Noget om Herman – part IIII

Jeg tænker, du har siddet helt ude på yderkanten af lænestolen de seneste par dage med kroppen sprængfyldt af spænding over, om jeg mon har haft en kage i ovnen. Fortvivl ej længere – svaret er rede!

Søndag klokken 21.32 barslede jeg med min egen lille Herman. Han var lidt mørkere i udseendet end først antaget og duftede væsentligt bedre end forventet. Og jeg var så stolt, så stolt!

Mandag stod den så på den helt store barselsfremvisning på kontoret (egentlig burde jeg vel kræve orlov oven på den hårde fødsel). Og kollegerne kunne lide ham. Det virkede i hvert fald som om, at det ikke udelukkende var noget, de sagde for at behage min moderlige stolthed.

Nu er han væk og borte, og selvom det var en sørgelig afsked, kom jeg igennem den uden alt for slemme mén – trøstet ved tanken om, at han nåede at avle afkom, som forhåbentlig lever videre derude et sted.

Jeg lover, at I ikke behøver høre mere om den skide kage fremover. I øvrigt har jeg også alt for travlt med at spankulere rundt med oppustet bryst og lege voksen, nu hvor jeg har formået at bringe bagværk til livs uden at brænde den nederste halvdel til kul eller blande eddike i glasuren. Jeg føler mig nærmest fornuftig og ansvarlig. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg oven i købet lige snakket med SKAT uden at begynde at tude. Hellige Madonna, hvad skal det dog ikke blive til?

herman_faerdig

Noget om spontantuderi

Der er ekstra sprinkler på spontantuderiet for tiden (også for tiden). På listen over mere eller mindre legitime årsager til udløsning af øjenvanding findes blandt andet:

– Et gen-gen-genudsendelsesafsnit af Beverly, hvor nogen igen-igen-igen går fra hinanden på en utrolig teatralsk og kvalmekomisk måde (er det bare mig, eller føltes det ikke som om, at de spillede bedre i 90’erne?)

– Et rødvinsglas, der pludselig vælter i et køkken og rammer alt undtagen højre hjørne af loftet (og som ud over vræleri i øvrigt også resulterer i en skizofren diskussion med mig selv om, hvorvidt det var mig eller mig, der var skyld i katastrofen).

– En tur i mørket med ‘Gravity’ på storskærmen og uro i kroppen (trods amerikanske replikklichéer i kø ramte den alligevel det ømme ‘Hushpuppy’-punkt i maven. Det var muligvis noget med æstetikken og helt sikkert noget med behandling af slipgivningskomplikationsemnet (heldigvis hjalp det på post-tuderiet at blive holdt fast i kulden bagefter)).

Den slags tuderi har jeg efterhånden lært at acceptere. Det kan jeg lige så godt, for erfaringen viser, at det er umuligt at undgå i perioder, hvor dråberne i forvejen sidder løst i krogene.

Noget, jeg dog virkelig, virkelig gerne vil undgå, er ydmygende spontantuderi under telefonisk samtale med SKAT-medarbejder, der foregår nogenlunde sådan her:

Mig: Jeg har betalt for lidt i SKAT.
Ham: Nej, du har betalt for meget.
Mig: Nej, jeg har betalt for LIDT!
Ham: Nej, du har betalt for MEGET!!!!!

Jeg er ikke så stærk i SKAT, men jeg vil mene, at den yderst irritable medarbejder plejer at have den slags diskussioner med omvendt fortegn. Han plejer sandsynligvis også at tale med typer, som gemmer vræleriet, til røret er lagt på. Og så plejer han garanteret også at få ret.

Det fik han desværre ikke den her gang. Ak og ve. Vi tudes ved …

kylling

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 4

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er ved at blive sådan en pisseirriterende, fornuftig type, som jeg ikke engang selv orker at være sammen med.

I mandags bestilte jeg en pizza uden kød, fordi den var billigere (er du i chok, vil jeg forsøge at berolige dig ved at understrege, at jeg dog  stadig bestilte pizza).

I går besluttede jeg mig for at opsige mit tv-abonnement for at spare penge (lidt uheldigt, når jeg arbejder for et tv-selskab, men jeg undskylder mig med, at jeg alligevel aldrig er hjemme).

Og i morges vågnede jeg helt frisk, før vækkeuret ringede, og var top-motiveret til at løbe en tur i den råkolde snuskregn (det blev til et decideret forhindringsløb gennem parken, jeg havde forceret under stormen. De mange væltede træer fik mig endeligt overbevist om, at mit lille uvejrseventyr var en virkelig dum idé).

Jeg er kødentusiast ud over det sædvanelige, jeg lever halvt gennem et tv, og jeg har i mange år været et yderst dedikeret B-menneske, som satte en ære i at undgå unødig fysisk aktivitet (sportslig aktivitet, primært). Og for lige at smække en trumf-fætter på bordet, så kommer jeg til at have to (næsten) alkoholfrie weekender i træk. Herre Jemini, enden er nær!

Jeg ville frygte snarlig identitetskrise i gigantudbrud, hvis ikke det var fordi, at der stadig er punkter, hvor jeg er top utjekket på den helt trygge måde. For eksempel har jeg netop skrevet en mail til SKAT om alt det, jeg ikke forstår, i forsøget på at få et overblik over alle de penge, jeg ikke har. Det er jo et dagsprojekt i sig selv. For hvordan indleder man sådan en korrespondance? ‘Hej SKAT’ kan hurtigt komme til at lyde lige kælent nok. Specielt fordi jeg sandsynligvis ikke skal regne med at få et ‘Hej sukkermås’ retur. Jeg kan nok snarere se frem til en række yderst ukærlige girokort som straf for alle mine utroligt optimistiske, men desværre meget ukorrekte, regnefejl i forhold til, hvad jeg troede, jeg burde have indbetalt til dem.

Egentlig havde jeg store planer om også at spare revisortype væk, men ved nærmere eftertanke tror jeg lige, jeg beholder den idé i banken lidt endnu …

deal_with_it

Liste over livsvigtige ligegyldigheder …

… som jeg undrer mig over i løbet af en gennemsnitlig arbejdsdag:

– Hvorfor er Blå mandag egentlig blå? Burde den ikke nærmere være Lambruscofarvet?

– Hvordan kan 1 mm regnvand blive til 1 cm sne?

– Hvorfor er hæmoridecreme som udgangspunkt klamt? Det er vel ikke lavet af hæmorider? (Og nej, spørgsmålet opstod ikke, fordi jeg selv har brug for det, men fordi kendistype åbenbart bruger det under øjnene …)

– Hvordan kan et 21 år gammelt angstanfald stadig udløse kuldegysninger, når sirenerne bliver testet 1. maj? (Nu ved jeg jo godt, at nazinosserne ikke ligger på lur …)

– Hvorfor lyder ‘SKAT’ så frygteligt ukærligt, hvis navnet står øverst på et 6-cifret girokort?

– Hvornår mon kollegerne gennemskuer, at jeg primært foreslog at oprette ‘Månedens medarbejder’-titel, fordi jeg forudså en ihærdig indsats på kagebagningsområdet?

– Hvornår mon jeg gennemskuer, at marshmellowpeanutbuttercupcakes ikke nødvendigvis er sunde, fordi de indeholder nødder?

– Hvordan kan ‘bære nag’ nogensinde blive til ‘bære den af’? Er det ligesom at love gule og grønne skove, at sælge sin sjæl for ussel mammut eller det der med lut og lagkage?

– Hvordan har jeg formået at leve 28 år uden at stifte bekendtskab med ordet ‘Komfitterknas’? (Øj, der skal kompenseres nu. Med ordbruget, altså …)

Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

rainbowPS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.

Revolution mod de rene linjer

Jeg har været på skattejagt. Det var fedt. En skæv eksistens, jeg aldrig har mødt, havde placeret en ægte skat et sted i København. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig var fuldstændig fokuseret på at finde den først. Der var bare lige det der med, at hendes 27-årige alter ego skulle på arbejde hele dagen. Og havde uaflyselige aftaler efterfølgende. Så da hun endelig fik mulighed for at erobre skatten, var klokken blevet mange, og Garfield havde forladt hullet.

Først blev hun skuffet. Så benægtede hun det faktum, at skatten allerede var taget af en anden, og ledte manisk videre. Indtil hun blev glad. For hvis hun ikke kunne finde skatten, måtte det jo betyde, at en anden var blevet glad for at finde den først. Og selvom jagten ikke altid er bedre en byttet, så var det faktisk lidt tilfældet her. Det havde været sjovt. Den 11-årige og jeg selv vil meget gerne leve i en verden, hvor der findes barnlige voksne, som skaber skatte og mulighed for jagt. Det er levende.

Der er til gengæld en anden verden, jeg er meget træt af. Det er den med de voksne voksne, som pisser på den barnlige uskyld og optimisme (og sandsynligvis også fjerner huse af Guld i en verden af Lego). Jeg går næsten hver morgen forbi en grå bunker-agtig ting ved stranden. Den er ikke nogen øjesten, men alligevel har jeg været helt vild med at gå forbi lige netop den. For en eller anden betænksom person har været så hjertelig at efterlade et lille tegn på, at kærligheden findes. Det gør mig glad.

Engang havde jeg lyst til at turde gå ind ad den dør …

Men da jeg gik forbi i går, var hjertet væk. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på, at det var fordi, nogen havde fundet det og taget det med sig ligesom skatten i træet. At der var en lille smule mere mening og glæde og graffiti-kærlighed i en andens liv. Men jeg har en meget grum idé om, at det ikke er det, der er sket. Jeg tror, at nogen har malet det over. Nogen har tænkt, at en gennemført grå bunker er bedre end den hjertelige uorden. Hvad er det for en verden, vi lever i? Voksne er dumme! Jeg opfordrer til revolution mod rene linjer og ordnede forhold – omgående! Hvem er med mig?

Nu er en dør desværre bare en dør.