Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om en langhalset heltetype

Der findes helte, som på dramatisk vis kaster sig ud foran kørertøjer i fulde fart for at skubbe gamle kællinger i sikkerhed, og som tager både kugler og snebolde for at skåne fremmede folk fra at blive ramt af noget ubehageligt. Og der findes helte, som slukker ildebrande med de bareste næver for at redde piphanser og andre lodne kræ. Men i min verden findes der én helt, som er meget vigtigere end alle de andre tilsammen.

Det er ham, som får hevet mig ud af hysterisk, panisk og stortudende anfald af fremtidsfrygt og slipgivningsangst ved at spørge, om jeg trænger til noget massage. Og som efterfølgende bruger sin weekend på at afkode mine fremtidsfantasier for at kunne modellere dem, til de ligner noget realistisk.

Det er ham, som forærer mig en lang jakke, der kan afværge katastrofalt pinlig scene, hvis mine gamle, trofaste bukser pludselig (og i øvrigt alt, alt for højlydt) skulle vælge at sprække i skridtet ved kassen i Kvickly,

Det er ham, som hver morgen formår at få mig til at grine med lyd på, inden jeg vælter ud af sengen. Selv på en mandag.

Og så er det i øvrigt også ham, som gider bruge to timer af sin fredag aften på at trave Malmøs gader tynde for at finde byens bedste godisbutik. Og som bestemt ikke synes, at to kilo syntetslik er i overkanten.

godis