Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde.

Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derfor lidt for meget.

Men der findes (desværre/heldigvis) også masser af andre spørgsmål i den knap så følelsesladede kategori:

Hvorfor findes Amagernummerplader kun bagpå? (Der eksisterer vel en form for færdselslov, som kræver, at nummerplader også skal placeres mellem forlygterne …)

Hvordan kan et mærke, der hedder Acne, være forbundet med noget fedt? (Måske de ikke helt har fanget forskellen på fedt og fedtet …)

Hvorfor hedder det Elefantøl, når elefanterne ikke får lov til at drikke dem? (Jeg går ikke ud fra, at det er fordi, de er lavet af elefanter …)

Hvorfor er dobbeltbetydningen i ordene ‘gift’ og ‘brud’ så modstridende? (Er det en form for sproglig ægteskabsmodstander, der på snedig vis har sneget en negativ ladning ind i de umiddelbart positive ord? (I så fald er det ret sejt tænkt …))

Hvordan kan det være, at når guldfisken skriver ‘hvordan’ i Google, foreslår den følgende søgemuligheder: Hvordan bliver man rig? / hvordan bliver man gravid? / hvordan koger man ris? Men når jeg skriver ‘hvordan’, lyder foreslagene: hvordan ganger man? / hvordan scorer jeg ham? / hvordan ser den gennemsnitlige kusse ud? (Det er jo utroligt, at Google på forhånd kan regne ud, hvad vi hver især gerne vil have svar på …)

Jeg stiller en del spørgsmål i løbet af dagen – men får sjældent svar, jeg er tilfreds med. Forleden rendte jeg dog ind i en undtagelse. Selvom jeg ved, det er dårlig stil, blev jeg nødt til at afbryde et forholdsvis seriøst møde, fordi jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor en {Tuborg} hedder en Tuborg, når den ikke kan drikkes. Heldigvis er jeg så utrolig heldig, at jeg arbejder sammen med nogle meget tålmodige mennesker, som rent faktisk gider gøre en indsats for at forsøge at skabe orden i mit hoved (nogle gange ville det være helt okay, hvis de i stedet bad mig om at lukke røven og høre efter). Og for en gangs skyld formåede jeg at stille et spørgsmål, som Bubbi-bjørnen kunne svare tilfredsstillende på. Endda med illustration til og det hele.

Så der blev skabt ro oppe på øverste. I to-tre sekunder. Plus, minus. Under alle omstændigheder ryger opklaringen i succesoplevelseskassen. Sammen med tegningen (som desværre affødte spørgsmålet om, hvorfor chaufføren kigger bagud … Det er jo FARLIGT!)