Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.
Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.
Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.
Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.
Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte.
Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose?
Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke.
Mig: Men mere end et?
Guldfisken: Ja.
Skudamuda 
Håber Guldfisken delte sine hjerter.
Desuden mange fine ord: knibsk (?), lurdrømme, krus-lager, krill (kriller?). Og også andre.
Knibsk er efter min mening et stærkt undervurderet ord, og derfor gør jeg en ihærdig indsats for at redde det. Jeg har nemlig en grum fornemmelse af, at det er ved at uddø, så jeg forsøger at bruge det mindst én gang om dagen. Så er det i hvert fald i live, så længe jeg er.
Og det med krill er noget, jeg kom til at tænke på, da jeg første gang oplevede selvlysende plankton i et nattemørkt, filippinsk hav. Det var så flot og fint og magisk, at jeg tænkte, om det mon er det, man har i maven, når det summer og bobler på den helt rigtige måde. (Her ville jeg have linket til et billede af selvlysende krill, men jeg kunne ikke finde et. Og det giver faktisk meget god mening, at det er et af den slags fænomener, man ikke kan foto-dokumentere …)