Noget om hjerter og vigtige dyr

Jeg har lige nu 6186 billeder på min telefon. Når der ikke er plads til flere, bliver jeg nødt til at købe en ny. For jeg skal have dem alle sammen med mig altid. Det kaldes OCD, siger de kloge. Jeg synes slet ikke, det behøver sådan en frygtelig fin forkortelse. For mig handler det mest om, at det jo kan være livsvigtigt, at jeg kan kigge på et helt bestemt billede på et helt bestemt tidspunkt. Ellers går det galt. Som i dag, hvor jeg bare blev nødt til at fremvise billede af tvesnablet elefant på hængelås. Sådan en skal der altid være plads til i lommen.

Jeg tager mange billeder. Også mange billeder, som måske ikke er livsnødvendige i alles verden. Men det er de i min. Der er som regel ikke det store system i det. Men billederne, jeg tager, afspejler tit mit humør. I dag har temaet åbenbart været noget om hjerter og vigtige dyr. Tilfældigvis …

1elefantlaas

2ocdhjerte

3girafcykel

4gal_kunst

5streetheart

6moneyheart

7assheart

8grafittigiraf

9grafittielefant

Elefanter der danser i takt

Først havde jeg tænkt mig at skrive verdens korteste blogindlæg. Noget i retningen af: ‘Bite me, karma!’

Så fik jeg en mail fra en klog mejse, som gav mig lyst til at skrive noget andet kort i retningen af: ‘Jeg betaler gerne prisen for at være mig’.

Så gik jeg forbi det røde hjerte og opdagede, at det var væk. Det gav mig trang til at skrive noget endnu kortere i retningen af ‘Lorteø!’. Eller endnu bedre: ‘Lorteverden!’.

Egentlig havde jeg allerede set, at hjertet var væk, da jeg kørte fra lufthavnen i mandags. Men jeg håbede, at det bare var noget, jeg bildte mig ind. Det var det desværre ikke. Nogen må have fjernet hjertet, mens jeg har ligget i den orange hængekøje. Det gjorde ondt at erkende. Meget mere ondt end dengang, jeg opdagede, at det grå hjerte var væk. For det røde hjerte var på mange måder meget mere rigtigt. Og så var det placeret lige ved skinnerne, hvor det rigtige tog kører. Det, som i én retning fører til flyvende eventyr og i den modsatte retning fører hjem til et trygt hus af guld.

Men så læste jeg det her. Det gav mig lyst til at skrive, at jeg tror på, det er et godt tegn, at der er genforeningsglæde i elefanthuset. Jeg havde på fornemmelsen, at der var sket noget godt derinde, sidst jeg kiggede over hegnet. Nu ved jeg, hvorfor to af elefanterne danser i takt.

10 timer i luften

Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.

Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.

Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.

Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.

Flyveture dækker som regel en stort del af mit behov for små-ting-der-burde-være-større. Hvorfor begejstringen for de små ting er opstået, ved jeg ikke helt. Men jeg har lært, at jeg skal passe på med at nævne min fetich over for fyre, da det nemt kan misforstås. I virkeligheden tror jeg mest, det har noget at gøre med angsten for at give slip på den-11-årige-pige-inden-i-mig.

Der var en en form for forskel på det læsestof, guldfisken og jeg hver især havde udvalgt til turen (hendes til venstre – mit til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Mio, min Mio var en af de første bøger, jeg læste selv, og den gjorde voldsomt stort indtryk på mig for 20 år siden. Meget af handlingen havde jeg glemt, men det hele kom hurtigt tilbage til mig. Både den sorte sorgfugl, Månelysets bro, de hvide heste, der græder blod, hjerter af sten, der gnaver i brystet. Og Mio, som lige pludselig skal være voksen og tapper, selvom hans krop kun er et barn. Jeg græd næsten ligeså meget som for 20 år siden. Først lettere diskret, senere lettere hysterisk (da guldfisken var på toilettet). Men det føltes godt bagefter. Lidt ligesom dengang, min egen krop var barn, og jeg var helt opløst efter en halv evighed i saltvandsbølger.

Kortvarig nedsmeltning over spørgsmålet: Hvordan kan noget, der er vådt, samtidig være tørt? Hvilket førte til nedsmeltning omkring spørgsmålet: Hvis man hopper i et fly, hvorfor ender man så ikke nede bagi, når nu flyet bevæger sig så hurtigt?

Slik feder vel ikke, når man er en form for vægtløs? Min rød-gul-grøn-neurose blev passet og plejet, indtil guldfisken helt uden at tænke sig om forsøgte at tage en af de tre farver fra mig, inden jeg havde nået at spise dem i den rigtige rækkefølge. Jeg havde godt nok sagt til hende, at hun bare skulle spise løs, men jeg mente jo for fanden af dem i posen. Ikke af mine udvalgte, neurose-plejende stykker.

Mig: Jeg har kun et hjerte i min pose Mini Snax.
Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte.
Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose?
Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke.
Mig: Men mere end et?
Guldfisken: Ja.

Revolution mod de rene linjer

Jeg har været på skattejagt. Det var fedt. En skæv eksistens, jeg aldrig har mødt, havde placeret en ægte skat et sted i København. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig var fuldstændig fokuseret på at finde den først. Der var bare lige det der med, at hendes 27-årige alter ego skulle på arbejde hele dagen. Og havde uaflyselige aftaler efterfølgende. Så da hun endelig fik mulighed for at erobre skatten, var klokken blevet mange, og Garfield havde forladt hullet.

Først blev hun skuffet. Så benægtede hun det faktum, at skatten allerede var taget af en anden, og ledte manisk videre. Indtil hun blev glad. For hvis hun ikke kunne finde skatten, måtte det jo betyde, at en anden var blevet glad for at finde den først. Og selvom jagten ikke altid er bedre en byttet, så var det faktisk lidt tilfældet her. Det havde været sjovt. Den 11-årige og jeg selv vil meget gerne leve i en verden, hvor der findes barnlige voksne, som skaber skatte og mulighed for jagt. Det er levende.

Der er til gengæld en anden verden, jeg er meget træt af. Det er den med de voksne voksne, som pisser på den barnlige uskyld og optimisme (og sandsynligvis også fjerner huse af Guld i en verden af Lego). Jeg går næsten hver morgen forbi en grå bunker-agtig ting ved stranden. Den er ikke nogen øjesten, men alligevel har jeg været helt vild med at gå forbi lige netop den. For en eller anden betænksom person har været så hjertelig at efterlade et lille tegn på, at kærligheden findes. Det gør mig glad.

Engang havde jeg lyst til at turde gå ind ad den dør …

Men da jeg gik forbi i går, var hjertet væk. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på, at det var fordi, nogen havde fundet det og taget det med sig ligesom skatten i træet. At der var en lille smule mere mening og glæde og graffiti-kærlighed i en andens liv. Men jeg har en meget grum idé om, at det ikke er det, der er sket. Jeg tror, at nogen har malet det over. Nogen har tænkt, at en gennemført grå bunker er bedre end den hjertelige uorden. Hvad er det for en verden, vi lever i? Voksne er dumme! Jeg opfordrer til revolution mod rene linjer og ordnede forhold – omgående! Hvem er med mig?

Nu er en dør desværre bare en dør.