk eller i ånden var med mig i går til middag på det lumre hjørne og håndbajere på sundet og skarpe på det gyldne nedbør og fadøl på den trygge bar og shotroulette i den farlige kælder. Jeg blev fuld på den helt rigtige måde. Ikke orkanfuld (meget vigtigt), men voldsomt beruset. Af alt. Og jeg kan for en gangs skyld huske helt frem til klokken halv syv i morges, hvor jeg efter slingrende hyggebrok over at skulle hjem allerede lå i min seng og kneb øjnene sammen i forsøget på at læse livsvigtige ord på internettet, som der pludselig var dobbelt-op på.

Jeg var stadig fuld, da jeg vågnede tre timer senere. Muligvis blev jeg ædru et sted mellem brunch og bevægelse rundt på de rigtige stier i den vigtige skov med sol i panden og Marie Key i hovedet (som solsorten helt rigtigt pointerede, at jeg muligvis kunne have godt af at præsentere både det syge og det raske øre for). Nu ligger jeg her og lægger an til missionering i den røde sofa. Det lyder på én gang frækt og fromt, men er (desværre/heldigvis) ingen af delen. Til gengæld er det en påmindelse om, at jeg aldrig nogensinde vil blive så voksen, at jeg glemmer at være barn.

PS: Her skulle have været et billede af en pink kage formet som et vigtigt dyr. Men jeg har netop bevist, at jeg ikke er blevet gammel nok til at brillere i et køkken, og det er på en måde meget betryggende. Så jeg holder mig til et sikkert kort i stedet for. Med dyret, som muligvis ikke har forstået, hvad meningen med det hele er, men som ikke er i tvivl om, hvad der føles vigtigst og rigtigst.

foto-36

En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Billeder af tid som er gået

Jeg har fået foto-dokumenteret 80’er-træningscentret. Helt diskret og mens ingen så det. For der var ikke andre end mig. Som så ofte før. Og med det besøgstal er det om at få billederne i kassen, inden 80’erne lukker helt ned på grund af manglende medlems-indtægter (forsøger stadig at mentalforberede mig på den dag, det sker, og overvejer, om det mon kan lade sig gøre at købe 80’erne. Ville prisen i så fald være påvirket af de seneste årtiers inflation? Følger der neon-patent med? Og hvor meget 80’er kan man egentlig købe for et underskud?)

Jeg har indtil nu kun mødt én kvinde i omklædningsrummet. Hende var jeg lige ved at skræmme livet af, fordi hun troede, jeg var en håndværker (bør muligvis overveje at ændre stil, så jeg kan undgå at blive forvekslet med en halvkvabset, skægget herre iført kasket og Kansas-bukser). Ellers møder jeg en midaldrende mand i ny og næ. Og han holder godt øje (dog ikke i omklædningsrummet – tror jeg). Han er så godt inde i min rutine, at han en morgen skyndte sig at hoppe af løbebåndet (i hans tilfælde gåbåndet), da jeg dukkede op. Der er flere at vælge imellem, men han havde luret, at jeg altid løber på det samme bånd. Jeg ved ikke, om han ved, at der er halv-neurotiske årsager til den vane, men han syntes i hvert fald ikke, jeg skulle tvinges til at prøve noget nyt. Heller ikke selvom han, som han sagde, faktisk manglede fem minutter af dagens (gå)program. Han beroligede mig dog med, at han sagtens kunne indhente de minutter, når jeg var færdig. Det er skam betænksomme typer, der findes i de der 80’ere.

Midaldrende mand er også typen, der holder øje, når jeg kommer til at glemme, hvor korte mine ben egentlig er, og jeg derfor presser mig selv til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brække mig eller besvime. Han sender lidt nervøse blikke, når jeg bliver alt for bleg af alt for ambitiøst tempo. En gang imellem sender han også andre slags blikke end de nervøse, men dem prøver jeg at ignorere, for jeg kan bedst lide at tro, at han bare er betænksom. En betænksom type, der bruger sin morgen på at sidde i joggingdragt og drikke kander med kaffe af hvide plastik-krus, mens Radio Ballerup skratter i højtalerne (først med Nena og derefter med Vaya Con Dios, som synger ‘Nah Neh Nah’). Jeg ved ikke, hvad han tænker. Måske hænger han fast i fortiden. Måske er han bange for nutiden (for slet ikke at tale om fremtiden). Måske ærger han sig over de ting, han aldrig fik gjort. Måske fortryder han de beslutninger, han har truffet. Måske er han bare forundret over, hvordan tiden kunne gå fra ham, uden han formåede at følge med. Uden han fik gjort noget af betydning. Uden han fik gjort nogen betydningsfuld forskel. Uden han fik betydet noget for nogen eller lod nogen betyde noget for ham. Måske er det også det, han tænker på, når han går på et bånd, der står stille. Eller måske er det bare mig, der overanalyserer, når jeg løber på det samme bånd – hurtigere end jeg selv kan følge med til. Uden at komme nogen vegne.