Uplettede frustrationsskud

Jeg vil mene, at der skal ret meget til for at bringe mit pis i kog. Det sker sjældent, og folk omkring mig bliver som regel temmelig overraskede, når jeg endelig giver mig selv lov til at ride på de helt høje vredesbølger. Det er de færreste, der kan tage mig seriøst, når det sker. Måske fordi jeg har en tendens til at slå over i noget jysk dialekt, som bare egner sig fantastisk godt til spontansurhed.

Under normale omstændigheder kommer min vrede ikke til udtryk, når der virkelig er grund til det. Den plejer bare at køre i diskret tomgangsbane på bagagebåndet. Men i lørdags var den svær at holde tilbage. Jeg var på skydebanen med kollegerne, og jeg troede egentlig, at mit største problem i den sammenhæng ville blive min uhelbredelige angst for at komme til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held). Jeg tog fejl.

Alt startede ellers så godt. Jeg var en haj til det der med at sætte patronerne ordentligt i. Det gik også fint med at lade dræberdyret, og jeg rystede kun en lille smule i underbenklæderne, da jeg skulle fyre det første prøveskud af. Som til stor overraskelse landede midt i midten af skiven. De efterfølgende skud gik også helt hæderligt, og jeg var derfor rimelig kæphestehøj, da vi gik fra prøveskud til konkurrence.

Her var det så, at positiviteten, som ellers har været en ret skøn ven for mig de seneste par måneder, valgte at stikke mig den midterste finger. Jeg kunne intet ramme. Ikke engang den del af skiven, som ikke giver point. Jeg lyttede til alle råd, tænkte på at stå rigtigt, holde rigtigt, sigte rigtigt. Intet hjalp. Det var frustrerende nok i sig selv og blev kun værre af, at jeg havde skydeinstruktørfætter til at stå bag mig og kommentere. I den bedste mening, helt sikkert. Men kære fætter, hvis du står få meter fra en frustreret og aggressiv barnevoksen med et styks ladt skydevåben i hånden, skal du under ingen omstændigheder komme med kommentarer som: ‘Du kan jo godt. Hvorfor gør du det så ikke?’ Eller endnu værre: ‘Slap nu af. Hvorfor får du præstationsangst lige pludselig?’

Guldfisken, som stod ved siden af mig (og i øvrigt var imponerende sej til det med skydevåben), havde en anden, mere opmuntrende tilgang til mit katastrofeskyderi og forsøgte sig med et heppende: ‘Jeg tror på dig!’ Men det hjalp ikke. For jeg havde mistet troen på det selv. Jeg blev bare endnu mere anspændt, dirrende og absurd dårlig.

TIl sidst gav jeg op. Og det var vist meget godt, at skydevåbnet var blevet lirket ud af min hånd, da en kollega lidt senere leverede dagens absolut mest provokerende kommentar: ‘Jeg var faktisk overrasket over, hvor let det var’.

I princippet kan mine evner udi skyderi jo ikke bruges til noget, så jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så frustreret. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg var decideret sur på den allermest barnlige dårligtaberagtige måde. Jeg blev pinlig over den meget uvante vredesfølelse, som boblede løs i blodbanerne, og jeg forsøgte derfor at analysere lidt på, hvorfor jeg tog nederlaget så tungt. Faktisk tror jeg ikke, det havde været så slemt, hvis jeg nu var dårlig til det fra starten. Men som skydeinstruktørfætter så rigtigt sagde, så havde jeg jo vist, at jeg godt kunne. Det var først, da jeg begyndte at overtænke situationen, at det gik galt for mig. Og det er vel egentlig det, der er mit problem. Sådan helt generelt. Jeg tænker for meget, hvilket jeg også fik at vide senere på aftenen i en helt anden sammenhæng. Det problem kan jeg så passende sidde her og tænke lidt videre over …

skyderierPS: Som plaster på nederlagssåret forsøgte Bubbi-bjørn at muntre mig lidt op efter skyderiet med konstateringen: ‘Vi har jo forskellige talenter. Dit talent er at lukke lort ud. Og der er du relativt konsekvent, faktisk’.

SÅ drak jeg mig fuld …

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’

En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvanden meter bred.

Det var ikke farligt. Af alle mennesker ved jeg, hvad der er farligt. Specielt i trafikken. Og den situation var ikke en af dem. Hun kunne køre forbi på samme måde, som hun ville have gjort, hvis jeg ikke eksisterede. (Havde jeg derimod gået på fortovet på den modsatte side, ville jeg kort tid senere være tvunget til at krydse et trafikeret lyskryds uden fodgængerovergang. Se DET er farligt).

Jeg bliver meget bange, når folk råber ad mig og har god grund til det. Men det er endnu værre, når de råber uden grund. Og hvis først fremmede mennesker begynder at diktere over for mig, at jeg skal placere ufarlige ting i farlighedskategorien, så kan jeg jo ikke lave andet end at frygte alt det, jeg endnu ikke ved, andre synes, jeg skal være bange for.

Jeg råbte ingenting igen. Det turde jeg ikke. I stedet krøb jeg mig sammen og blev ked af det over, at der er så meget vrede i verden, som bliver spredt uden grund. Kan vi ikke bare alle sammen være gode venner?

danger

ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på.

De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem. Og råber mest indeni sig selv. I dag har jeg lært, at utroligt afbalancerede ugler og dejligt dybsindige ænder ikke skal konfronteres med et særlig stort stykke uopmærksom cyklist, før deres indre lunter kan ende i et fyrværkeri af den helt ufestlige slags.

Jeg har også lært, at jeg tilsyneladende ikke virker som en person, der kan rumme samme helt uproportionelt voldsomme indre vredesudbrud. Men så skulle du prøve at være inde i mit hoved, når jeg er placeret ved et bagagebånd i en propfyldt lufthavn. Og der endnu engang er en top øretæveindbydende, røvhamrende irriterende og helt igennem pisselortetræls (ja, træls) charterfamilie, som maser sig ind foran mig og ikke fatter, at der er en grund til, at jeg har valgt at stille mig en meter fra båndet. DET ER FOR HELVEDE SÅ ALLE KAN KOMME TIL! IKKE FOR AT DU OG DIN RÅDNE FAMILIE KAN FÅ LOV TIL AT STÅ OG DANNE MUR FORAN BÅNDET I EN HALV TIME, INDTIL BAGAGEN FRA GRAN CANARIA KOMMER PÅ. KIG PÅ SKÆRMEN, DIN IDIOT! DET ER MIN TUR NU. MIN! IKKE DIN! GÅ HEN OG ÆD EN FUCKING HÅDÅG! SKRID!

Der er selvfølgelig aldrig nogen af de ord, der rent faktisk kommer ud af min mund. Og jeg behøver ikke dykke ned i den dybe psykoanalyse for at regne ud, at den slags følelser nok ikke udelukkende har noget med irriterende charterfamilier at gøre. Men alting hober sig op. Jeg tror måske, personer, der er bedre til at tage velplacerede konfrontationer på de rigtige tidspunkter, også er bedre til at sige pyt og være større mennesker i de situationer, hvor den indre vrede er fuldstændig helt og aldeles ubrugelig.

Jeg vil gerne selv blive bedre til det med konfrontationerne. De rigtige af slagsen, altså. Et hurtigt kig i konfirmationsmappen viser dog, at jeg aldrig har været særlig god til det. For nylig fandt jeg dette brev:

brevBrevet er skrevet, dengang min krop var barn. Et barn i 7-8 års alderen. Uden at være helt sikker tror jeg nok, det er skrevet til et rigtig dumt svin, som havde behandlet min familie (og mange andre) virkelig råddent. Og som fortjente at få det at vide. Selvom det aldrig blev sendt, turde jeg hverken skrive modtager eller afsender på det. For tænk nu, hvis nogen skulle opdage, at jeg kunne tænke velbegrundede, grimme tanker om andre. Puha. Nej, det var ikke en risiko, der skulle løbes. Så hellere arkivere vreden, så den kunne ligge og ulme i et par årtier, indtil den en dag kunne få lov til at koge over og eksplodere helt lydløst inde i mit hoved på grund af et par intetanende fremmede mennesker, som ikke har haft nogen som helst intention om at pisse mig af, men egentlig bare var uopmærksomt ivrige efter at få fat i deres (røvgrimme) kufferter.

I mit næste liv ønsker jeg mig et par nosser. Et par psykiske nosser vel at mærke …

PS: Vrede og mørke tanker bliver muligvis lysere, når lyset kommer. Om ni dage begynder det at gå den rigtige vej. Jeg har talt ned længe, men det er vigtigt at nævne netop i dag, fordi ni fortjener al den positive opmærksomhed, ni kan få, inden otte igen snupper nis plads i morgen.