Noget om valg

Valg kan skræmme livet af mig. Ikke kommunalvalg. Den slags giver mig bare lyst til at trække en dyne over hovedet. Men sådan nogle valg, jeg selv skal træffe. Både de store og de små, men mest de små. Mærkeligt nok. For det er nok mere normalt at panikke over, om man nu vælger det rigtige job, den rigtige bolig, de rigtige investeringer, den rigtige person at dele sig selv med. Den slags tager jeg dog som regel forholdsvis roligt, da jeg har en helt klar fornemmelse af, at hvis det føles godt, så er det godt.

De små valg, derimod. De kan drive mig til vanvid! For hvad nu hvis jeg en sen torsdag aften for snart tre år siden ikke havde valgt at drikke lige nøjagtigt den øl for meget, som gav mig mod til at sende en slet ikke gennemtænkt ansøgning til et job, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i? Var jeg så gået glip af alle de fantastiske mennesker og alle de fantastiske oplevelser, det job har givet mig? Hvad nu hvis jeg ikke havde valgt at tænde min computer en tidlig lørdag morgen, for hvad der både føles som en evighed og et par dage siden? Havde jeg så slet ikke fundet ud af, at der findes en langhalset type? Og hvad nu hvis jeg lige nu lavede noget helt andet end at sidde og skrive det her blogindlæg? Hvis jeg nu valgte at danse Limbo i stedet for. Ville mit fremtidige liv så forme sig på en helt anden måde?

Den slags valgtanker får neuroserne til at springe ud i fuldt flor. For jeg træffer jo små valg hele tiden, som har konsekvenser for, hvad der sker lige om lidt og om halvtreds år. Og hvordan kan jeg sørge for, at de valg, jeg træffer, er de bedste? De rigtige?

Nogle gange træffer jeg dog hverken de små eller de store valg selv. Nogle gange træffer andre dem for mig. Eller de tvinger mig mere eller mindre direkte til at træffe valg, jeg helst ikke ville træffe. Og nogle gange (ikke altid, men nogle gange) er det faktisk en kæmpe gave.

Så kære første, ulykkelige forelskelse. Tak fordi du valgte at vise mig, hvordan tingene ikke skal være, og hvordan følelser ikke skal føles. Tak fordi du valgte at droppe mig på sådan en ydmygende måde, så jeg i stedet for havnede et helt rigtigt sted (okay, den ydmygende dropning kunne jeg måske godt have undværet. Men tak alligevel).

Kære privatskole i fremmede land. Tak fordi du valgte at behandle mig på en måde, som fik mig til at føle mig så dum og uduelig og uvelkommen, at jeg måtte droppe dig og flygte tilbage til en ny tryghed, hvor alle små succesoplevelser føltes som en kæmpe sejr, alene fordi jeg slap for konstante nederlag, og hvor jeg pludselig genfandt motivationen til at forsøge at være den bedste version af mig selv.

Og kære, gamle chef fra gamle arbejdsplads. Du, som ændrede alt det, jeg holdt så meget af. Tak fordi du valgte at tale så ubehageligt grimt og nedladende til mig, at jeg lærte at trække grænsen for, hvad jeg vil finde mig i. Tak fordi din opførsel tvang mig til at finde noget andet at lave, så jeg i dag virkelig kan værdsætte den arbejdsplads, jeg er havnet hos, og de chefer, som forsøger at få det bedste ud af mig i stedet for at træde på mig for at vise, at jeg er mindre værd end dem.

Og kære, dejlige dyr, som vælger at bruge en del af jeres liv sammen med mig. Tak fordi I hjælper mig med at træffe de små og store valg, som føles helt rigtige og skide godt.

elefantvaeg

Welcome to the Cirkus

’Er I også artister?’

Spørgsmålet var det første, guldfisken og jeg blev mødt med, da vi ramte vores hotel i det famøse og sagnomspundne Sunny Beach. På en eller anden måde var det så kedeligt og forkert at svare, at vi bare er journalister. For dermed fik vi med det samme meldt os ud af det cirkus, vi er havnet i. Vi observerer, mens ungdommen-nu-til-dags får lov til at gøgle i en grad, som både burde være forbudt for børn og voksne.

Sunny Beach er stedet, hvor drinks kommer i spande med halve flasker sprut og en hel buket af sugerør. I Sunny Beach er alt neon på en måde, som jeg slet ikke kan være med på, selvom jeg vil mene, at mine evner udi pang er forholdsvis svære at konkurrere med. Her er bikinier uden stof og bartendere uden bikinier. Her er (så vidt jeg ved) ingen håndvåben, men faretruende Viagradolke overalt i nattelivet. Her er fest og fare, og jeg er konstant splittet, fordi det på én gang er frygteligt og vildt fascinerende.

Det er som om, vi har havnet i en form for limbo, hvor alt er tilladt. Hvor man er en emsig, gammel kælling, hvis man pænt beder 16-årig hormonbombe om at fjerne hånden fra knap så begramsningsfrisk elefantrøv (røven er forhåbentlig ikke så stor, som den lyder). Eller man er en kedelig type, hvis man afviser ihærdig kioskejer, som forsøger at sælge vibrator og jordbærolie med ordene ’I give goooood massaaaage’.

Sunny Beach er også stedet, hvor man automatisk får lyst til at gøre noget sindssygt – mest fordi det er så pisse kedeligt at være den voksne og ansvarlige i en hel uge. Sidste år havde jeg en slange om halsen (ikke i halsen!). I år har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvilken udfordring jeg skal give mig selv. Jeg ved bare, det skal være noget, hvor jeg er forholdsvis sikker på at overleve – for jeg har lovet en langhalset type at passe på mig selv.

Forslag til udfordringer modtages med kyshånd og hockeyspand.

PS: Måske er vi alligevel en større del af det her cirkus, end vi først troede. I hvert fald huskede hamam-mand os venligt på, at vi skal have vores ’swimming costumes’ på, når vi skal indsæbes i morgen.

20130627-185145.jpg