Nej tak og ja tak og et farligt spring

Hos en bestemt del af min omgangskreds har der længe været tradition for at stille et shot Fernet foran mig, hvis festen trænger til et festligt indslag. Det afføder nemlig frembringelsen af det efterhånden legendariske Fernet-fjæs. Mine smagsløg har en alvorlig aversion mod de grumsede dråber, og jeg kan virkelig på ingen måder forstå, at man kan drikke det med velbehag. Fernet-fjæset udløser som regel sikker applaus. Det er blevet foto-dokumenteret adskillige gange, og mine kolleger lavede endda en slags billed-tegneserie af fænomenet, som prydede kontorets opslagstavle i flere måneder og dermed gav nye kolleger og arbejdsrelaterede gæster et ret karakteristisk førstehåndsindtryk af mig.

Hvorfor jeg selv bliver ved med at bunde glasset, selvom indholdet trække mundvigene nedad og truer med øjeblikkelig returnering, har jeg lidt svært ved at svare på. Måske er det fordi, jeg er en opmærksomhedskrævende type, der driver vold mod egen krop i kampen om at blive centrum i et par minutter. For Fernet-fjæs-opmærksomhed er vel bedre end ingen opmærksomhed. Men jeg tror egentlig mere, det er fordi, jeg har et helt grundlæggende problem med at sige nej tak til det, andre tilbyder mig. Ikke kun i shots-sammenhæng, men også sådan helt generelt. Derfor prøver jeg ofte at undgå at blive tilbudt noget som helst. Det løser ligesom problemet på forhånd, hvis nu det, jeg bliver tilbudt, viser sig at være noget, jeg egentlig ikke vil have.

Det resulterer så bare i et andet (og større) problem, fordi det samtidig betyder, at jeg uundgåeligt må gå glip af at blive tilbudt ting, som jeg slet ikke ved (eller måske netop godt ved), jeg gerne vil have. Kaninen sagde noget ret rammende til mig sidste weekend, som ikke helt er i Fernet-kategorien, men dog relaterer til problemet med at modtage. Vi talte om fyre og forholdet til dem både helt generelt og mere konkret. Det er ikke nogen hemmelighed, hverken her på bloggen eller i den virkelige verden, at det med forhold ikke ligefrem er en disciplin, jeg mestrer til perfektion. Det var kaninen også helt klar over, da hun spurgte mig, om jeg egentlig nogensinde har tænkt over, at det kan være lidt svært for en fyr at finde sin rolle sammen med mig, når jeg nu er så vant til at klare mig selv, at jeg insisterer på konstant at give udtryk for, at jeg altså ikke har brug for noget, andre kan give mig. For hvad er så meningen med at være to?

Det har jeg aldrig tænkt over før, men jeg er bange for, at hun har ret. Jeg har nok egentlig virkelig, virkelig svært ved at vise, at jeg ikke altid synes, det er så fedt at have nok i mig selv. Når man ikke er selvvalgt alene, er det selvfølgelig en meget fin egenskab at have, det der med at finde ud af, at man rent faktisk godt kan klare sig selv. Men den kan godt være lidt farlig, når man er delvist selvvalgt alene, men meget gerne vil prøve at være selvvalgt to. Det er bare så svært at give slip, før man er sikker på, at en anden tager over. For hvad er hønen, og hvad er ægget i den proces, og fik vi egentlig nogensinde slået fast, hvad der burde komme først?

Da jeg luftede problemet for guldfisken, sagde hun: ’Du kan bare ikke spille det der uskyldighedskort, der viser, at du har brug for en, som kan tage sig af dig. Det ligger ikke til dig’. Og nej, det gør det muligvis ikke. Delvist kan det være fordi, jeg mangler de store, ærbare øjne og det lange, lyse, naive hår, men jeg mangler nok også helt grundlæggende evnen til at signalere, hvad jeg gerne vil have, andre skal give mig. For helt ærligt tør jeg godt hviske meget stille, at-jeg-helt-vildt-gerne-vil-møde-en-som-kan-gennemskue-mig-og-tør-insistere-på-at-tage-lidt-over-selvom-jeg-insisterer-på-at-klare-mig-selv. Men det skal selvfølgelig være den rigtige. Jeg har prøvet at stå i en situation, hvor jeg ville ønske, at det var sket. Det skete bare ikke. Den chance vil jeg helst ikke misse igen, så næste gang vil jeg prøve at hviske bare en lille smule højere. Til gengæld skal jeg så også huske, at det er okay at sige nej, hvis jeg får tilbuddet fra den forkerte. At jeg ikke er noget dårligt menneske, fordi jeg siger ’nej tak’ i håbet om en dag at kunne sige ’ja tak’ til den rigtige.

I sådan en situation er ’ja tak’ desværre stadig en lille smule sværere for mig end ’nej tak’. I Fernet-situationen har det indtil nu været omvendt. Men forleden fik jeg taget mig sammen til at proklamere, at jeg har drukket min sidste Fernet. Det budskab blev faktisk modtaget med stor forståelse, og det gav mig mod til fremover at prøve at føle lidt mere efter og mærke, hvad min mave (og mit hoved og resten af mig) egentlig har lyst til. Det gav mig endda også en lille smule håb om, at jeg måske en dag bliver modig nok til at bryde mine egne regler, så jeg tør tage springet og råbe, hvad jeg gerne vil kunne sige ’ja tak’ til, når jeg bliver tilbudt lige præcis det, jeg har allermest brug for.