Jeg er hverken fan af paraplyer, regntøj eller røjsere. Derfor har jeg tendens til at blive meget mere våd end alle andre (når det regner, that is). Og af en eller anden grund synes jeg, det kan være sært tilfredsstillende at gå rundt i øspisseregnvejr. Som i morges, hvor jeg var en tur forbi Elefanthuset for at se, om dyrene var ude – forgæves, for de kunne åbenbart ikke klare himmelmosten.
Så jeg måtte gå videre i alt for lidt tøj under dråber, der drev fra himlen ned i pandehåret og videre ned i øjnene og ind i undertøjet, som kunne vrides, da jeg kom hjem. Og det var skønt lidt på samme måde, som det er skønt og trygt og godt at pille i et sår – også selvom folk omkring mig i fuld gummiheldragt, under skærmende hovedskjold eller bag duggede ruder kiggede på mig, som om jeg var en tosse. Jeg forsøgte at ignorere dem og lod melankolimusikken lukke alle forstyrrende lyde ude, så jeg kunne få lov til at være alene i mit hoved. (Næsten. For helt alene føler jeg mig heldigvis ikke).
Jeg drev tilbage til dengang for halvdelen af 28 år siden, hvor jeg gik rundt på samme måde i verdens mindste by i provinsen og for første gang mærkede, hvordan regn kan give kriller og krablen og hurlumhej i maven, hvis man kan finde ud af at nyde den og råbe ’Mere!’ og ’Vildere!’ i stedet for instinktivt at forsøge at undgå den.
Og havde det ikke været for regnen, ville det slet ikke være så specielt at komme hjem, vælte ind under bruseren og mærke, hvordan det varme vand tøede mig op og fik en helt almindelig dagligdagsting som et bad til at føles så fantastisk og rigtigt og dejligt og skidegodt. Og nu skinner solen …
Skudamuda 
Mere ufornuft!