Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

rainbowPS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.

Drøm en lille drøm …

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg drømmer meget. Det sker både i vågen og i sovende tilstand. De vågne drømme vil jeg af flere årsager holde mig fra at gå i dybden med her og nu. De sovende tør jeg dog godt skrive om (i hvert fald de mere harmløse af slagsen). De kommer i temaer.

For tiden drømmer jeg meget om fly og tog. I tog-drømmene kan jeg ikke finde den vogn, jeg skal være i, og i fly-drømmene styrter jeg. Det undrer mig lidt, da jeg trods min uhelbredelige højdeskræk aldrig har været bange for at flyve. Det undrer mig også, at jeg faktisk ikke er decideret bange i drømmene. Jeg tænker primært over, hvad der kommer til at ske, når jeg rammer jorden, i stedet for at frygte døden. I alle tilfælde overlever jeg. Altså, jeg vågner selvfølgelig levende op. Men jeg overlever også i drømmen, selvom flyet styrter. Og når jeg i tog-drømmene stiger på den forkerte vogn, der kører op på et meget højt bjerg, slipper jeg også levende fra det, selvom jeg bliver sat af helt ude på kanten. For lige pludselig er kanten fyldt med fin musik og mennesker, jeg holder af. Muligvis er jeg udstyret med sådan en underbevidsthed, der gerne vil skrue lidt op for mit mod og se, om det eventuelt kunne føre til noget helt rigtigt.

Jeg kan sagtens have gang i tre-fire drømmespor i løbet af en nat, og hvis jeg drømmer noget ekstra interessant, kan jeg ikke lade være med at dele det, selvom de fleste vel foretrækker at høre historier om virkeligheden. Men nogle gange kommer der sjove sammenfald ud af drømmedelingen. Forleden fortalte jeg musvitten, at jeg havde drømt, at Obama lagde an på mig. Flirten opstod umiddelbart efter, han havde reddet mig ud af en bandekrig i New York, som viste sig slet ikke at være New York alligevel, men bare en omgang kulisser, der var sat op på Amager Fælled. I flugtbilen begyndte han at kysse mig, og selvom jeg da var smigret og alt muligt, forsøgte jeg alligevel at stoppe snaveriet og forklare ham, at det nok ikke ville være så godt for hans valgkampagne, hvis nogen opdagede den hede hyrdetime, han lagde an til. Da jeg fortalte musvitten historien, svarede hun grinende, at hun også lige havde drømt, at jeg flirtede med Obama. På en diner et sted i USA. Om der er en dybere mening med drømme-sammenfaldene, vil jeg afholde mig fra at analysere på (alene for at undgå at skulle konstatere, at jeg faktisk bare gerne vil reddes af en uopnåelig mand …)

Det er ikke kun hos musvitten, jeg kommer på besøg om natten. Storebjørn fortalte i weekenden, at han to nætter i træk havde drømt, at han forsøgte at stoppe mig i at begå bankrøveri. Hans umiddelbare tolkning var noget med en dyb bekymring for min økonomiske situation (helt ærligt, så slem er den altså heller ikke). Den drøm giver dog en form for mening. I hvert fald mere mening end dengang, min søster drømte, at hun fødte mig i en telefonboks i vores barndomsby og i panik begyndte at løbe op ad hovedgaden med mig hængende bagved i navlestrengen (den levende fantasi ligger tydeligvis et sted i familie-generne).

Ud over fly og tog og Obama drømmer jeg for tiden også en hel del om Sunny Beach. Ikke fordi det er en decideret drømme-destination for mig, men måske fordi stedet repræsenterer noget, som hverken handler om spande med sprut, tarvelige teenagere eller sex på stranden.

I nat tror jeg dog, at jeg vil forsøge at drømme om noget helt andet. Måske noget med en rejse til en anden destination fyldt med sol og palmer og happy hour i selskab med en guldfisk og en hamster. I så fald vil det være en af de første gange, jeg formår at drømme en drøm, som bliver til virkelighed lige om lidt ….

10 timer i luften

Jeg er bange for meget og specielt for højder. Kirketårne, gittertrapper og bjerge er noget af det allerfarligste, jeg kan blive udsat for. Men jeg elsker at flyve, og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været rigtigt bange i en fly-situation (selvom jeg godt kan få en nedsmeltning over, hvordan det teknisk set kan lade sig gøre at holde så mange kilo svævende). Angst er sjældent rationel – min er stort set aldrig. I højdeskræks-sammenhæng tror jeg, min angstprioritering har noget at gøre med, at jeg stoler mere på piloten, end jeg stoler på mine egne ben. Han må vide, hvornår vi skal op og ned. Det er jeg ikke helt sikker på, at mine ben ved.

Guldfisken og jeg har lige krydset Atlanten sammen. Igen. Jeg har regnet ud, at med vores allerede foretagede og allerede planlagte rejser har vi siddet sammen i 18 forskellige fly alene i år. Vi har en lang liste over minder fra maskinerne. Der var for eksempel dengang, vi tog direkte i lufthavnen fra Oktoberfest-bytur, og en knibsk, norsk forretningsmand nægtede at sidde ved siden af mig. Den tur endte med, at guldfisken måtte efterlade en papirpose med knap så venligt indhold på flysædet, og vi derfor følte os nødsaget til at stikke af i Kastrup uden at kigge os tilbage. Der var også dengang, hvor jeg var så tørstig på asiatisk eventyrs-tur, og guldfisken var så sød at gå på jagt efter et krus til flyets vandautomat. Jeg var lykkelig, da hun fandt et. Knap så lykkelig, da det senere gik op for os, at det fantastiske krus-lager, hun havde stukket hånden ned i, i virkeligheden førte direkte ind til skraldespanden fra toilettet. Derudover er der også utallige gigant-grin, dagdrømme og lurdrømme, krill i maven og alt det andet gode, som kun rejser kan give.

Min begejstring for rejser er nogenlunde ligeså stor som den barnlige begejstring ved en helt ny kasse legoklodser, som man kan forme til alt fantastisk i hele verden. Og selvom min bankrådgiver muligvis mener, at jeg burde, har jeg aldrig fortrudt en rejse. Ikke engang dem, der slet ikke endte så perfekt, som de var planlagt.

Den her rejser går umiddelbart noget bedre end samme rejse til samme destination for et år siden. Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi har tilbagelagt den længste distance. Modsat mange andre kan jeg allerbedst lide de længste flyveture. 10 timer i et fly er ren luksus for mig. For det betyder 10 timer, hvor jeg ikke burde gøre noget som helst andet end at bygge hule og dykke ned i eventyrlige ord, balstyrisk musikmagi og små-ting-der-burde-være-større. Her er de sidste ti timers flyoplevelse i billeder med ord til.

Flyveture dækker som regel en stort del af mit behov for små-ting-der-burde-være-større. Hvorfor begejstringen for de små ting er opstået, ved jeg ikke helt. Men jeg har lært, at jeg skal passe på med at nævne min fetich over for fyre, da det nemt kan misforstås. I virkeligheden tror jeg mest, det har noget at gøre med angsten for at give slip på den-11-årige-pige-inden-i-mig.

Der var en en form for forskel på det læsestof, guldfisken og jeg hver især havde udvalgt til turen (hendes til venstre – mit til højre, hvis nogen skulle være i tvivl). Mio, min Mio var en af de første bøger, jeg læste selv, og den gjorde voldsomt stort indtryk på mig for 20 år siden. Meget af handlingen havde jeg glemt, men det hele kom hurtigt tilbage til mig. Både den sorte sorgfugl, Månelysets bro, de hvide heste, der græder blod, hjerter af sten, der gnaver i brystet. Og Mio, som lige pludselig skal være voksen og tapper, selvom hans krop kun er et barn. Jeg græd næsten ligeså meget som for 20 år siden. Først lettere diskret, senere lettere hysterisk (da guldfisken var på toilettet). Men det føltes godt bagefter. Lidt ligesom dengang, min egen krop var barn, og jeg var helt opløst efter en halv evighed i saltvandsbølger.

Kortvarig nedsmeltning over spørgsmålet: Hvordan kan noget, der er vådt, samtidig være tørt? Hvilket førte til nedsmeltning omkring spørgsmålet: Hvis man hopper i et fly, hvorfor ender man så ikke nede bagi, når nu flyet bevæger sig så hurtigt?

Slik feder vel ikke, når man er en form for vægtløs? Min rød-gul-grøn-neurose blev passet og plejet, indtil guldfisken helt uden at tænke sig om forsøgte at tage en af de tre farver fra mig, inden jeg havde nået at spise dem i den rigtige rækkefølge. Jeg havde godt nok sagt til hende, at hun bare skulle spise løs, men jeg mente jo for fanden af dem i posen. Ikke af mine udvalgte, neurose-plejende stykker.

Mig: Jeg har kun et hjerte i min pose Mini Snax.
Guldfisken: Men du har jo også kun selv ét hjerte.
Mig: Ja, ja, men hvor mange havde du i din pose?
Guldfisken: Det ved jeg ikke. Jeg talte dem ikke.
Mig: Men mere end et?
Guldfisken: Ja.