Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme

Jeg er temmelig flittig bruger af Facebook. Det første lange stykke tid, hvor jeg kunne se alle vennernes posts i kronologisk rækkefølge, var jeg ramt af en neurose, som sagde, at jeg for alt i verden SKULLE nå at læse alt det, folk havde postet. Det hele og intet mindre. Ellers ville det gå galt! (Hvad ville gå galt? Ingen ved det. Men galt ville det gå. Det sagde neurosen selv). Så hver gang jeg var på Facebook, sørgede jeg for at læse helt ned til det, jeg allerede havde læst én gang før. En proces, der let kunne tage både halve og hele timer.

Nu, hvor kronologien er svømmet sig en tur i nyhedsstrømmen, og det hele er blandet sammen, er det en umulig opgave at få alt med, hvilket jeg først så som et stort problem. Senere har det dog vist sig at være en kæmpe lettelse, fordi det har frigivet fantastisk meget tid. Og jeg har lært, at det utroligt nok slet ikke er livsfarligt at gå glip af noget.

Derudover har jeg også lært, at den moderne, elektroniske verden er stangvild med at putte mig i små, stereotype kasser, som de kan kaste relevante reklamer ned i. Og det er jo skide smart. Bortset fra at jeg muligvis er havnet et forkert sted, alene fordi jeg ikke har angivet, om jeg er single eller ej, hvilket Facebook vist tager som et klart tegn på, at jeg så er. Derfor bliver der brugt dejligt mange reklamekroner på dagligt at vise mig billeder af sprøde mandfolk med teksten: ‘Se dem, du skal på date med nu’ (Skal?? SKAL jeg virkelig det? Når Facebook nu siger det? Jeg plejer jo at være typen, som gør, hvad der bliver sagt. Meeeen …) Den slags annoncer kommer tydeligvis fra den ene singlekasse, jeg er havnet i. Kom-og-tag-mig-kassen, kan man vel kalde den.

Det er dog ikke helt så slemt, som den anden kasse, jeg hygger mig i: kattedamesinglekassen (for alle ved jo, at hvis jeg havde været single, så er der kun de to muligheder at vælge imellem, eftersom det er umuligt bare at være sådan en helt gennemsnitlig tilfreds og katteløs singlepige uden løs tråd). Under ‘Ting, du måske vil synes om’ er mine mest populære annoncer, ud over de lystige mandspersoner, derfor: ‘Ude & Hjemme’, ‘Julegaven til Bedste’ og ‘Alt til hund og kat’. Helt ærligt – det kan godt være, at jeg er blevet lidt kedelig, men det der synes jeg alligevel ikke, jeg har fortjent!

Jeg kan ikke lade være med at have en lille smule ondt af alle de annoncører, som spilder deres gode reklamekroner på mig, bare fordi jeg ikke har sat et kryds i en bestemt boks, og jeg derfor (ifølge Facebook-guderne) kun er et 90% fuldendt individ. Til gengæld er jeg nok heller ikke det mest taknemmelige reklameoffer, eftersom den eneste annonce, jeg kan huske, jeg har klikket på, er reklamen for bamser formet som kønssygdomme. En reklame, som selvfølgelig også er målrettet singler, fordi de sandsynligvis enten har en kønssygdom eller har brug for en gramsebamse. Det er vel efterhånden videnskabeligt bevist.

Oh well, i det mindste slipper jeg for graviditetsreklamer. For det er jo heldigvis også videnskabeligt bevist, at man skal være gift for at kunne blive gravid!

facebooksnager

Psssst: Det gode ved at have et alias, er, at man også kan få lov til at være to personer på Facebook. Mit alter ego, som slipper for at svare på alle de personlige spørgsmål, men som alligevel har tendens til rigelig selvudlevering, findes lige her: https://www.facebook.com/skudamuda 

En tur på kødmarkedet

Jeg har lige været i Netto for at købe en bøf. EN bøf. Det mindede mig om en vits, jeg har hørt for mange år siden, som handlede om en ung pige, der var i Netto for at handle. Hun købte én bøf, én sodavand, én vaffelis osv. Ved kassen sad en ung, lækker fyr, og da han kørte varerne igennem, kiggede han kækt op på pigen og spurgte:

’Nå, hvad så. Er du single, eller hvad?’

Pigen rødmede og smilede og svarede:

’Ja, det er jeg. Hvorfor da?’

’Fordi du er grim!’

Pudsigt nok er det den eneste deciderede vits, jeg stadig kan huske. Den var lidt sjovere for 10 år siden, end den er nu …

hurraPS: Det gode ved at være single er selvfølgelig, at der er mere sovs til mig.

((((PPS: Tak))))

STOP TIDEN!

Jeg har jet-lag. Den slags behøver man ikke krydse tidszoner for at få. Det konstaterede jeg i går, da jeg gik i brædderne klokken 20.13 uden at have krydset andet end en sølle omgang vintertid. Ud over den uundgåelige efterårs-frustration (og generel frustration over mange ting, der sker), så bunder trætheden nok også i, at jeg på halvandet døgn formåede at deltage i en 90 års fødselsdag, en barnedåb og en 18 års fødselsdag (samt en 30 års fødselsdag i ånden). Sådan en omgang er altså ikke for børn (eller barnlige sjæle).

Trætheden blev primært fremprovokeret af gode ting – startende med mormors 90-års. Jeg ved dog ikke, om jeg skal være bekymret over, at flere mostre og onkler mødte mig med sætningen: ‘Det-er-længe-siden-men-jeg-kan-jo-se-hvad-du-laver-på-Facebook’. Og så ikke mere. Det satte gang i en øjeblikkelig nedsmeltning, fordi jeg faktisk slet ikke har overblik over, hvad det er, jeg laver på Facebook. Noget pinligt? Noget grænseoverskridende? Noget for meget? Eller måske bare noget, som mostre og onkler ikke skal se? Bør muligvis revurdere egen deltagelse i den digitale verden (skrev hun og fortsatte de bloggede navlepillerier …)

Oven på weekendens første nedsmeltning blev jeg definitivt stemplet som verdens-sidste-single, da jeg så bordplanen. Et par sad ved siden af et andet par som sad ved siden af et tredje par. Og så sad jeg for bordenden mellem min niece på 9 og min nevø på 7. Meget kan man sige om 7-årige drengebørn, men de er altså ikke særlig gode til at sørge for at fylde vin i borddamens glas. Måske var placeringen en form for hentydning til, at jeg burde holde lidt igen med procenterne. Det lykkedes. I stedet brugte jeg en stor del af festen på at male med farveblyanter og forsøge at holde mig inden for stregerne (hvilket i øvrigt havde en form for terapeutisk effekt oven på min mormors overraskende velkomsttale, som var ret hård ved øjenkrogene). Den-11-årige-pige-inden-i-mig var faktisk godt tilfreds, og jeg var i det hele taget glad for at have sikret mig nogle timer i selskab med et par af verdens skønneste unger.

Og apropos skønne unger, så skulle tigerungen have vasket hår i kirken søndag morgen. Jeg stod fadder, og det var jeg afsindigt stolt over, selvom jeg muligvis ikke er den rette til at skulle opdrage et barn i den kristne tro. Heldigvis har jeg lavet en underhåndsaftale med forældrene om, at jeg bare skal sørge for at fortælle ungen om alt det, man ikke skal gøre. Øverste punkt på den liste kan så passende være: ‘At få grineflip under Fadervor, mens man står uheldigt centralt placeret ved døbefonten’. Det var bare så svært at lade være, fordi tigerungen opførte sig som en sand stjerne, der badede sig i spotlyset, mens hun pludrede, hikkede og gabte højlydt på de mest upassende tidspunkter. Til mit forsvar vil jeg sige, at tigeren altså også grinede, hvilket desværre havde en forstærkende effekt på mig. Jeg fik flashback til engang i 7. klasse, hvor vi var blevet smidt uden for døren sammen med løven, fordi vi ikke kunne holde op med at grine af noget, som ingen kunne huske pointen med. Mindet fremprovokerede ny nedsmeltning over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi lige pludselig er blevet sådan nogle wannabe-voksne, der får børn og lover at opdrage i kristen tro, og det der er værre.

Efter lyn-brunch og 50 minutters taxa-ventetid fik jeg endelig en vogn med en chauffør, som først ville køre mig til politistationen og efterfølgende bad mig om at ‘knalde min pin-kode’ (hurra for Sydfyn). Jeg kom derfor to timer for sent til weekendens sidste fest – min lillesøsters 18 års. Af alle weekendens nedsmeltninger var konfrontationen med min næsten-kørekorts-indehavende lillesøster og hendes næsten-sportsvogns-ejende kæreste den største. I min verden er det ikke meget mere end et spisefrikvarter siden, hun rendte rundt med sut i munden og pruttede mig i hovedet. Nu må hun pludselig bestemme over sig selv, uden nogen kan sætte en stopper for det.

Verden er vild, tiden bør gå i stå, og nogen må meget gerne forsøge at overbevise mig om, at det ikke behøver at være skræmmende at blive voksen …

Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt

Uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop resulterede i endnu en konfrontation med lægen i dag. Uundgåeligt. Normalt forsøger jeg at lade være med at rode mig ud i situationer, hvor jeg er tvunget til at finde på bortforklaringer, fordi jeg ved, at jeg er usandsynligt dårlig til det. Men den her gang sad jeg i saksen (av). Samtalen forgik nogenlunde sådan her:

Læge: ‘Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre?’

Mig: ‘Jeg ved det ikke. Lige pludselig skete det bare.’

Læge: ‘Jamen, hvordan bar du dig ad?’

Mig: ‘Det ved jeg ikke. Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt.’

Sådan fortsatte samtalen i et par minutter, og jeg havde lovet mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den sande forklaring om, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop skete som led i en tre-trins-raket med følgende forløb: afsindigt voldsomt alkoholindtag førte til afsindigt voldsom bagstivhed (flankeret af afsindigt voldsomme moralske tømmermænd), som grundet generel forvirring førte til afsindigt dum handling. Indrømmelsen kunne jo resultere i, at han ville tvangsindlægge mig til noget AA. Og han ville være i sin fulde(!) ret til det.

Men han gav op, og jeg slap for videre tiltale. Og slap videre til en form for behandling. Grundet min uhelbredelige angst for læger, var denne proces dog ikke helt problemfri, og cirka midt i forløbet måtte han gøre mig opmærksom på, at hvis jeg nu på et tidspunkt skulle få lyst til at trække vejret, så var det helt okay. Det havde jeg glemt indtil da, og det er faktisk meget betryggende med sådan en tilladelse fra semi-autoritær mandsperson engang imellem. En hel-spekulerende type kunne nemlig godt gå hen og blive helt i tvivl om, hvorvidt det er okay at indånde den slags ilt, som andre, mere velfungerende mennesker kunne have haft glæde af. Men nu har jeg altså fået grønt lys, så jeg har besluttet mig for at gå all in på ilt.

For at aflede opmærksomheden lidt fra uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop, forsøgte jeg at spørge lidt ind til selvindbildt knæskade forårsaget af meget lidt voldsom løbetræning. Hvilket resulterede i, at jeg nu har fået ordineret en form for gigt-piller på tube. Det må uden tvivl være fordi, han har fornemmet den-63-årige-mand-inden-i-mig, for sådan noget giver man vel ikke til en 27-årig nogenlunde mobil nedsmeltningsekspert? Her gik jeg ellers og troede, at det kun var mit sind, der var gammelt. Overvejer nu at skrive den nye bestseller ’36 år ældre på 10 sekunder’.

 

PS: Oven på medicinsk rutsjebanetur var det utroligt tiltrængt at komme på arbejde og se et skrivebord, der var overpyntet med flag. Først blev jeg forvirret over, om en af mine personligheder mon havde fødselsdag, men pludselig gik det op for mig, at det er fordi, jeg har 1 uges dag med min placebo-kæreste, uglen. Vi fandt sammen i dødsdruks-brandert sidste fredag, hvor vi besluttede os for, at når vi nu begge to er singler og i øvrigt sidder 10 meter fra hinanden 37+ timer om ugen, kunne vi jo lige så godt udnytte tiden og den korte distance til at minde hinanden om, at vi hver især er nogle helt okay single-typer. Derfor har ugen stået på klæbrige post-its og slibrige mails. Jeg er fan af konceptet og synes, det er en sand win-win. Specielt fordi guldfisken netop har gjort mig opmærksom på, at det altså slet ikke er sådan noget, man gør, hvis man havner i et normalt parforhold.

Gennemgang af almen sindssyge for begyndere og let øvede

’Du er syg. Du er syg inde i dit hoved!’

Sætningen blev leveret til mig af en chef-type for nylig. Den var ikke sagt i et decideret negativt tonefald. Nærmest bare neutralt konstaterende. Jeg kan ikke huske årsagen til, at ordene faldt lige netop på det tidspunkt, men de overraskede mig ikke voldsomt meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk synes, jeg er lettere sindssyg. Der er mange grunde til diagnosticeringen, og i et forsøg på selv at blive lidt klogere på emnet, vil jeg nu skrive nogle af dem ned.

Punkt 1: Jeg drikker ikke kaffe
Nu bliver du muligvis meget bange. Men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være et (efter omstændighederne) velfungerende menneske uden mokka. I min branche er det på ingen måder normalt at være kaffe-fornægter, men jeg kan virkelig bare ikke lide det. Jeg ved godt, det er skræmmende for alle jer kaffe-loyalister, men jeg har det helt fint med min skavank. Til gengæld lærer jeg aldrig at forstå, hvorfor I missionerer i bedste Jehovas V-stil for at få mig omvendt og frelst. ’Prøv lige den her latte, den smager næsten ikke af kaffe’, ’Mokka-chokolade er jo bare chokolade, så det kan du helt sikkert gode lide’, ’En is-kaffe er altså ikke rigtig kaffe. Smag nu lige’.
Jeg-kan-ikke-lide-kaffe-og-jeg-har-ikke-lyst-til-at-kunne-lide-det-basta-punktum-udråbstegn! Hvis jeg rent faktisk kunne lide det, er jeg overbevist om, at jeg ville være koffein-junkie, og jeg har engang lært, at summen af alle laster er konstant. I så fald ville det sige, at jeg blev nødt til at give afkald på en af mine andre laster til fordel for kaffen. Og så ville jeg jo slet ikke være den, jeg tror, jeg er. Så ville jeg være en helt anden. Det tør jeg ikke!

Punkt 2: Jeg er single på 27. år
Hvis man altså ikke tæller barndomskæresterier med torsken med, så er ovenstående konstatering faktisk korrekt. Og ja, det er måske fordi, jeg er sindssyg. Eller måske er det bare fordi, jeg er mig. For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af en gammel gymnasie-kammerat, som skulle bruge en case til en tv-opgave. Vi har næsten ikke set hinanden, siden studenterhuen røg på loftet. Hun kontaktede mig med nogenlunde disse ord: ’Vi står og mangler en single-pige til et dating-projekt. Sådan en, som aldrig rigtig har kunnet finde ud af det der med seriøse forhold, og som bliver skræmt af +1-invitationer, og så var det, jeg tænkte på, om det stadig er dig?’ Og det var jo sådan set stadig mig. Syv år er gået siden studenterfesterne, og jeg står stadig samme sted, uden at det kommer som den store overraskelse for mine omgivelser. Det er dog ikke det der med at være single, som får nogle til at tro, at jeg er sindssyg (mange synes mere, det er sådan lidt sølle). Det er nærmere det der med, at jeg ikke er blevet desperat endnu (uret tikker jo for fanden, så hvorfor forstår jeg ikke, at jeg burde gå i panik?). Det er heller ikke helt normalt, at jeg faktisk ret godt kan lide mit eget selskab. Og med fare for at nogle nu synes, jeg burde tvangsindlægges til noget med hård medicinering, så tør jeg godt komme med den helt voldsomme indrømmelse: Engang imellem kan jeg faktisk godt lide at gå i biografen alene.

Punkt 3: Jeg cykler ikke
Altså, jeg kan godt finde ud af at cykle. Det glemmer man aldrig. Siger nogen. Men jeg er fra landet, og der cykler man på en anden måde, end man gør i byen. Det er ikke så stressende. Selvtransporteringsfasen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan tænke ordentligt, og så orker jeg simpelthen ikke at blive forstyrret af et grønt bud i tights på ydersiden eller en børnefamilie i et hus med hjul på indersiden, selvom jeg godt ved, at det er utroligt unormalt at være cykel-forskrækket. I øvrigt er der også det der med, at jeg har lovet mig selv ikke at cykle, når jeg har drukket (belært af dårlige erfaringer). Og det sker af og til, at jeg falder i et glas med alkohol. I de tilfælde skulle jeg så efterlade cyklen og hente den igen dagen efter et eller andet sted, jeg sandsynligvis havde glemt, og det kan hurtigt tage lang tid, hvis eftersøgningen starter på Christianshavn og ender et-sted-på-Vesterbro. Til gengæld elsker jeg at gå. Gerne langt. Rigtig langt. Så kan jeg nemlig tænke rigtig dejligt meget og pille mig selv diskret i navlen. Engang gik jeg en tur i New York. Den tog to måneder. Men det er en helt anden historie, som i øvrigt også bunder i en form for sindssyge.

Punkt 4: Jeg kan godt lide regnvejr
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes, det kan føles vildt tilfredsstillinde at gå en lang, lang tur, mens det pisser ned. Engang troede jeg, det handlede om en form for selvpineri eller afstraffelse. Det tror jeg ikke mere. Muligvis er det rent faktisk fordi, jeg er sindssyg eller bare ekstremt sortseende (nu er mit yndlingsord jo også melankoli, så tingene hænger måske sammen). Men i min verden behøver regn ikke nødvendigvis at associeres med øjenregn, selvom det kan være godt at kombinerer de to fænomener, fordi det ene ofte skjuler det andet.

Punkt 5: Jeg er ikke bange for skumle mennesker i mørket
Jeg har næsten lige rejst mig fra min yndlingssten ved stranden. Det var helt mørkt, og bag mig gik en meget høj og mørk og skummel person og stirrede lidt for længe på mig. Der var ingen andre i nærheden, men jeg var ikke bange. En del af to-måneders-gåturen i New York foregik også i mørke, og selvom jeg mødte utroligt mange tosser, blev jeg ikke skræmt af en eneste af dem. Måske er det fordi, jeg stadig har min barnetro på, at jeg kan banke alle (jeg troede også engang, at jeg kunne komme på landsholdet i fodbold, selvom jeg kun turde spille alene op ad en mur. Og her var der selvfølgelig tale om herrelandsholdet). Til gengæld kan jeg ligge søvnløs ved tanken om, at min lillesøster er begyndt at stifte bekendtskab med natten. Realistisk set tror jeg faktisk, at hun er stærkere end mig, hvis det endelig kom til en form for åben kamp mod ukendt psykopat. Og jeg er også ret overbevist om, at hun ikke er lige så dumdristig (og dum i al almindelighed), som jeg har været (okay, er). Så jeg ved ikke, hvorfor jeg frygter mere for hende end for mig selv. Når man samtidig tænker på, at en gul vingummi i en Astronaut-is kan skræmme livet af mig, er jeg tilbøjelig til at give chef-typen ret i hans konstatering. Min tankegang er muligvis ikke helt rask. Men jeg har heldigvis ingen ambitioner om at forsøge at helbrede den …

Hvad er du?

Jeg faldt over noget pudsigt i dag på en eller anden fremmed piges Facebook-profil (ja, jeg snager i fremmede folks liv. Jeg synes, fremmede folk er spændende – både i den virkelige virkelighed og i den virtuelle virkelighed. Og jeg er stolt af det. Og skammer mig kun en lille smule over det). Jeg lagde mærke til noget, der lignede en række klassiske poesibogs-spørgsmål, hvor et af dem lød: ’Hvad er du?’. Hun svarede: ’Single’.

Jeg tror aldrig selv, jeg ville nå frem til at matche lige netop det spørgsmål med det svar, selvom det i princippet ville være faktuelt korrekt, hvis jeg gjorde. Men altså – spørgsmålet lød: ’Hvad er DU’. Og hun svarede, at hun er det modsatte af at være to. Jeg har ikke noget imod at lande i single-baljen. Der har jeg svømmet rundt i 27 år og kæmper stadig for at lære at turde tage redningskransen af og padle over på det dybe (kæmper i øvrigt også for at skrive mig uden om klichéerne. Det går forrygende). Alligevel provokerede svaret mig – nok mest fordi det piller lidt ved min grundangst for, at jeg ikke vil være den samme, hvis jeg en dag ikke er single mere. Jeg håber virkelig, at jeg – single eller ej – altid vil kunne give et svar på det spørgsmål, der passer til lige netop mig, hvad enten svaret er: halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet eller nedsmeltningsekspert. Og jeg håber endnu mere, at jeg aldrig nogensinde føler mig tvunget til at definere mig selv ud fra, hvorvidt jeg er en – eller har en plus-en. Når det er sagt, må jeg hellere også tilføje, at jeg selvfølgelig gerne vil tro, jeg en dag kan finde ham, som kan gøre mig glad for at være det, jeg er – og den jeg er.

Apropos det dybe vand, så vovede jeg mig næsten derud i går. Jeg var på søndags-stranddate med guldfisken og store-bjørn (og solsorten og katten, der var med som bonus-singler). Efter grill-pøller og sennepskrise (note to self: skru låget på glasset, inden du putter det ned i posen med alle de andre ting) besluttede store-bjørn og jeg os for at snuppe årets første dukkert i dansk farvand. Anden påstår, at de, der ikke når i vandet i år, er nogle tøsedrenge og bange for brandmænd, og det kunne jeg simpelthen ikke have på mig. Selvom jeg er bange for brandmænd. Og muligvis er jeg også en tøsedreng. Det kinesiske horoskop siger, at rottens (= mit) faste element er vand. Det synes jeg er mærkeligt, for jeg vil vove at påstå, at vand er flydende. Men det giver alligevel mening, for jeg elsker vand – at svømme i det, at drikke det, at slås med det (helst med vandpistoler). Heldigvis er jeg ikke lige så panisk angst for flydende dråber i store mængder, som guldfisken er. Hun bliver bange, bare hun ser en reklame med en oversvømmet madras – ret ironisk, når hun nu er en guldfisk.

Billedet illustrerer meget fint, hvorfor store-bjørn hedder store-bjørn. Nogen ville måske have troet, navnet refererede til noget, man ikke kan se på billedet. Størrelsen i den region kan jeg heldigvis ikke udtale mig om – så integreret er jeg alligevel ikke blevet i parforholdet.

Dog vil jeg sige, at jeg er meget bange for alt det, der lever under vandet. Alt det, man kan se, og specielt alt det, man ikke kan se. Brandmænd og vandmænd og sømænd og havspøgelser (de findes. Det siger den-11-årige selv). Derfor fik jeg den kringlet sådan, at vi kun badede i den aflukkede indsø. Det er ikke så farligt. Men det er mest tøsedrengene, der gør sådan noget. Og helt ærligt – det er jo bare sjovest ude i det store, uoverskuelige hav. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg skal nå ud i de høje bølger, inden sæsonen er slut. Desværre er det bare så problematisk at bade, når man er single. For hvem skal så passe på alle mine ting imens? Og på mig, hvis jeg skulle være ved at drukne eller blive spist af en brandmand? Det er farligt. Jeg glæder mig!

Hurra, jeg er bange!

For et par måneder siden gjorde jeg noget måske dumt/måske genialt (de fleste beslutninger i mit liv ligger og svæver et sted mellem de to poler). Jeg besluttede mig for at gøre alt det, jeg er bange for. Okay, ikke alt. Jeg kommer stadig aldrig til at forsøge at gøre noget for-sjov-kriminelt i Asien, bare for at se om den går (er panisk angst for at ende mine dage i asiatisk fængsel uden sæbe – eller flæskestegssandwich for den sags skyld). Jeg kommer nok heller aldrig til at springe bungy jump fuldstændig Kong Hans (det er så svært at være diskret nøgen, når man er skræmt for livet med hovedet nedad).

Igennem de seneste 27 år har en forholdsvis stor forsamling af ukonstruktiv angst ligget og hygget sig i en dejlig lille rede nederst til venstre i min mave. Og de ubudne gæster har haft det så fint, så fint, for der er ingen, der har forsøgt at skræmme dem ud af min krop. I hvert fald ikke før jeg fandt ud af, at angst også kan blive bange og flygte, hvis bare man sørger for ramme der, hvor det gør allermest ondt.

Angsten vil ingen ende tage, men jeg har alligevel forsøgt at sætte lidt system i det. Her er en liste over udvalgte former for angst, som ofte kræver min opmærksomhed:

Angsten for slanger (både de store og de små, men mest de små)

Angsten for højder (både de store og de små, men mest de store)

Angsten for en dag ikke at være alene mere (for hvem er jeg så?)

For en måned siden havde jeg en slange rundt om halsen i op mod et minut. En stor slange, godt nok (bliver jo nødt til at starte i det små, så jeg ikke giver op på forhånd). Den var blød og varm og klam og havde en klump nede i enden, der muligvis var en form for død rotte, som den havde spist til aftensmad. Men den spiste ikke mig. Heller ikke selvom jeg udelukkende signalerede ’let offer’ (et af mine grund-signaler, som jeg prøver at skrue lidt ned for …)

Bevismateriale A

For en uge siden gik jeg op i Vor Frelser Kirketårn (altså de første 300 trin op til det sted, hvor man kommer udenfor. Ikke de sidste 100 udvendige trin. Det er jo sindssygt!) Jeg var helt alene (fordi jeg ville se, om jeg kunne gøre det uden at holde nogen i hånden), og i dag kan jeg ikke forstå, hvordan jeg kom ned igen. Det hele er lidt sløret, men jeg ved i hvert fald, at mine ben syrede så meget til i panik, at jeg ikke kunne bevæge dem uden at føle uudholdelig smerte de følgende tre dage.

Bevismateriale B

Før de to ret håndgribelige former for angst blev udfordret, erklærede jeg krig mod den sidste og noget mindre håndgribelige – angsten for en dag ikke at være alene mere. Med alene mener jeg single. Jeg har vænnet mig så fint og godt til bare at være mig, at jeg ikke ville ane, hvem jeg var, hvis jeg pludselig var én mere end mig. For slet ikke at tale om to mere (og her taler jeg desværre ikke om trekanter, men børnetilblivelses-nedsmeltningen).

Sidste punkt kan ikke udfordres på samme konkrete måde som de to første. Men jeg prøver alligevel på min helt egen utjekkede, kaotiske, mavekildende, hvem-ved-hvad-der-venter-i-morgen-agtige måde. Og det føles overraskende fedt at skræmme angsten. Mere fedt end skræmmende!