Noget om nyt liv og kriminelt korte shorts

Jeg har været på genbrugspladsen med alt mit sidste skrald fra den tid, som er gået. Det er ikke et sted, jeg besøger så tit. Faktisk tror jeg kun, jeg har været der én gang før, hvor jeg blev så skræmt over de strenge sorteringskrav, at jeg siden har gemt alt (for meget) gammelt lort på loftet.

I dag gik det dog noget bedre. Ikke mindst fordi jeg opdagede, at man kommer meget langt med kriminelt korte shorts den slags steder. Jeg ville egentlig have skiftet til noget mere tækkeligt, inden jeg tog hjemmefra, men jeg glemte det. Halleluja for den forglemmelse. For bedst som jeg stod der på pladsen med en kæmpe kasse fyldt med blandet gøgl i elektronikgenren, kom ung genbrugsfyr (undskyld, jeg ved godt, der sikkert er et meget flottere ord for det) forbi, kastede øjnene ud i et par elevatorture og tilbød at sortere hele rodebutikken for mig. Billigt trick – jeg ved det. Men det er vel okay, når jeg ikke brugte tricket med vilje …

Så nu er jeg indehaver af et styks gennemsorteret liv. Og en platte, som blev reddet i 11. time, fordi jeg ved, min mor vil sætte pris på, at jeg gemmer den slags …

20140617-174744-64064439.jpg

Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om elefantgøgl

Jeg har vidst det længe, men i tilfælde af, at der stadig skulle findes et par tvivlere derude, er her dokumentation for, hvorfor elefanter er verdens sejeste dyr.

I morges var jeg en smule mellemfornøjet over, at min første feriedag var fyldt med vand, men alt gav pludselig mening på en helt ny måde, da jeg kiggede forbi vennerne ved elefanthuset for et par timer siden. Nu ved jeg, at der ikke findes dårligt vejr – kun for lidt mudder.

elefantgoegl1 elefantgoegl2 elefantgoegl3 elefantgoegl4 elefantgoegl5

Welcome to the Cirkus

’Er I også artister?’

Spørgsmålet var det første, guldfisken og jeg blev mødt med, da vi ramte vores hotel i det famøse og sagnomspundne Sunny Beach. På en eller anden måde var det så kedeligt og forkert at svare, at vi bare er journalister. For dermed fik vi med det samme meldt os ud af det cirkus, vi er havnet i. Vi observerer, mens ungdommen-nu-til-dags får lov til at gøgle i en grad, som både burde være forbudt for børn og voksne.

Sunny Beach er stedet, hvor drinks kommer i spande med halve flasker sprut og en hel buket af sugerør. I Sunny Beach er alt neon på en måde, som jeg slet ikke kan være med på, selvom jeg vil mene, at mine evner udi pang er forholdsvis svære at konkurrere med. Her er bikinier uden stof og bartendere uden bikinier. Her er (så vidt jeg ved) ingen håndvåben, men faretruende Viagradolke overalt i nattelivet. Her er fest og fare, og jeg er konstant splittet, fordi det på én gang er frygteligt og vildt fascinerende.

Det er som om, vi har havnet i en form for limbo, hvor alt er tilladt. Hvor man er en emsig, gammel kælling, hvis man pænt beder 16-årig hormonbombe om at fjerne hånden fra knap så begramsningsfrisk elefantrøv (røven er forhåbentlig ikke så stor, som den lyder). Eller man er en kedelig type, hvis man afviser ihærdig kioskejer, som forsøger at sælge vibrator og jordbærolie med ordene ’I give goooood massaaaage’.

Sunny Beach er også stedet, hvor man automatisk får lyst til at gøre noget sindssygt – mest fordi det er så pisse kedeligt at være den voksne og ansvarlige i en hel uge. Sidste år havde jeg en slange om halsen (ikke i halsen!). I år har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvilken udfordring jeg skal give mig selv. Jeg ved bare, det skal være noget, hvor jeg er forholdsvis sikker på at overleve – for jeg har lovet en langhalset type at passe på mig selv.

Forslag til udfordringer modtages med kyshånd og hockeyspand.

PS: Måske er vi alligevel en større del af det her cirkus, end vi først troede. I hvert fald huskede hamam-mand os venligt på, at vi skal have vores ’swimming costumes’ på, når vi skal indsæbes i morgen.

20130627-185145.jpg

Fra børn og fulde folk – part II

Forleden blev jeg spurgt, hvordan jeg har det med børn. Spørgsmålet kunne tolkes på flere måder, og da jeg ikke orkede den store snak, valgte jeg meget hurtigt at svare, at jeg har det ret godt med andre folks børn.

Børn er (for det meste) seje – blandt andet fordi de er ærlige. Og det er jo fantastisk. Lige indtil ærligheden rammer. Som i dag, hvor jeg forsøgte at imponere kollegas charmerende afkom ved at jonglere og gøgle til stor begejstring. Alt var skønt, indtil minimand valgte at pege op på mig, kigge på sin mor og spørge: ‘Hvad laver han?’

Så ved man, at håret er blevet for kort, og brysterne er blevet for små.

its_a_boyPS: Det er ikke kun børnene, der har problemer med at afgøre, hvilket køn jeg tilhører. Min veninde rakte mig engang sit lige så charmerende afkom med ordene: ‘Skal du over til onkel?’ Så er der jo ikke noget at sige til, at ungerne bliver forvirrede.