Noget om flirterier på turen

Jeg bruger ret meget tankekraft på at tænke mig frem til, hvordan jeg opfører mig pænest muligt over for flest mulige mennesker. Det udvikler sig til en form for konstant ligning i mit hoved: Hvordan sikrer jeg mig, at folk omkring mig er glade, og hvad er egentlig bedst – at nogle er meget glade, hvis andre som konsekvens af det er knap så glade, eller at glæden er fordelt jævnt og ligeligt uden dog at være rigtig høj nogen steder?

Det er sværest at vurdere, når det drejer sig om dem, jeg holder meget af. Men heller ikke altid let, når der er tale om folk, jeg ikke kender. For i den ideelle verden ville jeg bare gerne være sød og venlig over for alle og opføre mig, som dem omkring mig synes, jeg skal opføre mig. Den ideelle verden fungerer bare ikke så godt i praksis.

Den sidste aften i Manila kastede guldfisken og jeg os ind på hotelbaren for at høre noget filippinsk live-musik og drikke turens sidste øl. Vi nåede at sidde sådan cirka sytten sekunder, før vi blev overfaldet af to amerikanske soldater, som meget gerne ville invitere os over til deres bord. De havde været udstationeret i tre måneder, var på vej hjem til Staterne, men skulle ud og give den gas en sidste aften i Manila, inden virkeligheden kaldte.

Jeg håber ikke, jeg træder nogen over fordomstæerne, når jeg siger, at det var ret tydeligt, hvad deres hensigter med den invitation var. Og vi var ikke interesserede. Alligevel small-talkede vi pligtskyldigt med dem i nogle minutter og fik så venligt og smilende forklaret, at vi ventede på vores kolleger og gerne bare ville blive ved vores eget bord, men at de måtte have en sjov aften og en god tur hjem.

De var ikke tilfredse. Så den næste times tid forsøgte de igen og igen. Hver gang samme show, samme smøre. Hver gang samme forklaring fra os. Den ene af fyrene spurgte endda guldfisken, om hans ven havde fornærmet mig, fordi det åbenbart var så svært for ham at forstå, at vi foretrak vores eget selskab frem for deres.

Da resten af vores gruppe endelig dukkede op, lignede de to ellers tilsyneladende meget søde fyre nogle, der havde fået smidt en spand sur røvsnaps lige i synet. De så simpelthen så fornærmede ud, fordi vi tillod os at være nogle kolde kællinger, der ikke tog imod deres tilbud om sjovt selskab og gratis alkohol.

Jeg elsker at møde nye mennesker. Både hunkøns- og hankønsvæsner. Specielt når jeg er ude at rejse. På udenlandske barer, i busser, i parker eller i toiletkøen. Og jeg ved, at mange rent faktisk også bare er interesserede i at snakke, høre røverhistorier og lære noget nyt om en fremmed. Men selvom fyrene svajende forsøgte at give udtryk for deres gode intentioner, er jeg (efter en del års erfaring på flirteri-området) ret så overbevist om, at det ikke var dybe, intellektuelle samtaler, de søgte efter tre måneders tropisk uniforms-isolation (godt nok er jeg afsindigt naiv og godtroende, men jeg lærer dog en lille smule af de der erfaringer). Specielt ikke når den vildeste samtalestarter, de kunne komme på, var, at den ene fyr vist nok havde forfædre, som stammede fra Norge (helt ærligt, det har Oprah og Obama vel også).

Jeg ved ikke, hvad der er det mest rigtige at gøre i sådan en situation. Jeg har afprøvet forskellige muligheder flere gange og kender efterhånden standardudfaldene. Hvis vi sagde, at vi begge har kærester, som vi er meget glade for, ville de enten blive fornærmede og sige, at de skam ikke var ude på noget, eller tage det som en udfordring og køre endnu hårdere på for at hive fangsten i havn. Og det show ville blive ret energikrævende og kedeligt for alle parter. Hvis vi havde takket ja til deres invitation, sat os ved deres bord, drukket deres øl, small-talket om Norge et par timer og efterfølgende havde sagt, at vi ville gå i seng (altså ikke med dem), ville de sandsynligvis blive fornærmede over, at vi havde spildt deres tid og penge. Så jeg aner simpelthen ikke, om vi kunne have sneget os ud af situationen uden negative vibrationer.

Hvis nogen derude har opskriften til, hvordan man gør det, må I meget gerne sende den min vej, for jeg er åbenbart stadig for stor en pleaser til at synes, det er fedt at blive betragtet som en sur mokke, der har nok i mig selv (og min guldfisk).

bamsereunion

Drøm en lille drøm …

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg drømmer meget. Det sker både i vågen og i sovende tilstand. De vågne drømme vil jeg af flere årsager holde mig fra at gå i dybden med her og nu. De sovende tør jeg dog godt skrive om (i hvert fald de mere harmløse af slagsen). De kommer i temaer.

For tiden drømmer jeg meget om fly og tog. I tog-drømmene kan jeg ikke finde den vogn, jeg skal være i, og i fly-drømmene styrter jeg. Det undrer mig lidt, da jeg trods min uhelbredelige højdeskræk aldrig har været bange for at flyve. Det undrer mig også, at jeg faktisk ikke er decideret bange i drømmene. Jeg tænker primært over, hvad der kommer til at ske, når jeg rammer jorden, i stedet for at frygte døden. I alle tilfælde overlever jeg. Altså, jeg vågner selvfølgelig levende op. Men jeg overlever også i drømmen, selvom flyet styrter. Og når jeg i tog-drømmene stiger på den forkerte vogn, der kører op på et meget højt bjerg, slipper jeg også levende fra det, selvom jeg bliver sat af helt ude på kanten. For lige pludselig er kanten fyldt med fin musik og mennesker, jeg holder af. Muligvis er jeg udstyret med sådan en underbevidsthed, der gerne vil skrue lidt op for mit mod og se, om det eventuelt kunne føre til noget helt rigtigt.

Jeg kan sagtens have gang i tre-fire drømmespor i løbet af en nat, og hvis jeg drømmer noget ekstra interessant, kan jeg ikke lade være med at dele det, selvom de fleste vel foretrækker at høre historier om virkeligheden. Men nogle gange kommer der sjove sammenfald ud af drømmedelingen. Forleden fortalte jeg musvitten, at jeg havde drømt, at Obama lagde an på mig. Flirten opstod umiddelbart efter, han havde reddet mig ud af en bandekrig i New York, som viste sig slet ikke at være New York alligevel, men bare en omgang kulisser, der var sat op på Amager Fælled. I flugtbilen begyndte han at kysse mig, og selvom jeg da var smigret og alt muligt, forsøgte jeg alligevel at stoppe snaveriet og forklare ham, at det nok ikke ville være så godt for hans valgkampagne, hvis nogen opdagede den hede hyrdetime, han lagde an til. Da jeg fortalte musvitten historien, svarede hun grinende, at hun også lige havde drømt, at jeg flirtede med Obama. På en diner et sted i USA. Om der er en dybere mening med drømme-sammenfaldene, vil jeg afholde mig fra at analysere på (alene for at undgå at skulle konstatere, at jeg faktisk bare gerne vil reddes af en uopnåelig mand …)

Det er ikke kun hos musvitten, jeg kommer på besøg om natten. Storebjørn fortalte i weekenden, at han to nætter i træk havde drømt, at han forsøgte at stoppe mig i at begå bankrøveri. Hans umiddelbare tolkning var noget med en dyb bekymring for min økonomiske situation (helt ærligt, så slem er den altså heller ikke). Den drøm giver dog en form for mening. I hvert fald mere mening end dengang, min søster drømte, at hun fødte mig i en telefonboks i vores barndomsby og i panik begyndte at løbe op ad hovedgaden med mig hængende bagved i navlestrengen (den levende fantasi ligger tydeligvis et sted i familie-generne).

Ud over fly og tog og Obama drømmer jeg for tiden også en hel del om Sunny Beach. Ikke fordi det er en decideret drømme-destination for mig, men måske fordi stedet repræsenterer noget, som hverken handler om spande med sprut, tarvelige teenagere eller sex på stranden.

I nat tror jeg dog, at jeg vil forsøge at drømme om noget helt andet. Måske noget med en rejse til en anden destination fyldt med sol og palmer og happy hour i selskab med en guldfisk og en hamster. I så fald vil det være en af de første gange, jeg formår at drømme en drøm, som bliver til virkelighed lige om lidt ….