Noget om hvordan mit liv ikke blev

Midt i projekt ryd-op-i-eget-liv fandt jeg en gammel, dansk stil, som jeg skrev, da jeg var 14. Den handlede om mit liv om 15-20 år. Altså handlede den om, hvordan jeg forestillede mig, at mit liv ville være lige nu. Som 14-årige befandt jeg mig i limbo-perioden mellem at være drømmebarn, som tror, alt kan lade sig gøre, og drømme(wannabe)voksen, som har indset, at der findes grænser, men alligevel insisterer på at forsøge at sprænge dem.

Den 14-årige Skudamuda var blevet smittet med noget konformt. Ifølge hende, så har jeg i dag to børn med de populære to års mellemrum. En dreng og en pige, selvfølgelig. Jeg har et hus i forstæderne, og så spiller jeg tennis med min mand, Karsten, som jeg blev gift med, da jeg var 24.

24!!! Da jeg var 24, var jeg ikke i stand til meget mere end at knytte mig til min favoritstol på Trykbar for en enkelt fredag nat. Det tætteste, jeg var kommet på et fast forhold, var et par måneders intens sommerflirt, som kun varede så længe, fordi jeg var væk fra byen det meste af tiden og ingen af os derfor havde de vilde muligheder for at slutte det.

Jeg har én gang i mit liv rørt en tennisketcher og konstateret, at jeg syntes, den var alt for tung, så den kommer jeg nok heller aldrig til at samle op igen. Til gengæld foreslog solsorten forleden, at jeg skulle anskaffe mig stangtennis til mit kommende kontor (mere om det meget snart), men jeg tvivler på, den 14-årige ville kategorisere det som en form for voksenseriøsitet. Specielt ikke fordi det var tænkt som en slags fredagsbarsdrukleg.

Så er der det med Karsten og et hus i provinsen og de to perfekte børn (musvitten grinede meget af, at jeg tydeligvis havde valgt det mest voksenmandsagtige navn, jeg kunne støve op, fordi jeg vel havde forestillet mig, at jeg skulle finde sådan en meget seriøs mand, som kunne tage sig af mig). Beklager, 14-årige mig, men jeg er bange for, at jeg også her kommer til at skuffe dig. På alle tre punkter. For ser du, efter dig kom der en 17-årig provinsrebel, der læste Simone de Beauvoir som sin bibel og proklamerede, at hun var færdig med mænd (det var en meget kort karriere, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sagde jeg aldrig noget om, at jeg var færdig med giraffer). Senere kom en 21-årig storbydrømmer, der ofrede en stor del af bankens guldbarre på at æde verden og opdage, at hun fik klaustrofobi ved tanken om en dag at skulle bindes op på et dyrt forstadshus. Og senere endnu kom en 29-årig frihedselsker, som endelig tog sig sammen til at forsøge at forklare sin søde, bekymrede mormor, at selvom hun mener, børn er meningen med livet, så er det ikke nødvendigvis meningen med alles liv.

Så kære 14-årige mig. Jeg ved godt, du havde forestillet dig, tingene skulle se lidt anderledes ud nu. Og jeg ved, at jeg muligvis har skuffet dig. Til gengæld har du stadig til gode at lære dig selv at kende og finde ud af, hvad der gør dig glad. Rigtig glad helt ned i maven.

Glæd dig til det. Det bliver lidt forfærdeligt, meget forvirrende og fuldstændig fantastisk!

20140608-094905-35345790.jpg

Noget om vigtige bøger og lækre mænd

Er det syndigt at smide Bibelen ud? Hvis man nu har to og ærligt talt ikke er meget mere end halvkristen på en sløj søndag?

Jeg turde ikke. Hvad nu hvis … Til gengæld røg de begge på loftet. Så er de jo også tættere på den måske/måske ikke-eksisterende høje herre. For at helgardere mig ligger de i en kasse og hygger sig med Koranen. Så er jeg vel fuldt dækket ind i tilfælde af det, der forhåbentlig ikke sker på den her side af tussegammel.

Resten af bøgerne er også båret op på det skumle loft. De var sværest at sortere ud i. Det gik overraskende let med tøjet og teenageplakaterne og 90’er-elektronikken. Selv VHS-båndene fik jeg endelig givet slip på (de fleste af dem i hvert fald). Men bøger smider man altså ikke ud! Med mindre det er kogebøger eller studiebøger. Fy for den. De røg meget nemt.

Jeg gik endda så vidt som til at skille mig af med nogle af de romaner, jeg har to eksemplarer af. Men ikke dem alle. I går fik jeg for eksempel endnu et eksemplar af Holger Juul Hansens biografi af mejsen. Hun havde fået en signeret udgave til mig i julegave for to år siden, fordi hun var kommet til at fortælle en pige fra Gyldendal, at jeg syntes, han var lækker (ja, ja, jeg har en bred smag). Og så har den ligget hos mejsen og hygget sig siden, fordi hun blev ved med at glemme at give mig den. I mellemtiden er Holger død, så nu har bogen endnu mere affektionsværdi. Og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide mit første, usignerede eksemplar ud. Man smider jo ikke en død mands minder ud. Slet ikke en lækker, død mands minder. Jeg er dog nået så langt som til at overveje at forære den første bog til min mormor. Overveje, blev der sagt!

Midt i den store oprydning fandt jeg en af de allervigtigste bøger. Dengang min krop var barn, var den vigtigere end Bibelen og Koranen tilsammen. Jeg havde næsten glemt, at den fandtes, så det var meget, meget godt, at jeg fik ryddet op i mit liv. For historien er på ingen måder faldet i værdi med alderen …

20140605-192331-69811707.jpg

Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.

Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)

I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.

foto-45

PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …

PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …

Alle mine nøgler

Jeg ved ikke, hvorfor de altid ligger i min taske, alle mine nøgler. Nogle af dem giver mening at have med. For eksempel den til min hoveddør og den til min lejlighed. Dem bruger jeg  jo til at komme ind med (selvom hoveddøren næsten altid står åben).

Så er der den til hængelåsen oppe på loftet. Den er vigtig. Det er der, jeg gemmer alt det, jeg heller ikke kan give slip på. For eksempel den danske stil, hvor jeg skrev om mit liv om 15 til 20 år. For 13 år siden. Jeg tør ikke læse den. Og så alligevel – måske næsten-voksne-jeg ikke er en skuffelse for næsten-barnlige-mig. På mange måder går det jo godt. Og det, jeg dengang troede, jeg skulle få, er måske slet ikke noget for mig, når alt kommer til alt. Måske er jeg for egoistisk. I det tilfælde er det muligvis rigtigt nok, at det nogle gange er en gave ikke at få det, man troede, man ville have.

Så er der den blå nøgle til min mormors hus. Det gamle. Det, hun boede i, dengang min krop var et barn, som blev til en teenager, som skrev stile om fremtiden. Den nøgle er ubrugeligt tryg. Den kan jeg ikke give slip på.

Der er nøglen til min pengekasse. Der er ingen penge i. Engang var den fyldt med Mark, som blev til Euro, som skulle være en opsparing til fremtiden. Men da fremtiden kom, var pengene brugt. Det var sådan, det skulle være. I dag er der noget andet i pengekassen, som ikke kan bruges op på samme måde. Det ville være rart at tænke på, hvis ikke det var fordi, det er en sølle erstatning for hele den uperfekt rigtige pakke.

Der er nøglen til min søsters lejlighed og den til barndomshjemmet, som ikke er et barndomshjem, fordi jeg aldrig boede der, dengang min krop var barn.

Et sted for sig selv er der en lillebitte nøgle, som slet ikke burde være større. Den er til en notesbog, jeg helt sikkert har skrevet noget vigtigt i engang for mange år siden. Bogen ved jeg ikke, hvor er. Måske på loftet.

Så er der alt det, der ikke er nøgler. En oplukker og et USB-stik og en metalplade, hvor mit navn står på. Hvis jeg nu skulle glemme det. Og der er små, firkantede plader, som jeg har fået af min bank. De er vigtige, for hvis nøglerne bliver væk, kan de selv finde hjem til mig igen.

Midt i det hele er der også en nøgle, som jeg ikke kender låsen til. Endnu. Låsen har i hvert fald ikke givet sig til kende. Det bliver en lang gåtur.

foto-24

STOP TIDEN!

Jeg har jet-lag. Den slags behøver man ikke krydse tidszoner for at få. Det konstaterede jeg i går, da jeg gik i brædderne klokken 20.13 uden at have krydset andet end en sølle omgang vintertid. Ud over den uundgåelige efterårs-frustration (og generel frustration over mange ting, der sker), så bunder trætheden nok også i, at jeg på halvandet døgn formåede at deltage i en 90 års fødselsdag, en barnedåb og en 18 års fødselsdag (samt en 30 års fødselsdag i ånden). Sådan en omgang er altså ikke for børn (eller barnlige sjæle).

Trætheden blev primært fremprovokeret af gode ting – startende med mormors 90-års. Jeg ved dog ikke, om jeg skal være bekymret over, at flere mostre og onkler mødte mig med sætningen: ‘Det-er-længe-siden-men-jeg-kan-jo-se-hvad-du-laver-på-Facebook’. Og så ikke mere. Det satte gang i en øjeblikkelig nedsmeltning, fordi jeg faktisk slet ikke har overblik over, hvad det er, jeg laver på Facebook. Noget pinligt? Noget grænseoverskridende? Noget for meget? Eller måske bare noget, som mostre og onkler ikke skal se? Bør muligvis revurdere egen deltagelse i den digitale verden (skrev hun og fortsatte de bloggede navlepillerier …)

Oven på weekendens første nedsmeltning blev jeg definitivt stemplet som verdens-sidste-single, da jeg så bordplanen. Et par sad ved siden af et andet par som sad ved siden af et tredje par. Og så sad jeg for bordenden mellem min niece på 9 og min nevø på 7. Meget kan man sige om 7-årige drengebørn, men de er altså ikke særlig gode til at sørge for at fylde vin i borddamens glas. Måske var placeringen en form for hentydning til, at jeg burde holde lidt igen med procenterne. Det lykkedes. I stedet brugte jeg en stor del af festen på at male med farveblyanter og forsøge at holde mig inden for stregerne (hvilket i øvrigt havde en form for terapeutisk effekt oven på min mormors overraskende velkomsttale, som var ret hård ved øjenkrogene). Den-11-årige-pige-inden-i-mig var faktisk godt tilfreds, og jeg var i det hele taget glad for at have sikret mig nogle timer i selskab med et par af verdens skønneste unger.

Og apropos skønne unger, så skulle tigerungen have vasket hår i kirken søndag morgen. Jeg stod fadder, og det var jeg afsindigt stolt over, selvom jeg muligvis ikke er den rette til at skulle opdrage et barn i den kristne tro. Heldigvis har jeg lavet en underhåndsaftale med forældrene om, at jeg bare skal sørge for at fortælle ungen om alt det, man ikke skal gøre. Øverste punkt på den liste kan så passende være: ‘At få grineflip under Fadervor, mens man står uheldigt centralt placeret ved døbefonten’. Det var bare så svært at lade være, fordi tigerungen opførte sig som en sand stjerne, der badede sig i spotlyset, mens hun pludrede, hikkede og gabte højlydt på de mest upassende tidspunkter. Til mit forsvar vil jeg sige, at tigeren altså også grinede, hvilket desværre havde en forstærkende effekt på mig. Jeg fik flashback til engang i 7. klasse, hvor vi var blevet smidt uden for døren sammen med løven, fordi vi ikke kunne holde op med at grine af noget, som ingen kunne huske pointen med. Mindet fremprovokerede ny nedsmeltning over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi lige pludselig er blevet sådan nogle wannabe-voksne, der får børn og lover at opdrage i kristen tro, og det der er værre.

Efter lyn-brunch og 50 minutters taxa-ventetid fik jeg endelig en vogn med en chauffør, som først ville køre mig til politistationen og efterfølgende bad mig om at ‘knalde min pin-kode’ (hurra for Sydfyn). Jeg kom derfor to timer for sent til weekendens sidste fest – min lillesøsters 18 års. Af alle weekendens nedsmeltninger var konfrontationen med min næsten-kørekorts-indehavende lillesøster og hendes næsten-sportsvogns-ejende kæreste den største. I min verden er det ikke meget mere end et spisefrikvarter siden, hun rendte rundt med sut i munden og pruttede mig i hovedet. Nu må hun pludselig bestemme over sig selv, uden nogen kan sætte en stopper for det.

Verden er vild, tiden bør gå i stå, og nogen må meget gerne forsøge at overbevise mig om, at det ikke behøver at være skræmmende at blive voksen …

Historien om en magisk måne

Jeg har ualmindeligt svært ved at håndtere situationer, hvor nogen bliver skuffet. Skuffede, gamle mennesker er det værste. På listen over ’ting, der giver mig ondt i maven’ ligger de lige over skuffede børn.

Jeg kunne ikke skrive om det, da det skete, fordi det var i min time-out-periode, hvor jeg var underlagt skrive-karantæne. Men nu må jeg godt. I sidste uge var jeg på Aros med kaninen – et forsøg på at distrahere tankerne fra mange ting, der skete. Lige netop derfor var det måske ikke verdens bedste idé at se en udstilling om angst. Men det gjorde vi altså. Og det føltes rigtigt på den melankolske måde. Måske fordi melankolien var en del af udstillingen.

I køen til udstillingen stod et ældre ægtepar. Sådan omkring-de-80-agtigt. Manden kiggede ud ad vinduet i lang tid. Det var ved at blive mørkt udenfor, og jeg havde en klar fornemmelse af, hvad det var, han kiggede på. Efter et stykke tid prikkede han sin kone på skulderen, pegede på en stor, rund, lysende og ret magisk kugle og sagde, at månen var meget flot. Konen gav ham ikke ret. I stedet fandt hun det tilsyneladende strengt nødvendigt at fortælle ham, at det slet ikke var månen, han havde set. Det var bare en lampe, der gav genskær i ruden. Manden sagde ikke mere. Hun havde ret. Det vidste jeg godt. Men jeg ville ønske, at hun ikke havde sagt noget.

Sandhedsfortielser er jeg som udgangspunkt ikke fan af (deciderede løgne er endnu værre). Men lige netop i den her situation ville jeg altså have givet ham ret i, at det var månen. For det var månen for ham. Og den var flot. Og magisk. Det gav mig ondt i maven, at den følelse blev taget fra ham, og det gav mig endnu mere ondt i maven at tænke på, at den magiske følelse sikkert blev afløst af en følelse af, at han var blevet dum og gammel. Mest fordi han ikke lignede en, der vidste, at ’dum og gammel’ er så meget bedre end ’klog og magi-dræbende (og gammel)’.

PS: Apropos gamle mennesker sidder jeg lige nu i et tog på vej til fastlandet for at fejre den bedste af slagsen. Min mormor bliver 90. Og hvis der nogensinde er nogen, der skuffer hende, kræver jeg øjeblikkelig afstraffelse. Muligvis uddelt i form af smølfespark. Eller det der er værre …