Min hukommelse skræmmer mig for tiden.
Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.
Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.
Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.
I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.
Skudamuda 
Jeg er indtil nu faret vild 3 ud af 3 gange, hvor jeg har skullet besøge min vejleder. Frygter at hun snart seriøst begynder at betvivle mit intellekt (eller mangel på samme). Læste at mus kunne lære at finde vej gennem en labyrint, hvis de fik stød, når de gik forkert…
Stakkels mus! Og stakkels os, når det engang bliver indført til mennesker også … 🙂