Historien om en magisk måne

Jeg har ualmindeligt svært ved at håndtere situationer, hvor nogen bliver skuffet. Skuffede, gamle mennesker er det værste. På listen over ’ting, der giver mig ondt i maven’ ligger de lige over skuffede børn.

Jeg kunne ikke skrive om det, da det skete, fordi det var i min time-out-periode, hvor jeg var underlagt skrive-karantæne. Men nu må jeg godt. I sidste uge var jeg på Aros med kaninen – et forsøg på at distrahere tankerne fra mange ting, der skete. Lige netop derfor var det måske ikke verdens bedste idé at se en udstilling om angst. Men det gjorde vi altså. Og det føltes rigtigt på den melankolske måde. Måske fordi melankolien var en del af udstillingen.

I køen til udstillingen stod et ældre ægtepar. Sådan omkring-de-80-agtigt. Manden kiggede ud ad vinduet i lang tid. Det var ved at blive mørkt udenfor, og jeg havde en klar fornemmelse af, hvad det var, han kiggede på. Efter et stykke tid prikkede han sin kone på skulderen, pegede på en stor, rund, lysende og ret magisk kugle og sagde, at månen var meget flot. Konen gav ham ikke ret. I stedet fandt hun det tilsyneladende strengt nødvendigt at fortælle ham, at det slet ikke var månen, han havde set. Det var bare en lampe, der gav genskær i ruden. Manden sagde ikke mere. Hun havde ret. Det vidste jeg godt. Men jeg ville ønske, at hun ikke havde sagt noget.

Sandhedsfortielser er jeg som udgangspunkt ikke fan af (deciderede løgne er endnu værre). Men lige netop i den her situation ville jeg altså have givet ham ret i, at det var månen. For det var månen for ham. Og den var flot. Og magisk. Det gav mig ondt i maven, at den følelse blev taget fra ham, og det gav mig endnu mere ondt i maven at tænke på, at den magiske følelse sikkert blev afløst af en følelse af, at han var blevet dum og gammel. Mest fordi han ikke lignede en, der vidste, at ’dum og gammel’ er så meget bedre end ’klog og magi-dræbende (og gammel)’.

PS: Apropos gamle mennesker sidder jeg lige nu i et tog på vej til fastlandet for at fejre den bedste af slagsen. Min mormor bliver 90. Og hvis der nogensinde er nogen, der skuffer hende, kræver jeg øjeblikkelig afstraffelse. Muligvis uddelt i form af smølfespark. Eller det der er værre …

Hvem er du (og hvem er jeg)?

Meget sker under en velkendt sky, der ligner et par sneakers. Her var der for eksempel en fremmed fyr i en stor Audi, som i morges svingede ind foran mig, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg ville med. Rimelig friskt på en tirsdag. Og hvad svarer man egentlig til sådan et spørgsmål? I princippet kunne det jo være en direkte billet til det helt store eventyr, som faldt ned fra himlen. Måske var det meningen, jeg skulle lukke øjnene, smide solbrillerne, hoppe ind på passagersædet og bare vente og se, hvad verden havde af vilde planer med mig. Men det gjorde jeg ikke. Tværtimod rystede jeg voldsomt på hovedet og svarede noget i retningen af: ‘Nej, nej, jeg skal altså overhovedet ikke med’, mens jeg prøvede med et venligt afvisningssmil, som skulle signalere tommelfinger-opad for modigt forsøg. Så gik jeg videre og tænkte, at det da måtte køre ret godt for mig i dag, når nu jeg havde inkasseret et næsten-frieri allerede før klokken ni.

Det spirende selvtillids-boost blev dog slået ret hurtigt ned, da jeg mødte på arbejde og væltede ind gennem salgsafdelingen. Her blev jeg passet op af den fremmede Audi-fyr, som desværre ikke var så fremmed alligevel. Tilsyneladende har han siddet ti meter fra mig hver dag i halvandet år. Og der var ikke tale om et næsten-frieri. Tværtimod var der tale om et meget høfligt tilbud om et lift til arbejde, som han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor jeg skulle afvise på den mærkelige måde. Og det kunne jeg sådan set heller ikke give ham nogen forklaring på. Ud over at det muligvis er fordi, jeg er syg.

Guldfisken har nemlig en form for forklaring på mit reaktionsmønster. Hun har engang læst en artikel om en kvinde, der er ramt af en lidelse i hjernen, som betyder, at det center, der gemmer på alle genkendelserne, alt for ofte brænder sammen. Jeg er uden tvivl ramt af det samme. Det fik jeg endnu engang bekræftet, da jeg lørdag aften/nat (okay, søndag morgen) blev stoppet af en fyr på en bar i Aarhus, som råbte mit (for- mellem- og efter)navn på en meget insisterende måde. Jeg vendte mig om, overbevist om at det var en eller anden type, mine veninder havde støvet op og forsøgte at smede mig sammen med. Så jeg fik ret hurtigt signaleret til ham, at jeg altså ikke var interesseret. Men han blev ved. Og ved. Lige indtil det gik op for mig, at det var en af mine barndomsvenner. Jeg kunne ikke genkende ham, selvom jeg slet ikke var i tvivl om, hvordan han så ud. Og desværre kunne jeg ikke engang give den alt for genkendelige promille-djævel skylden for min forvirring.

Jeg vil virkelig gerne forklare min manglende genkendelsesevne med, at jeg er en meget lidt overfladisk person og derfor slet ikke tænker over, hvordan folk ser ud. Desværre bliver problemet alt for ofte opfattet som en form for fornærmelse. Nogle tror, jeg er snobbet, fordi jeg ikke hilser, og selvom man højst sandsynligt kan sætte mange meget lidt flatterende adjektiver på mig som person, så tør jeg godt hævde, at snobbet ikke er et af dem.

Jeg gør meget for at undgå unødvendigt uheldige situationer grundet genkendelses-problemer. For eksempel prøver jeg altid at være en af de første, der dukker op til fester og arrangementer, så jeg er den, der bliver hilst på, og ikke den, der skal hilse på andre. Det er nemlig så pinligt at gå rundt og præsentere sig ved navn til folk, som man for eksempel har tilbragt en uge sydpå sammen med (og her taler jeg primært om sydpå i geografisk forstand). Problemet er dog ekstra problematisk, når nu jeg til hverdag skal forestille at være en form for journalist. Jeg er flere gange kommet til at stille den samme person det samme spørgsmål på den samme dag, fordi jeg ikke var klar over, at jeg allerede havde interviewet ham/hende/den/det.

Hvis ikke det var fordi, min læge allerede tror, jeg er retarderet, ville jeg ringe og spørge, om jeg kunne få en form for lægeerklæring, jeg kan bruge som dokumentation for lidelsen, når jeg skal forsøge at bevise, at jeg altså ikke er en afsindigt afstumpet person, som har nok i mig selv. Men det tør jeg ikke. Og så tør jeg i øvrigt heller ikke tænke for meget over, at sygdommen i værste konsekvens kan udvikle sig i en sådan grad, at man ikke længere kan genkende sig selv …

Både den røde og den blå (men mest den røde)

Solen skinner. I hvert fald i Aarhus. Det er lørdag, jeg er tømmermændsfri og lige nu væsentligt lettere i hovedet end for en uge siden. Det kan hurtigt vende, så jeg vil skynde mig at markere situationen.

Jeg har tidligere opfordret til revolution mod de rene linjer og mere kærlighed i gadebilledet. Selvom jeg tvivler på, at de hjertelige gerningsmænd er flittige læsere af denne blog, er revolutionen tydeligvis i fuld gang hjemme på min ø. Her er et beskedent udvalg af bevismateriel kærlighed – både den røde og den blå (men mest den røde).

Forhåbentlig kan den bemalede beton en dag smitte af på både mig og dig (hvis du altså ikke allerede er typen, der står hjemme i køkkenet og tilbereder fyldte Karl Johan-svampe til din kæreste …)

Øresundsvej

Frankrigsgade

Bryggebroen