Noget om valg

Valg kan skræmme livet af mig. Ikke kommunalvalg. Den slags giver mig bare lyst til at trække en dyne over hovedet. Men sådan nogle valg, jeg selv skal træffe. Både de store og de små, men mest de små. Mærkeligt nok. For det er nok mere normalt at panikke over, om man nu vælger det rigtige job, den rigtige bolig, de rigtige investeringer, den rigtige person at dele sig selv med. Den slags tager jeg dog som regel forholdsvis roligt, da jeg har en helt klar fornemmelse af, at hvis det føles godt, så er det godt.

De små valg, derimod. De kan drive mig til vanvid! For hvad nu hvis jeg en sen torsdag aften for snart tre år siden ikke havde valgt at drikke lige nøjagtigt den øl for meget, som gav mig mod til at sende en slet ikke gennemtænkt ansøgning til et job, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i? Var jeg så gået glip af alle de fantastiske mennesker og alle de fantastiske oplevelser, det job har givet mig? Hvad nu hvis jeg ikke havde valgt at tænde min computer en tidlig lørdag morgen, for hvad der både føles som en evighed og et par dage siden? Havde jeg så slet ikke fundet ud af, at der findes en langhalset type? Og hvad nu hvis jeg lige nu lavede noget helt andet end at sidde og skrive det her blogindlæg? Hvis jeg nu valgte at danse Limbo i stedet for. Ville mit fremtidige liv så forme sig på en helt anden måde?

Den slags valgtanker får neuroserne til at springe ud i fuldt flor. For jeg træffer jo små valg hele tiden, som har konsekvenser for, hvad der sker lige om lidt og om halvtreds år. Og hvordan kan jeg sørge for, at de valg, jeg træffer, er de bedste? De rigtige?

Nogle gange træffer jeg dog hverken de små eller de store valg selv. Nogle gange træffer andre dem for mig. Eller de tvinger mig mere eller mindre direkte til at træffe valg, jeg helst ikke ville træffe. Og nogle gange (ikke altid, men nogle gange) er det faktisk en kæmpe gave.

Så kære første, ulykkelige forelskelse. Tak fordi du valgte at vise mig, hvordan tingene ikke skal være, og hvordan følelser ikke skal føles. Tak fordi du valgte at droppe mig på sådan en ydmygende måde, så jeg i stedet for havnede et helt rigtigt sted (okay, den ydmygende dropning kunne jeg måske godt have undværet. Men tak alligevel).

Kære privatskole i fremmede land. Tak fordi du valgte at behandle mig på en måde, som fik mig til at føle mig så dum og uduelig og uvelkommen, at jeg måtte droppe dig og flygte tilbage til en ny tryghed, hvor alle små succesoplevelser føltes som en kæmpe sejr, alene fordi jeg slap for konstante nederlag, og hvor jeg pludselig genfandt motivationen til at forsøge at være den bedste version af mig selv.

Og kære, gamle chef fra gamle arbejdsplads. Du, som ændrede alt det, jeg holdt så meget af. Tak fordi du valgte at tale så ubehageligt grimt og nedladende til mig, at jeg lærte at trække grænsen for, hvad jeg vil finde mig i. Tak fordi din opførsel tvang mig til at finde noget andet at lave, så jeg i dag virkelig kan værdsætte den arbejdsplads, jeg er havnet hos, og de chefer, som forsøger at få det bedste ud af mig i stedet for at træde på mig for at vise, at jeg er mindre værd end dem.

Og kære, dejlige dyr, som vælger at bruge en del af jeres liv sammen med mig. Tak fordi I hjælper mig med at træffe de små og store valg, som føles helt rigtige og skide godt.

elefantvaeg

Hvorfor spørger jeg overhovedet?

Der findes mange lange lister af spørgsmål inde i mit hoved, og dem, jeg aldrig får svar på, bliver ved med at fylde.

Der er den slags spørgsmål, som ikke kan besvares (fordi det kan de bare ikke): Hvorfor kan jeg ikke (længere) kontrollere mine følelser, for eksempel. Det spørgsmål forbliver ubesvaret og fylder derfor lidt for meget.

Men der findes (desværre/heldigvis) også masser af andre spørgsmål i den knap så følelsesladede kategori:

Hvorfor findes Amagernummerplader kun bagpå? (Der eksisterer vel en form for færdselslov, som kræver, at nummerplader også skal placeres mellem forlygterne …)

Hvordan kan et mærke, der hedder Acne, være forbundet med noget fedt? (Måske de ikke helt har fanget forskellen på fedt og fedtet …)

Hvorfor hedder det Elefantøl, når elefanterne ikke får lov til at drikke dem? (Jeg går ikke ud fra, at det er fordi, de er lavet af elefanter …)

Hvorfor er dobbeltbetydningen i ordene ‘gift’ og ‘brud’ så modstridende? (Er det en form for sproglig ægteskabsmodstander, der på snedig vis har sneget en negativ ladning ind i de umiddelbart positive ord? (I så fald er det ret sejt tænkt …))

Hvordan kan det være, at når guldfisken skriver ‘hvordan’ i Google, foreslår den følgende søgemuligheder: Hvordan bliver man rig? / hvordan bliver man gravid? / hvordan koger man ris? Men når jeg skriver ‘hvordan’, lyder foreslagene: hvordan ganger man? / hvordan scorer jeg ham? / hvordan ser den gennemsnitlige kusse ud? (Det er jo utroligt, at Google på forhånd kan regne ud, hvad vi hver især gerne vil have svar på …)

Jeg stiller en del spørgsmål i løbet af dagen – men får sjældent svar, jeg er tilfreds med. Forleden rendte jeg dog ind i en undtagelse. Selvom jeg ved, det er dårlig stil, blev jeg nødt til at afbryde et forholdsvis seriøst møde, fordi jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor en {Tuborg} hedder en Tuborg, når den ikke kan drikkes. Heldigvis er jeg så utrolig heldig, at jeg arbejder sammen med nogle meget tålmodige mennesker, som rent faktisk gider gøre en indsats for at forsøge at skabe orden i mit hoved (nogle gange ville det være helt okay, hvis de i stedet bad mig om at lukke røven og høre efter). Og for en gangs skyld formåede jeg at stille et spørgsmål, som Bubbi-bjørnen kunne svare tilfredsstillende på. Endda med illustration til og det hele.

Så der blev skabt ro oppe på øverste. I to-tre sekunder. Plus, minus. Under alle omstændigheder ryger opklaringen i succesoplevelseskassen. Sammen med tegningen (som desværre affødte spørgsmålet om, hvorfor chaufføren kigger bagud … Det er jo FARLIGT!)

tuborg

Skærmseningskomplikationer

Jeg kom til at tude på kontoret i dag. Igen. Fordi jeg så et klip med Kevin. Som var nede på knæ. Jeg ved ikke engang, hvem Kevin er (kun at han er rimelig corny til det der med vers). Men jeg ved desværre, at klippet var fra ‘De unge mødre’. En eller anden venlig sjæl må meget gerne komme forbi og redde mig, inden jeg bliver hende der, som går i spontankrampe over Merci-reklamen (den eneste grund til at jeg ikke er hende der (mere) er, at jeg har givet mig selv reklamefilmskarantæne på ubestemt tid).

Men det er jo egentlig ret fantastisk, hvad ting på en skærm kan gøre ved en. Hvordan et kort klip eller en reklame eller en bestemt sang i en komedieserie på en syttendedel af et splitsekund kan hive i snorene, som hænger fast i de allerfarligste steder, og minde om alt det, man gerne vil mindes om eller ikke vil mindes om eller bare ikke kan overskue at forholde sig til eller meget gerne vil have mere af.

Og det er fantastisk, hvordan skærmting kan trykke på de trygge knapper. Som et gammelt afsnit af Beverly, hvor man ved, præcis hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver nødt til at lulle sig selv ind i det én gang til (helt chokerende tror jeg i øvrigt, jeg har fundet min overmand, når det kommer til ubrugelig Beverly-viden. En, som formåede at fremvise både samlekort og sengetøj med de gamle idoler uden at skamme sig over muligt manglende sejhedsfaktor. Sejt! Store point i bogen …)

Mest fantastisk synes jeg dog, det er, at jeg for tiden kan arbejde på fire forskellige skærme med fire forskellige skærmting uden af føle mig den mindste smule følelsesmæssigt skizofren …

liar

PS: Man kan putter hundredevis af millioner i en storfilm, som alligevel ikke helt formår at ramme en eneste stor følelse rigtigt. Eller man kan lave en amatørvideo på 46 sekunder, som på foruroligende vis spiller på hele registret (og som mere eller mindre tilfældigt (men meget præcist) formår at vise, hvad det er, det hele handler om …)