Noget om spontantuderi

Der er ekstra sprinkler på spontantuderiet for tiden (også for tiden). På listen over mere eller mindre legitime årsager til udløsning af øjenvanding findes blandt andet:

– Et gen-gen-genudsendelsesafsnit af Beverly, hvor nogen igen-igen-igen går fra hinanden på en utrolig teatralsk og kvalmekomisk måde (er det bare mig, eller føltes det ikke som om, at de spillede bedre i 90’erne?)

– Et rødvinsglas, der pludselig vælter i et køkken og rammer alt undtagen højre hjørne af loftet (og som ud over vræleri i øvrigt også resulterer i en skizofren diskussion med mig selv om, hvorvidt det var mig eller mig, der var skyld i katastrofen).

– En tur i mørket med ‘Gravity’ på storskærmen og uro i kroppen (trods amerikanske replikklichéer i kø ramte den alligevel det ømme ‘Hushpuppy’-punkt i maven. Det var muligvis noget med æstetikken og helt sikkert noget med behandling af slipgivningskomplikationsemnet (heldigvis hjalp det på post-tuderiet at blive holdt fast i kulden bagefter)).

Den slags tuderi har jeg efterhånden lært at acceptere. Det kan jeg lige så godt, for erfaringen viser, at det er umuligt at undgå i perioder, hvor dråberne i forvejen sidder løst i krogene.

Noget, jeg dog virkelig, virkelig gerne vil undgå, er ydmygende spontantuderi under telefonisk samtale med SKAT-medarbejder, der foregår nogenlunde sådan her:

Mig: Jeg har betalt for lidt i SKAT.
Ham: Nej, du har betalt for meget.
Mig: Nej, jeg har betalt for LIDT!
Ham: Nej, du har betalt for MEGET!!!!!

Jeg er ikke så stærk i SKAT, men jeg vil mene, at den yderst irritable medarbejder plejer at have den slags diskussioner med omvendt fortegn. Han plejer sandsynligvis også at tale med typer, som gemmer vræleriet, til røret er lagt på. Og så plejer han garanteret også at få ret.

Det fik han desværre ikke den her gang. Ak og ve. Vi tudes ved …