En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

Historien om en magisk måne

Jeg har ualmindeligt svært ved at håndtere situationer, hvor nogen bliver skuffet. Skuffede, gamle mennesker er det værste. På listen over ’ting, der giver mig ondt i maven’ ligger de lige over skuffede børn.

Jeg kunne ikke skrive om det, da det skete, fordi det var i min time-out-periode, hvor jeg var underlagt skrive-karantæne. Men nu må jeg godt. I sidste uge var jeg på Aros med kaninen – et forsøg på at distrahere tankerne fra mange ting, der skete. Lige netop derfor var det måske ikke verdens bedste idé at se en udstilling om angst. Men det gjorde vi altså. Og det føltes rigtigt på den melankolske måde. Måske fordi melankolien var en del af udstillingen.

I køen til udstillingen stod et ældre ægtepar. Sådan omkring-de-80-agtigt. Manden kiggede ud ad vinduet i lang tid. Det var ved at blive mørkt udenfor, og jeg havde en klar fornemmelse af, hvad det var, han kiggede på. Efter et stykke tid prikkede han sin kone på skulderen, pegede på en stor, rund, lysende og ret magisk kugle og sagde, at månen var meget flot. Konen gav ham ikke ret. I stedet fandt hun det tilsyneladende strengt nødvendigt at fortælle ham, at det slet ikke var månen, han havde set. Det var bare en lampe, der gav genskær i ruden. Manden sagde ikke mere. Hun havde ret. Det vidste jeg godt. Men jeg ville ønske, at hun ikke havde sagt noget.

Sandhedsfortielser er jeg som udgangspunkt ikke fan af (deciderede løgne er endnu værre). Men lige netop i den her situation ville jeg altså have givet ham ret i, at det var månen. For det var månen for ham. Og den var flot. Og magisk. Det gav mig ondt i maven, at den følelse blev taget fra ham, og det gav mig endnu mere ondt i maven at tænke på, at den magiske følelse sikkert blev afløst af en følelse af, at han var blevet dum og gammel. Mest fordi han ikke lignede en, der vidste, at ’dum og gammel’ er så meget bedre end ’klog og magi-dræbende (og gammel)’.

PS: Apropos gamle mennesker sidder jeg lige nu i et tog på vej til fastlandet for at fejre den bedste af slagsen. Min mormor bliver 90. Og hvis der nogensinde er nogen, der skuffer hende, kræver jeg øjeblikkelig afstraffelse. Muligvis uddelt i form af smølfespark. Eller det der er værre …