Alle mine nøgler

Jeg ved ikke, hvorfor de altid ligger i min taske, alle mine nøgler. Nogle af dem giver mening at have med. For eksempel den til min hoveddør og den til min lejlighed. Dem bruger jeg  jo til at komme ind med (selvom hoveddøren næsten altid står åben).

Så er der den til hængelåsen oppe på loftet. Den er vigtig. Det er der, jeg gemmer alt det, jeg heller ikke kan give slip på. For eksempel den danske stil, hvor jeg skrev om mit liv om 15 til 20 år. For 13 år siden. Jeg tør ikke læse den. Og så alligevel – måske næsten-voksne-jeg ikke er en skuffelse for næsten-barnlige-mig. På mange måder går det jo godt. Og det, jeg dengang troede, jeg skulle få, er måske slet ikke noget for mig, når alt kommer til alt. Måske er jeg for egoistisk. I det tilfælde er det muligvis rigtigt nok, at det nogle gange er en gave ikke at få det, man troede, man ville have.

Så er der den blå nøgle til min mormors hus. Det gamle. Det, hun boede i, dengang min krop var et barn, som blev til en teenager, som skrev stile om fremtiden. Den nøgle er ubrugeligt tryg. Den kan jeg ikke give slip på.

Der er nøglen til min pengekasse. Der er ingen penge i. Engang var den fyldt med Mark, som blev til Euro, som skulle være en opsparing til fremtiden. Men da fremtiden kom, var pengene brugt. Det var sådan, det skulle være. I dag er der noget andet i pengekassen, som ikke kan bruges op på samme måde. Det ville være rart at tænke på, hvis ikke det var fordi, det er en sølle erstatning for hele den uperfekt rigtige pakke.

Der er nøglen til min søsters lejlighed og den til barndomshjemmet, som ikke er et barndomshjem, fordi jeg aldrig boede der, dengang min krop var barn.

Et sted for sig selv er der en lillebitte nøgle, som slet ikke burde være større. Den er til en notesbog, jeg helt sikkert har skrevet noget vigtigt i engang for mange år siden. Bogen ved jeg ikke, hvor er. Måske på loftet.

Så er der alt det, der ikke er nøgler. En oplukker og et USB-stik og en metalplade, hvor mit navn står på. Hvis jeg nu skulle glemme det. Og der er små, firkantede plader, som jeg har fået af min bank. De er vigtige, for hvis nøglerne bliver væk, kan de selv finde hjem til mig igen.

Midt i det hele er der også en nøgle, som jeg ikke kender låsen til. Endnu. Låsen har i hvert fald ikke givet sig til kende. Det bliver en lang gåtur.

foto-24

Grøn gul rød

Jeg elsker min pakkekalender. Men den skræmmer mig også lidt. Måske er det bare fordi, haren er halv-telepatisk. Eller måske er der nærmere tale om tilfælde. Men i går kom jeg ubevidst til at lægge dagens gave i rød-gul-grøn-rækkefølgen – klar til at blive spist.

julemaend

 

Så gik jeg ud i verden for at lære, at rød nogle gange er bedre end grøn. Det lyder absurd, jeg ved det, men det passer. Og i dag var der så denne sang-hilsen i pakkekalenderen:

9Den 11-årige blev pludselig modig. Så modig at hun turde spise julemændene i en grøn-gul-rød-rækkefølge. Måske finder hun også en dag ud af, hvad det egentlig er, vi venter på …

 

Hurra, jeg er bange!

For et par måneder siden gjorde jeg noget måske dumt/måske genialt (de fleste beslutninger i mit liv ligger og svæver et sted mellem de to poler). Jeg besluttede mig for at gøre alt det, jeg er bange for. Okay, ikke alt. Jeg kommer stadig aldrig til at forsøge at gøre noget for-sjov-kriminelt i Asien, bare for at se om den går (er panisk angst for at ende mine dage i asiatisk fængsel uden sæbe – eller flæskestegssandwich for den sags skyld). Jeg kommer nok heller aldrig til at springe bungy jump fuldstændig Kong Hans (det er så svært at være diskret nøgen, når man er skræmt for livet med hovedet nedad).

Igennem de seneste 27 år har en forholdsvis stor forsamling af ukonstruktiv angst ligget og hygget sig i en dejlig lille rede nederst til venstre i min mave. Og de ubudne gæster har haft det så fint, så fint, for der er ingen, der har forsøgt at skræmme dem ud af min krop. I hvert fald ikke før jeg fandt ud af, at angst også kan blive bange og flygte, hvis bare man sørger for ramme der, hvor det gør allermest ondt.

Angsten vil ingen ende tage, men jeg har alligevel forsøgt at sætte lidt system i det. Her er en liste over udvalgte former for angst, som ofte kræver min opmærksomhed:

Angsten for slanger (både de store og de små, men mest de små)

Angsten for højder (både de store og de små, men mest de store)

Angsten for en dag ikke at være alene mere (for hvem er jeg så?)

For en måned siden havde jeg en slange rundt om halsen i op mod et minut. En stor slange, godt nok (bliver jo nødt til at starte i det små, så jeg ikke giver op på forhånd). Den var blød og varm og klam og havde en klump nede i enden, der muligvis var en form for død rotte, som den havde spist til aftensmad. Men den spiste ikke mig. Heller ikke selvom jeg udelukkende signalerede ’let offer’ (et af mine grund-signaler, som jeg prøver at skrue lidt ned for …)

Bevismateriale A

For en uge siden gik jeg op i Vor Frelser Kirketårn (altså de første 300 trin op til det sted, hvor man kommer udenfor. Ikke de sidste 100 udvendige trin. Det er jo sindssygt!) Jeg var helt alene (fordi jeg ville se, om jeg kunne gøre det uden at holde nogen i hånden), og i dag kan jeg ikke forstå, hvordan jeg kom ned igen. Det hele er lidt sløret, men jeg ved i hvert fald, at mine ben syrede så meget til i panik, at jeg ikke kunne bevæge dem uden at føle uudholdelig smerte de følgende tre dage.

Bevismateriale B

Før de to ret håndgribelige former for angst blev udfordret, erklærede jeg krig mod den sidste og noget mindre håndgribelige – angsten for en dag ikke at være alene mere. Med alene mener jeg single. Jeg har vænnet mig så fint og godt til bare at være mig, at jeg ikke ville ane, hvem jeg var, hvis jeg pludselig var én mere end mig. For slet ikke at tale om to mere (og her taler jeg desværre ikke om trekanter, men børnetilblivelses-nedsmeltningen).

Sidste punkt kan ikke udfordres på samme konkrete måde som de to første. Men jeg prøver alligevel på min helt egen utjekkede, kaotiske, mavekildende, hvem-ved-hvad-der-venter-i-morgen-agtige måde. Og det føles overraskende fedt at skræmme angsten. Mere fedt end skræmmende!