Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 5

Jeg har skiftet bank. Og jeg har talt i telefon med ny (overraskende venlig og hjælpsom) bankrådgivertype flere gange uden at begynde at tude. Og jeg har klippet alle mine gamle kreditkort i stykker. Og jeg har fået to nye dankort med to forskellige og lige uhuskelige koder, som forhåbentlig fungerer som et rimelig effektivt værn mod at købe shotsbakker i kæmpe branderter klokken kvart over kvalme. Og jeg har været nede i min nye bank for første gang uden dårlig samvittighed, fordi der på mirakuløs vis var plus på alle konti. Og jeg var rent faktisk dernede for at sætte penge ind, så der var dobbelt-op på dydsmønster.

Og ja, jeg er også blevet sådan en type, der fryser tilberedningsklare toast ned i små poser for at spare penge.

Er der nogen, der ved, om det er muligt at lægge sag an mod sin egen personlighed, hvis jeg føler mig delt i to, og den ene del mener, at den anden del er godt i gang med at hive os begge ned i et pissehamrende røvsygt fornuftshul? Jesus Christ, det ender jo med, at jeg en dag kan komme til at bruge penge med god samvittighed …

anarkistagtig

Noget om spontantuderi

Der er ekstra sprinkler på spontantuderiet for tiden (også for tiden). På listen over mere eller mindre legitime årsager til udløsning af øjenvanding findes blandt andet:

– Et gen-gen-genudsendelsesafsnit af Beverly, hvor nogen igen-igen-igen går fra hinanden på en utrolig teatralsk og kvalmekomisk måde (er det bare mig, eller føltes det ikke som om, at de spillede bedre i 90’erne?)

– Et rødvinsglas, der pludselig vælter i et køkken og rammer alt undtagen højre hjørne af loftet (og som ud over vræleri i øvrigt også resulterer i en skizofren diskussion med mig selv om, hvorvidt det var mig eller mig, der var skyld i katastrofen).

– En tur i mørket med ‘Gravity’ på storskærmen og uro i kroppen (trods amerikanske replikklichéer i kø ramte den alligevel det ømme ‘Hushpuppy’-punkt i maven. Det var muligvis noget med æstetikken og helt sikkert noget med behandling af slipgivningskomplikationsemnet (heldigvis hjalp det på post-tuderiet at blive holdt fast i kulden bagefter)).

Den slags tuderi har jeg efterhånden lært at acceptere. Det kan jeg lige så godt, for erfaringen viser, at det er umuligt at undgå i perioder, hvor dråberne i forvejen sidder løst i krogene.

Noget, jeg dog virkelig, virkelig gerne vil undgå, er ydmygende spontantuderi under telefonisk samtale med SKAT-medarbejder, der foregår nogenlunde sådan her:

Mig: Jeg har betalt for lidt i SKAT.
Ham: Nej, du har betalt for meget.
Mig: Nej, jeg har betalt for LIDT!
Ham: Nej, du har betalt for MEGET!!!!!

Jeg er ikke så stærk i SKAT, men jeg vil mene, at den yderst irritable medarbejder plejer at have den slags diskussioner med omvendt fortegn. Han plejer sandsynligvis også at tale med typer, som gemmer vræleriet, til røret er lagt på. Og så plejer han garanteret også at få ret.

Det fik han desværre ikke den her gang. Ak og ve. Vi tudes ved …

kylling