BREAKING NEWS

Jeg har taget tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER!!!

Føj for en ubedrift, tænker du måske. Men for mig er det stort. Kæmpegigantisk, faktisk.

Du ville måske have det på samme måde, hvis du som barn var hende, der konstant kyssede gymnastiksalens gulv med navlen, mens de andre talte til 10, 20 og 30 og følte sig som nogle fandens karle. Dengang var min udfordring en skøn symfoni af slatne barnearme og hvalpet mave. Det har jeg haft 20 år til at gøre noget ved. Og jeg har tit haft lyst. Men motivationen har som regel fået råbank af trangen til fadøl og flæskestegssandwich.

Lige indtil jeg opdagede, at den 10-årige kan bøje og strække i al evighed og samtidig ligne en, der synes, det er sjovt. Da hun havde demonstreret sine evner for et par uger siden, var hun så sød at spørge mig, hvor mange jeg egentlig kunne tage. Av min svækkede stolthed, siger jeg bare! Jeg mener, den 10-årige er super sej sådan helt generelt, så det giver meget god mening, at hun også kan armgøgle som en anden Arnold S. Men hvis hun allerede har overhalet mig i kropsduelighed nu, hvor ender vi så? Jeg havde jo planer om at være en form for forbillede mange år ud i fremtiden. En casual cool SupermosterBib.

Så jeg gik i træningslejr. I al hemmelighed. Og på denne ellers så kropssløje torsdag rykkede jeg altså fra 0 til 3, hvilket vel rundt regnet er en forbedring på 300 % (eller hvad? Jeg har for længst droppet at blive regningsforbillede).

Hold nu hest, hvad kan det så ikke blive til? ALT, tænker jeg umiddelbart. Sejrsfølelsen efterlader mig i hvert fald med en helt stålfast tro på, at jeg nu kan det hele. Triatlon? Tsk, et stykke med kage! Og kom bare an med den Nobelpris. Præsident i USA, siger du så? I can do it!

I øvrigt regner jeg med at bruge min weekend på at marchere rundt i indre by og flashe guns. Så er du advaret …