Uplettede frustrationsskud

Jeg vil mene, at der skal ret meget til for at bringe mit pis i kog. Det sker sjældent, og folk omkring mig bliver som regel temmelig overraskede, når jeg endelig giver mig selv lov til at ride på de helt høje vredesbølger. Det er de færreste, der kan tage mig seriøst, når det sker.Fortsæt læsning “Uplettede frustrationsskud”

Morgensurhedsopstødseffekten

‘DU MÅ IKKE GÅ DER! Det er FARLIGT!’ En kvinde på cykel råbte ordene efter mig i morges. Hun var sur, kunne jeg mærke. Ikke på mig, tror jeg. Måske mest på verden. Men det var mig, hun råbte efter. Fordi jeg gik helt forsigtigt inde ved grøften på en øde cykelsti, der var halvandenFortsæt læsning “Morgensurhedsopstødseffekten”

ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på. De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem.Fortsæt læsning “ÆD EN FUCKING HÅDÅG”