STOP TIDEN!

Jeg har jet-lag. Den slags behøver man ikke krydse tidszoner for at få. Det konstaterede jeg i går, da jeg gik i brædderne klokken 20.13 uden at have krydset andet end en sølle omgang vintertid. Ud over den uundgåelige efterårs-frustration (og generel frustration over mange ting, der sker), så bunder trætheden nok også i, at jeg på halvandet døgn formåede at deltage i en 90 års fødselsdag, en barnedåb og en 18 års fødselsdag (samt en 30 års fødselsdag i ånden). Sådan en omgang er altså ikke for børn (eller barnlige sjæle).

Trætheden blev primært fremprovokeret af gode ting – startende med mormors 90-års. Jeg ved dog ikke, om jeg skal være bekymret over, at flere mostre og onkler mødte mig med sætningen: ‘Det-er-længe-siden-men-jeg-kan-jo-se-hvad-du-laver-på-Facebook’. Og så ikke mere. Det satte gang i en øjeblikkelig nedsmeltning, fordi jeg faktisk slet ikke har overblik over, hvad det er, jeg laver på Facebook. Noget pinligt? Noget grænseoverskridende? Noget for meget? Eller måske bare noget, som mostre og onkler ikke skal se? Bør muligvis revurdere egen deltagelse i den digitale verden (skrev hun og fortsatte de bloggede navlepillerier …)

Oven på weekendens første nedsmeltning blev jeg definitivt stemplet som verdens-sidste-single, da jeg så bordplanen. Et par sad ved siden af et andet par som sad ved siden af et tredje par. Og så sad jeg for bordenden mellem min niece på 9 og min nevø på 7. Meget kan man sige om 7-årige drengebørn, men de er altså ikke særlig gode til at sørge for at fylde vin i borddamens glas. Måske var placeringen en form for hentydning til, at jeg burde holde lidt igen med procenterne. Det lykkedes. I stedet brugte jeg en stor del af festen på at male med farveblyanter og forsøge at holde mig inden for stregerne (hvilket i øvrigt havde en form for terapeutisk effekt oven på min mormors overraskende velkomsttale, som var ret hård ved øjenkrogene). Den-11-årige-pige-inden-i-mig var faktisk godt tilfreds, og jeg var i det hele taget glad for at have sikret mig nogle timer i selskab med et par af verdens skønneste unger.

Og apropos skønne unger, så skulle tigerungen have vasket hår i kirken søndag morgen. Jeg stod fadder, og det var jeg afsindigt stolt over, selvom jeg muligvis ikke er den rette til at skulle opdrage et barn i den kristne tro. Heldigvis har jeg lavet en underhåndsaftale med forældrene om, at jeg bare skal sørge for at fortælle ungen om alt det, man ikke skal gøre. Øverste punkt på den liste kan så passende være: ‘At få grineflip under Fadervor, mens man står uheldigt centralt placeret ved døbefonten’. Det var bare så svært at lade være, fordi tigerungen opførte sig som en sand stjerne, der badede sig i spotlyset, mens hun pludrede, hikkede og gabte højlydt på de mest upassende tidspunkter. Til mit forsvar vil jeg sige, at tigeren altså også grinede, hvilket desværre havde en forstærkende effekt på mig. Jeg fik flashback til engang i 7. klasse, hvor vi var blevet smidt uden for døren sammen med løven, fordi vi ikke kunne holde op med at grine af noget, som ingen kunne huske pointen med. Mindet fremprovokerede ny nedsmeltning over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi lige pludselig er blevet sådan nogle wannabe-voksne, der får børn og lover at opdrage i kristen tro, og det der er værre.

Efter lyn-brunch og 50 minutters taxa-ventetid fik jeg endelig en vogn med en chauffør, som først ville køre mig til politistationen og efterfølgende bad mig om at ‘knalde min pin-kode’ (hurra for Sydfyn). Jeg kom derfor to timer for sent til weekendens sidste fest – min lillesøsters 18 års. Af alle weekendens nedsmeltninger var konfrontationen med min næsten-kørekorts-indehavende lillesøster og hendes næsten-sportsvogns-ejende kæreste den største. I min verden er det ikke meget mere end et spisefrikvarter siden, hun rendte rundt med sut i munden og pruttede mig i hovedet. Nu må hun pludselig bestemme over sig selv, uden nogen kan sætte en stopper for det.

Verden er vild, tiden bør gå i stå, og nogen må meget gerne forsøge at overbevise mig om, at det ikke behøver at være skræmmende at blive voksen …