Alt du ikke behøver at vide og mere

Jeg ved ikke meget om aktierkurser og kapitalinvestering. Jeg ved stort set intet om protoner eller elektroner eller dem der i den tredje kategori. Og det er først nu gået op for mig, at ydmygelsen i Skopje handler om en bold (jeg tænkte først, det måske var noget med en upassende fuldemandskærlighedserklæring).

Til gengæld er jeg ret klog på ubrugelig viden. Specielt når det drejer sig om dyr. For eksempel ved jeg nu, at:

– en guldfisk ikke kan lukke øjnene, når hun sover (måske er det derfor, hun snakker så meget i søvne)

– en kanin ikke kan kaste op (så forstår jeg bedre, at det altid kun er mig, der ligger med hovedet i kummen, selvom vi har været lige spritstive)

– en bjørn mister evnen til at klatre i træer, når han bliver voksen (storebjørn, lad være med at afprøve det. Det går galt. Ligesom dengang med cyklen på Bryggen. Bjørne er ikke skabt til artisteri)

– en hankat kan leve to til tre år længere, hvis han bliver kastreret (men vent lige med indgrebet, til hunkatten får chancen for at bringe potentielt fantastiske killinger til verden, ik’ … )

– en tigerunge kun bliver hos sin mor i to til tre år. Så finder hun sit eget territorium. (Hvad? Skandale! Bur hende inde! Omgående! Eller sørg i hvert fald for, at hun altid er i nærheden af tryghed!)

– en hanand generelt er stille og meget sjældent rapper (hvad er da det for en uorden? Kom i gang med det vigtige rapperi, blev der sagt!)

– en giraf i gennemsnit lever 10-15 år i naturen og 25 år i Zoologisk Have (men jeg synes altså, han fortjener friheden. Det ville også være ærgerligt, hvis han ikke fik lov til at lære de andre dyr på savannen bedre at kende)

– en elefant kan stå oprejst, efter hun er død (det når jeg nok aldrig at få afprøvet i levende live. Men hvis jeg formår at holde mig stående posthumt, kunne det jo meget passende være til tonerne af den her)

ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på.

De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem. Og råber mest indeni sig selv. I dag har jeg lært, at utroligt afbalancerede ugler og dejligt dybsindige ænder ikke skal konfronteres med et særlig stort stykke uopmærksom cyklist, før deres indre lunter kan ende i et fyrværkeri af den helt ufestlige slags.

Jeg har også lært, at jeg tilsyneladende ikke virker som en person, der kan rumme samme helt uproportionelt voldsomme indre vredesudbrud. Men så skulle du prøve at være inde i mit hoved, når jeg er placeret ved et bagagebånd i en propfyldt lufthavn. Og der endnu engang er en top øretæveindbydende, røvhamrende irriterende og helt igennem pisselortetræls (ja, træls) charterfamilie, som maser sig ind foran mig og ikke fatter, at der er en grund til, at jeg har valgt at stille mig en meter fra båndet. DET ER FOR HELVEDE SÅ ALLE KAN KOMME TIL! IKKE FOR AT DU OG DIN RÅDNE FAMILIE KAN FÅ LOV TIL AT STÅ OG DANNE MUR FORAN BÅNDET I EN HALV TIME, INDTIL BAGAGEN FRA GRAN CANARIA KOMMER PÅ. KIG PÅ SKÆRMEN, DIN IDIOT! DET ER MIN TUR NU. MIN! IKKE DIN! GÅ HEN OG ÆD EN FUCKING HÅDÅG! SKRID!

Der er selvfølgelig aldrig nogen af de ord, der rent faktisk kommer ud af min mund. Og jeg behøver ikke dykke ned i den dybe psykoanalyse for at regne ud, at den slags følelser nok ikke udelukkende har noget med irriterende charterfamilier at gøre. Men alting hober sig op. Jeg tror måske, personer, der er bedre til at tage velplacerede konfrontationer på de rigtige tidspunkter, også er bedre til at sige pyt og være større mennesker i de situationer, hvor den indre vrede er fuldstændig helt og aldeles ubrugelig.

Jeg vil gerne selv blive bedre til det med konfrontationerne. De rigtige af slagsen, altså. Et hurtigt kig i konfirmationsmappen viser dog, at jeg aldrig har været særlig god til det. For nylig fandt jeg dette brev:

brevBrevet er skrevet, dengang min krop var barn. Et barn i 7-8 års alderen. Uden at være helt sikker tror jeg nok, det er skrevet til et rigtig dumt svin, som havde behandlet min familie (og mange andre) virkelig råddent. Og som fortjente at få det at vide. Selvom det aldrig blev sendt, turde jeg hverken skrive modtager eller afsender på det. For tænk nu, hvis nogen skulle opdage, at jeg kunne tænke velbegrundede, grimme tanker om andre. Puha. Nej, det var ikke en risiko, der skulle løbes. Så hellere arkivere vreden, så den kunne ligge og ulme i et par årtier, indtil den en dag kunne få lov til at koge over og eksplodere helt lydløst inde i mit hoved på grund af et par intetanende fremmede mennesker, som ikke har haft nogen som helst intention om at pisse mig af, men egentlig bare var uopmærksomt ivrige efter at få fat i deres (røvgrimme) kufferter.

I mit næste liv ønsker jeg mig et par nosser. Et par psykiske nosser vel at mærke …

PS: Vrede og mørke tanker bliver muligvis lysere, når lyset kommer. Om ni dage begynder det at gå den rigtige vej. Jeg har talt ned længe, men det er vigtigt at nævne netop i dag, fordi ni fortjener al den positive opmærksomhed, ni kan få, inden otte igen snupper nis plads i morgen.

Det andet køn

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er. For 10 år siden vidste jeg det næsten aldrig. Da jeg lige var flyttet hjemmefra og startede i gymnasiet, troede jeg for eksempel, at jeg var typen, der læste feministiske, franske mursten oversat til tysk. 100 sider inde i ‘Det andet køn’ følte jeg mig dog nødsaget til at skifte identitet til sådan en lidt-mindre-intellektuel-lidt-mere-knaldromans-agtig type. Men jeg nåede at læse ret mange tyske gloser om forskellige dyrearters samliv og forplantningsprocesser. Spændende og skræmmende information.

I går var jeg til middag hos guldfisken. I virkeligheden er hun ikke en rigtig fisk. Men hun har tre af salgsen i et lille akvarium. Engang havde hun fem, men i juni valgte to af dem at tage deres eget liv ved at springe op af det lille foder-hul i hjørnet, så de landede på gulvet, hvor en chokeret storebjørn fandt dem begge to helt stive og døde. Jeg forestiller mig, at en Romeo-og-Julie-ulykkelig kærlighedhistorie ligger bag den dramatiske handling. Nu er der altså tre tilbage, og dem ved guldfisken en masse om, for hun er nemlig vokset op i et hus med et helt akvarie-rum og en far, der er Danmarksmester i akvariefisk (det er ikke med løg på). Derfor kunne hun også fortælle, hvorfor den ene fisk (hannen) er ved at miste sine striber. Det er åbenbart fordi, han er i gang med at blive kønsmoden og derfor skifter farve til gul. Jeg har ikke kunnet opstøve en logisk forklaring på den proces, men jeg er nået frem til, at kønsmodne hanner vel aldrig opfører sig helt logisk, lige meget hvilken art de tilhører.

Eftersom fiskene bor i et akvarium, er de tvunget til at leve sammen. En han og to hunner. Et paradisisk scenarium for de fleste typer af det andet køn, forestiller jeg mig. Hvis man ser på parforholdet hos andre mere frie dyrearter, har jeg læst mig til, at mejser og musvitter normalt holder sammen hele livet. Skilsmisser kan dog forekomme og følger oftest et mønster – jo færre unger des højere skilsmisserate. Efter sigende er ænder som regel kun monogame i en enkelt sæson, mens egern ikke lader sig friste af andre artsfæller på muligt grønnere græsplæner. De er derimod langtids-trofaste og yngler flere gange årligt. Egernhannen er tilmed en rigtig mand, der beskytter sin dame og sit afkom mod verdens ondskab og skræmmer mulige bejlere væk.

Og elefanterne … det er en helt anden historie. Jeg burde muligvis have kastet min kærlighed på en anden art, men naturens tiltrækningskraft er umulig at bekæmpe, så jeg bliver vel nødt til at acceptere min skæbne og få det bedste ud af tingenes tilstand.

Weekenden, hvor jeg …

Det har været en mærkelig weekend. Selvom den har været helt normal. Når jeg gør status over den, er der i hvert fald ikke så meget decideret mærkeligt ved den for de, der ser på den udefra, men den føltes mærkelig indeni mig. Det har nok noget at gøre med, at jeg brugte størstedelen af fredagen på at dyrke en skræmmende fornemmelse, der sagde mig, at noget vildt skulle ske. Det vildeste, der skete, var, at jeg fik det dårligt af al den spekulation og dermed for en gangs skyld prøvede at ligge i min seng inden midnat på en fredag. Endda i nogenlunde ædru tilstand.

Men derudover har det her været weekenden, hvor jeg:

– tog alene i Tivoli for at kigge lidt på en karussel, som den-11-prige-pige-indeni-mig godt kan lide

– lærte, at humøret ikke nødvendigvis stiger, fordi man får farvet hår og køber to par nye støvler på MasterCard

– indså, at det til gengæld hjælper på humøret at finde ud af, at der et sted i den anden ende af byen findes én, som kender det humør, jeg var ramt af

– fandt ud af, at der ved siden af hesten med det sorte hoved står en hest med et lyst hoved. Den holder det sjovt nok noget højere end førstnævnte

– igen kom til at grine over, at filmen ‘Girl, Interrupted’ på tysk hedder ‘Durchgeknallt’. Den står i min filmreol, og det er som regel lidt svært at overbevise folk om, at det ikke er en pornofilm

– blev skræmt over en handske

– prøvede at være ’en af drengene’ en hel aften. Eller som musen så fint sagde det: ’Måske var det os, der var tre af pigerne’. Note to self: Når man er ’en af drengene’, skal man passe på med at sige sætninger som: ’Jeg gik kun til spejder, fordi jeg helt vildt gerne ville ha’ dolken’

– som ene publikum overværede generalprøve-koncert med det soon-to-be-legendriske Jeppe N Band, der nu har skiftet navn til Tiramisu, fordi Jens Unmack syntes, det var en god idé

– formåede at være på Psykopaten uden at spille på klaveret. Det er aldrig sket for mig før, og det affødte da også så stærke spilleabstinenser, at jeg måtte sidde en halv times tid ved klaveret hos musen her til aften, mens han lavede mad. Igen blev jeg bekræftet i omfanget af mine egne begrænsninger, og jeg skøjtede 70-80 sange igennem, før jeg endelig nåede til ’Hvalen Hvalborg’, som jeg kunne spille en nogenlunde hæderlig version af. Syntes jeg selv. Musen mente nærmere, at mine musikalske forsøg lød som titelmelodien til Beverly Hills

– endnu engang formåede at koordinere gigant-brandert med hamsteren, selvom vi denne gang slet ikke befandt os til samme fest. Jeg var på Psykopaten, mens hun var et sted på Enghavevej hos en pige, jeg ikke kender, men som åbenbart kender mig godt nok til at kunne berette om, at jeg på min stambar går under navnet Sukker-Ulla. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men efter at have konsulteret store-bjørn er jeg nået frem til, at første del af navnet har noget at gøre med min evne til at indtage rollen som Sugar mamma over for tidligere drengebekendtskab

– vågnede op til et toiletbræt, der var slået op, og måtte bruge flere minutter på at regne ud, om det: A: Var fordi jeg havde kastet op, inden jeg gik i seng, eller B: Var fordi der havde været en fyr i min lejlighed (jeg nåede frem til, at det med 99 % sikkerhed var A)

– blev så dehydreret, at jeg nåede det laveste vægt-niveau i 10 år

– fik blomster af musen, lige som jeg var trist over, at undulatens blomster var døde (jeg er ret heldig)

– havde en plan om, at jeg skulle bruge søndagen på Statens Museum for Kunst med efterfølgende bif-tur, men endte med at ligge i tømmermænds-fosterstilling på sofaen og se ’Far laver sovsen’, mens jeg planlagde fremtidig fest i forbindelse med Tiramisus store debutkoncert (der på en eller anden måde skal foregå i min lejlighed)

– ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle sige til den unge, blonde kassedame i SuperBrugsen, at hun havde et klistermærke på skulderen, hvor der stod ’Reduceret pris pga. dato’. (Jeg gjorde det ikke. Ville ikke forhindre andre i at have det sjovt på hendes bekostning)

– endnu engang overspringshandlede ved at skrive navlepillerier i stedet for at komme i gang med det arbejde, der skal ligge færdigt i morgen tidlig. Det bliver en lang aften!

Hvad er du?

Jeg faldt over noget pudsigt i dag på en eller anden fremmed piges Facebook-profil (ja, jeg snager i fremmede folks liv. Jeg synes, fremmede folk er spændende – både i den virkelige virkelighed og i den virtuelle virkelighed. Og jeg er stolt af det. Og skammer mig kun en lille smule over det). Jeg lagde mærke til noget, der lignede en række klassiske poesibogs-spørgsmål, hvor et af dem lød: ’Hvad er du?’. Hun svarede: ’Single’.

Jeg tror aldrig selv, jeg ville nå frem til at matche lige netop det spørgsmål med det svar, selvom det i princippet ville være faktuelt korrekt, hvis jeg gjorde. Men altså – spørgsmålet lød: ’Hvad er DU’. Og hun svarede, at hun er det modsatte af at være to. Jeg har ikke noget imod at lande i single-baljen. Der har jeg svømmet rundt i 27 år og kæmper stadig for at lære at turde tage redningskransen af og padle over på det dybe (kæmper i øvrigt også for at skrive mig uden om klichéerne. Det går forrygende). Alligevel provokerede svaret mig – nok mest fordi det piller lidt ved min grundangst for, at jeg ikke vil være den samme, hvis jeg en dag ikke er single mere. Jeg håber virkelig, at jeg – single eller ej – altid vil kunne give et svar på det spørgsmål, der passer til lige netop mig, hvad enten svaret er: halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet eller nedsmeltningsekspert. Og jeg håber endnu mere, at jeg aldrig nogensinde føler mig tvunget til at definere mig selv ud fra, hvorvidt jeg er en – eller har en plus-en. Når det er sagt, må jeg hellere også tilføje, at jeg selvfølgelig gerne vil tro, jeg en dag kan finde ham, som kan gøre mig glad for at være det, jeg er – og den jeg er.

Apropos det dybe vand, så vovede jeg mig næsten derud i går. Jeg var på søndags-stranddate med guldfisken og store-bjørn (og solsorten og katten, der var med som bonus-singler). Efter grill-pøller og sennepskrise (note to self: skru låget på glasset, inden du putter det ned i posen med alle de andre ting) besluttede store-bjørn og jeg os for at snuppe årets første dukkert i dansk farvand. Anden påstår, at de, der ikke når i vandet i år, er nogle tøsedrenge og bange for brandmænd, og det kunne jeg simpelthen ikke have på mig. Selvom jeg er bange for brandmænd. Og muligvis er jeg også en tøsedreng. Det kinesiske horoskop siger, at rottens (= mit) faste element er vand. Det synes jeg er mærkeligt, for jeg vil vove at påstå, at vand er flydende. Men det giver alligevel mening, for jeg elsker vand – at svømme i det, at drikke det, at slås med det (helst med vandpistoler). Heldigvis er jeg ikke lige så panisk angst for flydende dråber i store mængder, som guldfisken er. Hun bliver bange, bare hun ser en reklame med en oversvømmet madras – ret ironisk, når hun nu er en guldfisk.

Billedet illustrerer meget fint, hvorfor store-bjørn hedder store-bjørn. Nogen ville måske have troet, navnet refererede til noget, man ikke kan se på billedet. Størrelsen i den region kan jeg heldigvis ikke udtale mig om – så integreret er jeg alligevel ikke blevet i parforholdet.

Dog vil jeg sige, at jeg er meget bange for alt det, der lever under vandet. Alt det, man kan se, og specielt alt det, man ikke kan se. Brandmænd og vandmænd og sømænd og havspøgelser (de findes. Det siger den-11-årige selv). Derfor fik jeg den kringlet sådan, at vi kun badede i den aflukkede indsø. Det er ikke så farligt. Men det er mest tøsedrengene, der gør sådan noget. Og helt ærligt – det er jo bare sjovest ude i det store, uoverskuelige hav. Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg skal nå ud i de høje bølger, inden sæsonen er slut. Desværre er det bare så problematisk at bade, når man er single. For hvem skal så passe på alle mine ting imens? Og på mig, hvis jeg skulle være ved at drukne eller blive spist af en brandmand? Det er farligt. Jeg glæder mig!