Elefanthus i regnvejr

Jeg er hverken fan af paraplyer, regntøj eller røjsere. Derfor har jeg tendens til at blive meget mere våd end alle andre (når det regner, that is). Og af en eller anden grund synes jeg, det kan være sært tilfredsstillende at gå rundt i øspisseregnvejr. Som i morges, hvor jeg var en tur forbi Elefanthuset for at se, om dyrene var ude – forgæves, for de kunne åbenbart ikke klare himmelmosten.

Så jeg måtte gå videre i alt for lidt tøj under dråber, der drev fra himlen ned i pandehåret og videre ned i øjnene og ind i undertøjet, som kunne vrides, da jeg kom hjem. Og det var skønt lidt på samme måde, som det er skønt og trygt og godt at pille i et sår – også selvom folk omkring mig i fuld gummiheldragt, under skærmende hovedskjold eller bag duggede ruder kiggede på mig, som om jeg var en tosse. Jeg forsøgte at ignorere dem og lod melankolimusikken lukke alle forstyrrende lyde ude, så jeg kunne få lov til at være alene i mit hoved. (Næsten. For helt alene føler jeg mig heldigvis ikke).

Jeg drev tilbage til dengang for halvdelen af 28 år siden, hvor jeg gik rundt på samme måde i verdens mindste by i provinsen og for første gang mærkede, hvordan regn kan give kriller og krablen og hurlumhej i maven, hvis man kan finde ud af at nyde den og råbe ’Mere!’ og ’Vildere!’ i stedet for instinktivt at forsøge at undgå den.

Og havde det ikke været for regnen, ville det slet ikke være så specielt at komme hjem, vælte ind under bruseren og mærke, hvordan det varme vand tøede mig op og fik en helt almindelig dagligdagsting som et bad til at føles så fantastisk og rigtigt og dejligt og skidegodt. Og nu skinner solen …elefanthus_i_regnvejr

Klik part II

Det var Super Bowl-aften i går. Så storebjørn smed guldfisken ud hjemmefra, fordi han skulle se bold med drengene. Derfor flyttede hun sin pyjamas hjem til mig i huset af guld, og mens fyrene sandsynligvis sad og hujede og kværnede chips og tyllede håndbajere, sad guldfisken og kaninen og jeg og spiste sushi og drak hvidvin og snakkede om fyre. I flertal. Og i flere timer. Christ!

Piger snakker om fyre, mens fyre snakker om bolde. Betyder det så, at fyre generelt er mere interessante end piger, mens bolde er mere interessante end både fyre og piger? For bolde snakker vel ikke om nogen? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at piger kan bruge usandsynligt lang tid på at diskutere hypotetiske scenarier uden at blive klogere på noget som helst. (Dog nåede vi på et tidspunkt frem til en form for teori om, at piger generelt snakker mere om sex (eller manglen på samme), end fyre gør, men at fyre generelt overdriver mere om sex (men nok ikke om manglen på samme)).

Midt i søndagens ‘så-sagde-han-og-så-sagde-jeg’-hurlumhej fortalte kaninen noget ret interessant. En af hendes veninder har en datter, som forleden kom hjem fra børnehave og fortalte, at hun var blevet kærester med Emil. Hendes mor sagde nådada og tillykke og spurgte, hvad Emil så sagde til det?

‘Han siger ikke noget. Han ved det nemlig ikke endnu’.

Jeg elsker børn – specielt fordi de kan få lov til at skabe deres egen virkelighed, uden at de bliver stemplet som sindssyge. Som 5-årig er det jo okay at holde fast i den naive tro på, at verden er indrettet sådan, at det, man synes passer sammen, også får lov til at sige klik. Gad vide, om der er en aldergrænse for, hvornår man kan få lov til at melde sig ind i den børnehave?

boernehavekaerlighed

PS: Billedet er ikke taget ved det unge kærestepars børnehave, men ved indgangen til en tilsvarende institution, jeg gik forbi i morges på vej ned til stranden.

PPS: Emil, jeg håber virkelig, du bliver glad, når du hører nyheden om din ændrede civilstatus. Lov mig i det mindste, at du giver det en chance. Afstikkere er tøsedrenge, der snyder sig selv for at afprøve mulig mening!