Noget om Herman – part III

Kagen Herman bliver passet for første gang nogensinde, så det seneste døgn har jeg ikke kunnet følge med i surdejsfyrens velbefindende. Nu forstår jeg virkelig, hvordan forældre har det, når de afleverer deres afkom i institution for første gang. For det her hører da uden tvivl ind under samme kategori!

Heldigvis har giraffen lovet af passe godt på ham og røre i ham morgen og aften, så jeg kan roligt spare bekymringen og bruge tiden på noget fornuftigt i stedet for. Så som at spekulere over om jeg mon er en dårlig dejmor, fordi jeg har forsøgt at speede hans udvikling op og skære et par dage af den store gæringsproces. Opspeedningen var da heller ikke med min gode vilje, men et nødvendigt træk hvis jeg skal nå at bage ham i en ovn, når nu min egen er i udu.

Herefter overtager spekulationerne om, hvorvidt jeg overhovedet kan få mig selv til at bage ham, hvis vi når så langt – for slet ikke at tale om at spise ham. Uff!

Og hvad skal der dog blive af alle de små mini-Herman’er, der kommer ud af ham om nogle dage? Naiv som altid havde jeg troet, at vennerne ville stå i kø for at få deres egen lille Herman. Men der tog jeg fejl. Indtil videre er det kun katten, der har været så sød at tilbyde adoption. Og jeg vil jo bare så gerne være sikker på, at alle de fire små får et godt og trygt hjem. Jesus kagestruds, nu er gode råd dyrere …

PS: Har jeg lige skrevet indlæg nummer tre om en dej? Ja, det har jeg. Identitetskrisen lurer uden tvivl om nærmeste hjørne. Igen …