Forleden blev jeg spurgt, hvordan jeg har det med børn. Spørgsmålet kunne tolkes på flere måder, og da jeg ikke orkede den store snak, valgte jeg meget hurtigt at svare, at jeg har det ret godt med andre folks børn.
Børn er (for det meste) seje – blandt andet fordi de er ærlige. Og det er jo fantastisk. Lige indtil ærligheden rammer. Som i dag, hvor jeg forsøgte at imponere kollegas charmerende afkom ved at jonglere og gøgle til stor begejstring. Alt var skønt, indtil minimand valgte at pege op på mig, kigge på sin mor og spørge: ‘Hvad laver han?’
Så ved man, at håret er blevet for kort, og brysterne er blevet for små.
PS: Det er ikke kun børnene, der har problemer med at afgøre, hvilket køn jeg tilhører. Min veninde rakte mig engang sit lige så charmerende afkom med ordene: ‘Skal du over til onkel?’ Så er der jo ikke noget at sige til, at ungerne bliver forvirrede.
Skudamuda 
He he:) Tror for øvrigt jeg ville foretrække at blive omtalt som “onkel” i stedet for “damen”…
Helt klart hellere onkel. Onkler kan jo være ret seje. Damer, til gengæld. De er sjældent seje. Men hellere dame end mor. Blev engang omtalt som min lillesøsters mor. Jeg var 15. Hun var 5. Var foruroligende tæt på at ty til vold …