Noget om den kære dagbog

Først fandt jeg dagbogen – kilden til min barndoms dybeste tanker – i en af kasserne fra loftet. Aflåst. Selvfølgelig. Jeg var et meget privat barn.

Heldigvis har jeg jo aldrig været i stand til at smide noget væk. Heller ikke nøglen til herlighederne, som gemte sig på bunden af en anden kasse.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. Sandsynligvis noget i stil med en barnlig afhandling sprængfyldt med genialiteter. Grundlaget for et dybdegående studie udi det moderne, intelligente barns tankeudvikling. Stof til eftertanke langt ud i fremtiden. Intet mindre, simpelthen!

Forhåbentlig fornærmer jeg ikke mit indre barn voldsomt meget, når jeg konstaterer, at det ikke ligefrem var det, jeg fandt. TIl gengæld ved jeg nu, at jeg var ret kort for hovedet for 20 år siden. Specielt på de dårlige dage (dem var der åbenbart et par stykker af). Og så var jeg i øvrigt forelsket i Dylan. Fordi han havde et ar i ansigtet og en motorcykel. Og så er der ikke mere at sige til den sag …

dagbog1 dagbog2 dagbog3

Noget om spontantuderi

Der er ekstra sprinkler på spontantuderiet for tiden (også for tiden). På listen over mere eller mindre legitime årsager til udløsning af øjenvanding findes blandt andet:

– Et gen-gen-genudsendelsesafsnit af Beverly, hvor nogen igen-igen-igen går fra hinanden på en utrolig teatralsk og kvalmekomisk måde (er det bare mig, eller føltes det ikke som om, at de spillede bedre i 90’erne?)

– Et rødvinsglas, der pludselig vælter i et køkken og rammer alt undtagen højre hjørne af loftet (og som ud over vræleri i øvrigt også resulterer i en skizofren diskussion med mig selv om, hvorvidt det var mig eller mig, der var skyld i katastrofen).

– En tur i mørket med ‘Gravity’ på storskærmen og uro i kroppen (trods amerikanske replikklichéer i kø ramte den alligevel det ømme ‘Hushpuppy’-punkt i maven. Det var muligvis noget med æstetikken og helt sikkert noget med behandling af slipgivningskomplikationsemnet (heldigvis hjalp det på post-tuderiet at blive holdt fast i kulden bagefter)).

Den slags tuderi har jeg efterhånden lært at acceptere. Det kan jeg lige så godt, for erfaringen viser, at det er umuligt at undgå i perioder, hvor dråberne i forvejen sidder løst i krogene.

Noget, jeg dog virkelig, virkelig gerne vil undgå, er ydmygende spontantuderi under telefonisk samtale med SKAT-medarbejder, der foregår nogenlunde sådan her:

Mig: Jeg har betalt for lidt i SKAT.
Ham: Nej, du har betalt for meget.
Mig: Nej, jeg har betalt for LIDT!
Ham: Nej, du har betalt for MEGET!!!!!

Jeg er ikke så stærk i SKAT, men jeg vil mene, at den yderst irritable medarbejder plejer at have den slags diskussioner med omvendt fortegn. Han plejer sandsynligvis også at tale med typer, som gemmer vræleriet, til røret er lagt på. Og så plejer han garanteret også at få ret.

Det fik han desværre ikke den her gang. Ak og ve. Vi tudes ved …

kylling

Skærmseningskomplikationer

Jeg kom til at tude på kontoret i dag. Igen. Fordi jeg så et klip med Kevin. Som var nede på knæ. Jeg ved ikke engang, hvem Kevin er (kun at han er rimelig corny til det der med vers). Men jeg ved desværre, at klippet var fra ‘De unge mødre’. En eller anden venlig sjæl må meget gerne komme forbi og redde mig, inden jeg bliver hende der, som går i spontankrampe over Merci-reklamen (den eneste grund til at jeg ikke er hende der (mere) er, at jeg har givet mig selv reklamefilmskarantæne på ubestemt tid).

Men det er jo egentlig ret fantastisk, hvad ting på en skærm kan gøre ved en. Hvordan et kort klip eller en reklame eller en bestemt sang i en komedieserie på en syttendedel af et splitsekund kan hive i snorene, som hænger fast i de allerfarligste steder, og minde om alt det, man gerne vil mindes om eller ikke vil mindes om eller bare ikke kan overskue at forholde sig til eller meget gerne vil have mere af.

Og det er fantastisk, hvordan skærmting kan trykke på de trygge knapper. Som et gammelt afsnit af Beverly, hvor man ved, præcis hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver nødt til at lulle sig selv ind i det én gang til (helt chokerende tror jeg i øvrigt, jeg har fundet min overmand, når det kommer til ubrugelig Beverly-viden. En, som formåede at fremvise både samlekort og sengetøj med de gamle idoler uden at skamme sig over muligt manglende sejhedsfaktor. Sejt! Store point i bogen …)

Mest fantastisk synes jeg dog, det er, at jeg for tiden kan arbejde på fire forskellige skærme med fire forskellige skærmting uden af føle mig den mindste smule følelsesmæssigt skizofren …

liar

PS: Man kan putter hundredevis af millioner i en storfilm, som alligevel ikke helt formår at ramme en eneste stor følelse rigtigt. Eller man kan lave en amatørvideo på 46 sekunder, som på foruroligende vis spiller på hele registret (og som mere eller mindre tilfældigt (men meget præcist) formår at vise, hvad det er, det hele handler om …)