Jeg er blevet skidt på. Fra oven. Først troede jeg, at nogen havde tyret en tennisbold tværs over kanalen og ramt mig i ryggen. Så chokerende voldsomt føltes det. Men det kan åbenbart godt gøre ondt at blive ramt af en lort, hvis bare den er stor nok. Sådan lærer man noget nyt hele tiden …
Jeg er nu næsten kommet mig over attentatet og regner med, at krisepsykologen kan afbestilles. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det altid skal gå ud over mig. Jeg kan nævne fire situationer i løbet af de sidste par år, hvor jeg er blevet skidt på af en fugl, mens jeg har siddet i solen ved siden af guldfisken og drukket mig i hyggehegnet. Ikke en eneste gang er hun blevet ramt. Der er noget lorent ved den statistik.
Uglen mener, det måske er fordi, jeg ser anderledes ud end alle andre 200 meter oppefra. Og han burde jo vide, hvad han taler om, når nu han er en ugle. Men jeg havde altså dækket neontøjet til og alt muligt, da jeg blev ramt i går. Det er ikke fair!
Eller måske er det. For det er jo noget med, at der er held i den slags klatter. Og jeg synes faktisk, at jeg er ud over det sædvanlige heldig for tiden. Det føles så godt, at jeg hellere end gerne agerer skydeskive for en klat eller to mere, hvis det betyder, at alt bliver ved med at være skidegodt.
PS: Nu ved jeg godt, man skal passe på med at stille for mange krav, men når nu klatten var så enorm, tænker jeg, at heldet måske kan spredes lidt ud og ramme mig på flere områder. Så for en sikkerheds skyld har jeg givet heldet alle muligheder for at vise, hvad det kan, når det kommer til sådan noget med tal …
Skudamuda 