Held i lykkeklat

Jeg er blevet skidt på. Fra oven. Først troede jeg, at nogen havde tyret en tennisbold tværs over kanalen og ramt mig i ryggen. Så chokerende voldsomt føltes det. Men det kan åbenbart godt gøre ondt at blive ramt af en lort, hvis bare den er stor nok. Sådan lærer man noget nyt hele tiden …

Jeg er nu næsten kommet mig over attentatet og regner med, at krisepsykologen kan afbestilles. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det altid skal gå ud over mig. Jeg kan nævne fire situationer i løbet af de sidste par år, hvor jeg er blevet skidt på af en fugl, mens jeg har siddet i solen ved siden af guldfisken og drukket mig i hyggehegnet. Ikke en eneste gang er hun blevet ramt. Der er noget lorent ved den statistik.

Uglen mener, det måske er fordi, jeg ser anderledes ud end alle andre 200 meter oppefra. Og han burde jo vide, hvad han taler om, når nu han er en ugle. Men jeg havde altså dækket neontøjet til og alt muligt, da jeg blev ramt i går. Det er ikke fair!

Eller måske er det. For det er jo noget med, at der er held i den slags klatter. Og jeg synes faktisk, at jeg er ud over det sædvanlige heldig for tiden. Det føles så godt, at jeg hellere end gerne agerer skydeskive for en klat eller to mere, hvis det betyder, at alt bliver ved med at være skidegodt.

PS: Nu ved jeg godt, man skal passe på med at stille for mange krav, men når nu klatten var så enorm, tænker jeg, at heldet måske kan spredes lidt ud og ramme mig på flere områder. Så for en sikkerheds skyld har jeg givet heldet alle muligheder for at vise, hvad det kan, når det kommer til sådan noget med tal …

lotto

ÆD EN FUCKING HÅDÅG

Nogle mennesker er vrede på verden. Sådan helt generelt. De råber af alt og alle. Af buske og faldefærdige ben og sne og kulde og ensomt mørke. Af fremmede folk og nogle gange også af de allernærmeste. Fordi det er dem, der er tættest på.

De fleste, jeg kender, er heldigvis kun vrede engang imellem. Og råber mest indeni sig selv. I dag har jeg lært, at utroligt afbalancerede ugler og dejligt dybsindige ænder ikke skal konfronteres med et særlig stort stykke uopmærksom cyklist, før deres indre lunter kan ende i et fyrværkeri af den helt ufestlige slags.

Jeg har også lært, at jeg tilsyneladende ikke virker som en person, der kan rumme samme helt uproportionelt voldsomme indre vredesudbrud. Men så skulle du prøve at være inde i mit hoved, når jeg er placeret ved et bagagebånd i en propfyldt lufthavn. Og der endnu engang er en top øretæveindbydende, røvhamrende irriterende og helt igennem pisselortetræls (ja, træls) charterfamilie, som maser sig ind foran mig og ikke fatter, at der er en grund til, at jeg har valgt at stille mig en meter fra båndet. DET ER FOR HELVEDE SÅ ALLE KAN KOMME TIL! IKKE FOR AT DU OG DIN RÅDNE FAMILIE KAN FÅ LOV TIL AT STÅ OG DANNE MUR FORAN BÅNDET I EN HALV TIME, INDTIL BAGAGEN FRA GRAN CANARIA KOMMER PÅ. KIG PÅ SKÆRMEN, DIN IDIOT! DET ER MIN TUR NU. MIN! IKKE DIN! GÅ HEN OG ÆD EN FUCKING HÅDÅG! SKRID!

Der er selvfølgelig aldrig nogen af de ord, der rent faktisk kommer ud af min mund. Og jeg behøver ikke dykke ned i den dybe psykoanalyse for at regne ud, at den slags følelser nok ikke udelukkende har noget med irriterende charterfamilier at gøre. Men alting hober sig op. Jeg tror måske, personer, der er bedre til at tage velplacerede konfrontationer på de rigtige tidspunkter, også er bedre til at sige pyt og være større mennesker i de situationer, hvor den indre vrede er fuldstændig helt og aldeles ubrugelig.

Jeg vil gerne selv blive bedre til det med konfrontationerne. De rigtige af slagsen, altså. Et hurtigt kig i konfirmationsmappen viser dog, at jeg aldrig har været særlig god til det. For nylig fandt jeg dette brev:

brevBrevet er skrevet, dengang min krop var barn. Et barn i 7-8 års alderen. Uden at være helt sikker tror jeg nok, det er skrevet til et rigtig dumt svin, som havde behandlet min familie (og mange andre) virkelig råddent. Og som fortjente at få det at vide. Selvom det aldrig blev sendt, turde jeg hverken skrive modtager eller afsender på det. For tænk nu, hvis nogen skulle opdage, at jeg kunne tænke velbegrundede, grimme tanker om andre. Puha. Nej, det var ikke en risiko, der skulle løbes. Så hellere arkivere vreden, så den kunne ligge og ulme i et par årtier, indtil den en dag kunne få lov til at koge over og eksplodere helt lydløst inde i mit hoved på grund af et par intetanende fremmede mennesker, som ikke har haft nogen som helst intention om at pisse mig af, men egentlig bare var uopmærksomt ivrige efter at få fat i deres (røvgrimme) kufferter.

I mit næste liv ønsker jeg mig et par nosser. Et par psykiske nosser vel at mærke …

PS: Vrede og mørke tanker bliver muligvis lysere, når lyset kommer. Om ni dage begynder det at gå den rigtige vej. Jeg har talt ned længe, men det er vigtigt at nævne netop i dag, fordi ni fortjener al den positive opmærksomhed, ni kan få, inden otte igen snupper nis plads i morgen.

Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt

Uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop resulterede i endnu en konfrontation med lægen i dag. Uundgåeligt. Normalt forsøger jeg at lade være med at rode mig ud i situationer, hvor jeg er tvunget til at finde på bortforklaringer, fordi jeg ved, at jeg er usandsynligt dårlig til det. Men den her gang sad jeg i saksen (av). Samtalen forgik nogenlunde sådan her:

Læge: ‘Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre?’

Mig: ‘Jeg ved det ikke. Lige pludselig skete det bare.’

Læge: ‘Jamen, hvordan bar du dig ad?’

Mig: ‘Det ved jeg ikke. Det var bare sådan lidt hovsa-agtigt.’

Sådan fortsatte samtalen i et par minutter, og jeg havde lovet mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle rode mig ud i den sande forklaring om, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop skete som led i en tre-trins-raket med følgende forløb: afsindigt voldsomt alkoholindtag førte til afsindigt voldsom bagstivhed (flankeret af afsindigt voldsomme moralske tømmermænd), som grundet generel forvirring førte til afsindigt dum handling. Indrømmelsen kunne jo resultere i, at han ville tvangsindlægge mig til noget AA. Og han ville være i sin fulde(!) ret til det.

Men han gav op, og jeg slap for videre tiltale. Og slap videre til en form for behandling. Grundet min uhelbredelige angst for læger, var denne proces dog ikke helt problemfri, og cirka midt i forløbet måtte han gøre mig opmærksom på, at hvis jeg nu på et tidspunkt skulle få lyst til at trække vejret, så var det helt okay. Det havde jeg glemt indtil da, og det er faktisk meget betryggende med sådan en tilladelse fra semi-autoritær mandsperson engang imellem. En hel-spekulerende type kunne nemlig godt gå hen og blive helt i tvivl om, hvorvidt det er okay at indånde den slags ilt, som andre, mere velfungerende mennesker kunne have haft glæde af. Men nu har jeg altså fået grønt lys, så jeg har besluttet mig for at gå all in på ilt.

For at aflede opmærksomheden lidt fra uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop, forsøgte jeg at spørge lidt ind til selvindbildt knæskade forårsaget af meget lidt voldsom løbetræning. Hvilket resulterede i, at jeg nu har fået ordineret en form for gigt-piller på tube. Det må uden tvivl være fordi, han har fornemmet den-63-årige-mand-inden-i-mig, for sådan noget giver man vel ikke til en 27-årig nogenlunde mobil nedsmeltningsekspert? Her gik jeg ellers og troede, at det kun var mit sind, der var gammelt. Overvejer nu at skrive den nye bestseller ’36 år ældre på 10 sekunder’.

 

PS: Oven på medicinsk rutsjebanetur var det utroligt tiltrængt at komme på arbejde og se et skrivebord, der var overpyntet med flag. Først blev jeg forvirret over, om en af mine personligheder mon havde fødselsdag, men pludselig gik det op for mig, at det er fordi, jeg har 1 uges dag med min placebo-kæreste, uglen. Vi fandt sammen i dødsdruks-brandert sidste fredag, hvor vi besluttede os for, at når vi nu begge to er singler og i øvrigt sidder 10 meter fra hinanden 37+ timer om ugen, kunne vi jo lige så godt udnytte tiden og den korte distance til at minde hinanden om, at vi hver især er nogle helt okay single-typer. Derfor har ugen stået på klæbrige post-its og slibrige mails. Jeg er fan af konceptet og synes, det er en sand win-win. Specielt fordi guldfisken netop har gjort mig opmærksom på, at det altså slet ikke er sådan noget, man gør, hvis man havner i et normalt parforhold.