Jeg tænker, du har siddet helt ude på yderkanten af lænestolen de seneste par dage med kroppen sprængfyldt af spænding over, om jeg mon har haft en kage i ovnen. Fortvivl ej længere – svaret er rede!
Søndag klokken 21.32 barslede jeg med min egen lille Herman. Han var lidt mørkere i udseendet end først antaget og duftede væsentligt bedre end forventet. Og jeg var så stolt, så stolt!
Mandag stod den så på den helt store barselsfremvisning på kontoret (egentlig burde jeg vel kræve orlov oven på den hårde fødsel). Og kollegerne kunne lide ham. Det virkede i hvert fald som om, at det ikke udelukkende var noget, de sagde for at behage min moderlige stolthed.
Nu er han væk og borte, og selvom det var en sørgelig afsked, kom jeg igennem den uden alt for slemme mén – trøstet ved tanken om, at han nåede at avle afkom, som forhåbentlig lever videre derude et sted.
Jeg lover, at I ikke behøver høre mere om den skide kage fremover. I øvrigt har jeg også alt for travlt med at spankulere rundt med oppustet bryst og lege voksen, nu hvor jeg har formået at bringe bagværk til livs uden at brænde den nederste halvdel til kul eller blande eddike i glasuren. Jeg føler mig nærmest fornuftig og ansvarlig. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg oven i købet lige snakket med SKAT uden at begynde at tude. Hellige Madonna, hvad skal det dog ikke blive til?
Skudamuda 
Så flot, så flot, du har da vist brudt kageforbandelsen!
Tak! Nu ligger jeg så bare og venter på, at de syv små dværge kommer forbi og danser en rask tango for at markere forbandelsens ophævelse …