Elefanthus i regnvejr

Jeg er hverken fan af paraplyer, regntøj eller røjsere. Derfor har jeg tendens til at blive meget mere våd end alle andre (når det regner, that is). Og af en eller anden grund synes jeg, det kan være sært tilfredsstillende at gå rundt i øspisseregnvejr. Som i morges, hvor jeg var en tur forbi Elefanthuset for at se, om dyrene var ude – forgæves, for de kunne åbenbart ikke klare himmelmosten.

Så jeg måtte gå videre i alt for lidt tøj under dråber, der drev fra himlen ned i pandehåret og videre ned i øjnene og ind i undertøjet, som kunne vrides, da jeg kom hjem. Og det var skønt lidt på samme måde, som det er skønt og trygt og godt at pille i et sår – også selvom folk omkring mig i fuld gummiheldragt, under skærmende hovedskjold eller bag duggede ruder kiggede på mig, som om jeg var en tosse. Jeg forsøgte at ignorere dem og lod melankolimusikken lukke alle forstyrrende lyde ude, så jeg kunne få lov til at være alene i mit hoved. (Næsten. For helt alene føler jeg mig heldigvis ikke).

Jeg drev tilbage til dengang for halvdelen af 28 år siden, hvor jeg gik rundt på samme måde i verdens mindste by i provinsen og for første gang mærkede, hvordan regn kan give kriller og krablen og hurlumhej i maven, hvis man kan finde ud af at nyde den og råbe ’Mere!’ og ’Vildere!’ i stedet for instinktivt at forsøge at undgå den.

Og havde det ikke været for regnen, ville det slet ikke være så specielt at komme hjem, vælte ind under bruseren og mærke, hvordan det varme vand tøede mig op og fik en helt almindelig dagligdagsting som et bad til at føles så fantastisk og rigtigt og dejligt og skidegodt. Og nu skinner solen …elefanthus_i_regnvejr

Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar