Breve fra dengang min krop var barn

Konfirmationsmappen er altså ret lærerig at dykke ned i. Den kommer med en slags svar på spørgsmål, som undrer mig. For eksempel har jeg haft lidt svært ved at finde mening i, at jeg i en alder af 27 år netop har investeret i et sovedyr (og nej, det er ikke en gramsebamse). Muligvis forsøger jeg at krybe tilbage til barndommen, fordi jeg engang havde lidt for travlt med at blive voksen.

Fri fortolkning af gemte breve fra dengang, min krop var barn, tyder på noget i den retning. Min mor har gemt en del af dem, jeg har skrevet til hende gennem årene. Her er et par eksempler (som endnu engang er service-oversat fra barnsk til dansk).

Mor skal huske at have sig nonnetøj med på arbejde i morgen.

Mor skal huske at have sit nonnetøj med på arbejde i morgen.

skattejagt

Kære mor
En lille skattejagt til dig. Start ved døren ind.

julemand

For det første har jeg ingen idé om, hvorfor min mor skulle være fromt påklædt på sin arbejdsplads. Men jeg synes, det er ret pudsigt, at jeg har følt behov for at huske hende på det. Andre børn ville måske stole på, at deres forældre er gamle nok til at have styr på egne kostumer. Og eftersom min mor er en ret tjekket type med (lidt for) mange egne huskelister, virker det endnu mere mærkeligt.

Så er der det med skate-jagten, som jeg altså tror var en skattejagt. Min mor har nemlig aldrig været den store skater-type. Jeg elsker skattejagter. Men det plejer vel at være de voksne, der arrangerer den slags for børnene og ikke omvendt? Måske var skattejagten det tætteste, jeg kom et rebelsk oprør mod normalitet.

Nu er det jo 1. december i dag, og derfor synes jeg, at brevet om julemanden er ekstra passende. Jeg elsker jul. Det har jeg altid gjort. Det er trygt. Og jeg elsker også at tro på magiske fænomener som julemanden. Da min krop var barn fyldte den følelse tilsyneladende tilstrækkeligt meget til, at jeg også havde behov for at forsøge at overbevise min mor om, at han findes*. Hvorvidt hun blev overbevist, ved jeg ikke. Men konfirmationsmappen har i hvert fald lige overbevist mig om, at der måske er en mening med, at jeg er en forholdsvis barnlig voksen, når nu jeg engang var et ret voksent barn.

* Til tvivlerne kan jeg afsløre, at julemanden rent faktisk findes. Jeg kender ham personligt, men vil afholde mig fra at afsløre hans sande identitet her.

Revolution mod de rene linjer

Jeg har været på skattejagt. Det var fedt. En skæv eksistens, jeg aldrig har mødt, havde placeret en ægte skat et sted i København. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig var fuldstændig fokuseret på at finde den først. Der var bare lige det der med, at hendes 27-årige alter ego skulle på arbejde hele dagen. Og havde uaflyselige aftaler efterfølgende. Så da hun endelig fik mulighed for at erobre skatten, var klokken blevet mange, og Garfield havde forladt hullet.

Først blev hun skuffet. Så benægtede hun det faktum, at skatten allerede var taget af en anden, og ledte manisk videre. Indtil hun blev glad. For hvis hun ikke kunne finde skatten, måtte det jo betyde, at en anden var blevet glad for at finde den først. Og selvom jagten ikke altid er bedre en byttet, så var det faktisk lidt tilfældet her. Det havde været sjovt. Den 11-årige og jeg selv vil meget gerne leve i en verden, hvor der findes barnlige voksne, som skaber skatte og mulighed for jagt. Det er levende.

Der er til gengæld en anden verden, jeg er meget træt af. Det er den med de voksne voksne, som pisser på den barnlige uskyld og optimisme (og sandsynligvis også fjerner huse af Guld i en verden af Lego). Jeg går næsten hver morgen forbi en grå bunker-agtig ting ved stranden. Den er ikke nogen øjesten, men alligevel har jeg været helt vild med at gå forbi lige netop den. For en eller anden betænksom person har været så hjertelig at efterlade et lille tegn på, at kærligheden findes. Det gør mig glad.

Engang havde jeg lyst til at turde gå ind ad den dør …

Men da jeg gik forbi i går, var hjertet væk. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på, at det var fordi, nogen havde fundet det og taget det med sig ligesom skatten i træet. At der var en lille smule mere mening og glæde og graffiti-kærlighed i en andens liv. Men jeg har en meget grum idé om, at det ikke er det, der er sket. Jeg tror, at nogen har malet det over. Nogen har tænkt, at en gennemført grå bunker er bedre end den hjertelige uorden. Hvad er det for en verden, vi lever i? Voksne er dumme! Jeg opfordrer til revolution mod rene linjer og ordnede forhold – omgående! Hvem er med mig?

Nu er en dør desværre bare en dør.