Noget om hvordan jeg ikke døde

‘Taxachauffører er skidte fyre’, sagde vores receptionist i går, da vi spurgte, om han ville bestille en vogn. Så det ville han helst ikke. I stedet tilbød han selv at køre os til Bourgas efter fyraften, så vi kunne shoppe rene trusser for vores kuffertforsikringspenge (Batman var ikke længere en glad mand, lad mig bare sige det sådan …)

Hamsteren og guldfisken var en lille smule nervøse for, om receptionistfyren muligvis kunne være sådan en type, der synes, det er lidt spændende at bortføre tre naive tøsepiger ud til en øde mark og gøre unævnelige ting mod dem. Jeg tsk’ede af dem og sagde, at jeg altså havde overlevet at tage den på stop på meget øde russisk mark og blive samlet op af en suspekt bøf i bil med lidt for tonede ruder, så det her var et stykke med kage i forhold til det. I værste fald havde jeg jo stadig Batman til at beskytte helligdommene.

Men jeg burde for helvede efterhånden have lært, at jeg ikke skal spille en fandens karl uden at forvente, at det får konsekvenser. For 10 minutter senere var det mig, der sad og peb som en hysterisk trunte på bagsædet (der selvfølgelig ikke var udstyret med sikkerhedsseler), fordi speedometeret rockede 110 i en 60 km zone.

‘Not so fast, please’, prøvede guldfisken forsigtigt. Men det havde desværre samme effekt som at sige til pizzamanden, at man kun skal have en lille smule chili i sin kebab. Receptionisttype slog en skinger, psykopatisk mandeskraller op a la Eddie fra ‘Friends’ og trådte ekstra hårdt på sømmet, mens han overhalede i et sving op ad bakke.

Da han drønede over et par jernbaneskinner uden bomme (men med fuldt stop-skilt) overvejede jeg, om det ville være en fordel eller en ulempe, hvis jeg begyndte at tude (tårerne ville komme ret let til mig, fornemmede jeg). Jeg droppede idéen og afledte i stedet tankerne ved at forsøge at regne ud, hvorfor taget på bilen bulede så afsindigt meget nedad. Men da receptionisttype tog endnu en dobbeltoverhaling, mens vi kunne se en bil i modsatte spor komme så tæt på, at jeg var alvorligt bange for, om han havde gang i noget bulgarsk Chicken Race, var mine baller så spændte, at man kunne knække hasselnødder mellem dem. Og jeg indrømmede over for guldfisken, at ja, det her var rent faktisk værre end dengang, haren og jeg kørte med en farttosset taxachauffør uden ben en tidlig morgen i Sankt Petersborg.

Da vi efter tre uudholdelige, balleknebne kvarter nåede levende til shoppingcenteret, havde vi kun lige overskud til at glæde os over, at han i det mindste ikke havde voldtaget os på en mark. Jeg knuselskede den faste grund under mine rystende fødder og priste mig lykkelig over, at det var overstået.

Og da psykopatisk receptionistfyr spurgte, om han også skulle sørge for vores hjemtransport, sagde vi selvfølgelig bestemt nej tak. Ville jeg ønske. Men nogle gange bliver jeg decideret imponeret over egen snotdumhed …

20140711-170446-61486015.jpg

Noget om flirterier på turen

Jeg bruger ret meget tankekraft på at tænke mig frem til, hvordan jeg opfører mig pænest muligt over for flest mulige mennesker. Det udvikler sig til en form for konstant ligning i mit hoved: Hvordan sikrer jeg mig, at folk omkring mig er glade, og hvad er egentlig bedst – at nogle er meget glade, hvis andre som konsekvens af det er knap så glade, eller at glæden er fordelt jævnt og ligeligt uden dog at være rigtig høj nogen steder?

Det er sværest at vurdere, når det drejer sig om dem, jeg holder meget af. Men heller ikke altid let, når der er tale om folk, jeg ikke kender. For i den ideelle verden ville jeg bare gerne være sød og venlig over for alle og opføre mig, som dem omkring mig synes, jeg skal opføre mig. Den ideelle verden fungerer bare ikke så godt i praksis.

Den sidste aften i Manila kastede guldfisken og jeg os ind på hotelbaren for at høre noget filippinsk live-musik og drikke turens sidste øl. Vi nåede at sidde sådan cirka sytten sekunder, før vi blev overfaldet af to amerikanske soldater, som meget gerne ville invitere os over til deres bord. De havde været udstationeret i tre måneder, var på vej hjem til Staterne, men skulle ud og give den gas en sidste aften i Manila, inden virkeligheden kaldte.

Jeg håber ikke, jeg træder nogen over fordomstæerne, når jeg siger, at det var ret tydeligt, hvad deres hensigter med den invitation var. Og vi var ikke interesserede. Alligevel small-talkede vi pligtskyldigt med dem i nogle minutter og fik så venligt og smilende forklaret, at vi ventede på vores kolleger og gerne bare ville blive ved vores eget bord, men at de måtte have en sjov aften og en god tur hjem.

De var ikke tilfredse. Så den næste times tid forsøgte de igen og igen. Hver gang samme show, samme smøre. Hver gang samme forklaring fra os. Den ene af fyrene spurgte endda guldfisken, om hans ven havde fornærmet mig, fordi det åbenbart var så svært for ham at forstå, at vi foretrak vores eget selskab frem for deres.

Da resten af vores gruppe endelig dukkede op, lignede de to ellers tilsyneladende meget søde fyre nogle, der havde fået smidt en spand sur røvsnaps lige i synet. De så simpelthen så fornærmede ud, fordi vi tillod os at være nogle kolde kællinger, der ikke tog imod deres tilbud om sjovt selskab og gratis alkohol.

Jeg elsker at møde nye mennesker. Både hunkøns- og hankønsvæsner. Specielt når jeg er ude at rejse. På udenlandske barer, i busser, i parker eller i toiletkøen. Og jeg ved, at mange rent faktisk også bare er interesserede i at snakke, høre røverhistorier og lære noget nyt om en fremmed. Men selvom fyrene svajende forsøgte at give udtryk for deres gode intentioner, er jeg (efter en del års erfaring på flirteri-området) ret så overbevist om, at det ikke var dybe, intellektuelle samtaler, de søgte efter tre måneders tropisk uniforms-isolation (godt nok er jeg afsindigt naiv og godtroende, men jeg lærer dog en lille smule af de der erfaringer). Specielt ikke når den vildeste samtalestarter, de kunne komme på, var, at den ene fyr vist nok havde forfædre, som stammede fra Norge (helt ærligt, det har Oprah og Obama vel også).

Jeg ved ikke, hvad der er det mest rigtige at gøre i sådan en situation. Jeg har afprøvet forskellige muligheder flere gange og kender efterhånden standardudfaldene. Hvis vi sagde, at vi begge har kærester, som vi er meget glade for, ville de enten blive fornærmede og sige, at de skam ikke var ude på noget, eller tage det som en udfordring og køre endnu hårdere på for at hive fangsten i havn. Og det show ville blive ret energikrævende og kedeligt for alle parter. Hvis vi havde takket ja til deres invitation, sat os ved deres bord, drukket deres øl, small-talket om Norge et par timer og efterfølgende havde sagt, at vi ville gå i seng (altså ikke med dem), ville de sandsynligvis blive fornærmede over, at vi havde spildt deres tid og penge. Så jeg aner simpelthen ikke, om vi kunne have sneget os ud af situationen uden negative vibrationer.

Hvis nogen derude har opskriften til, hvordan man gør det, må I meget gerne sende den min vej, for jeg er åbenbart stadig for stor en pleaser til at synes, det er fedt at blive betragtet som en sur mokke, der har nok i mig selv (og min guldfisk).

bamsereunion

Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har forsøgt at lave, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på ...

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har tegnet, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på …

Julemanden - nu med navle og blodtud

Julemanden – nu med navle og blodtud

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer ...

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer …

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …

Alt det jeg ikke ved og mere

En ret skøn type gav forleden udtryk for, at han godt kan lide at være sammen med mig, fordi han så føler, at han har ret godt styr på tingene. Sammenlignet med mig, forstås. Nogle ville måske blive fornærmet over den pæne omskrivning af konstateringen ’Hold-kæft-hvor-har-du-bare-ikke-tjek-på-en-skid’. Men jeg blev glad. Meget glad. Fordi jeg for første gang virkelig føler, at jeg er rendt ind i en, der kan overskue at tage sig lidt af mig.

Og der ER jo meget, jeg ikke har styr på. Jeg har endnu ikke formået at imponere SKAT med rettidige indbetalinger. Jeg kan ikke finde ud af at passere security i lufthavnen uden at lave en scene, som resulterer i kropsbegramsning eller henslæbning til ekstratjek i afsides lokale. Jeg forstår ikke, når folk ikke forstår ironi, hvilket resulterer i, at der render adskillige personer rundt og tror, at jeg er psykopat (revisor-type inklusiv). Jeg har aldrig lært at koge ris. Og jeg bliver gang på gang overrasket over, at alkohol ikke vil mig det bedste (naiv, som jeg jo er, holder jeg stædigt fast i troen på procenternes gode intentioner).

Nogle gange bliver jeg dog i tvivl om, hvorvidt det nu også står så slemt til. For eksempel den dag, guldfisken helt impulsivt udbrød: ’Du er jo faktisk et ret tjekket menneske’. Jeg aner ikke, hvorfor hun fik behov for at uddele den form for umiddelbar ros, men jeg var både overrasket og stolt over udmeldingen. En følelse, der holdt cirka to et halvt sekund. Indtil konstateringen helt unødvendigt blev afløst af den nedbrydende sætning: ’Altså, jeg ved godt, det lyder mærkeligt’.

elefantviden

En ulv i neonklæder

Personlighedsanalyse skal åbenbart følges op med sådan en hel dag, hvor analysen analyseres i samarbejde med kolleger. Den slags er ikke kun skræmmende, men viste sig faktisk også at være interessant. På den skræmmende måde, selvfølgelig*.

Konklusionen på tidligere personlighedsanalyse-samtale viste, at jeg åbenbart er håbløst godtroende på grænsen til det naive – med risiko for at blive skuffet gang på gang på gang. Efter i dag kan jeg fortælle, at jeg tilsyneladende også er den analyserende type, som ikke kan regne og aldrig nogensinde ville have en jordisk chance for at overleve på månen (til gengæld er der ingen risiko for, at jeg ville gå ned på ubrugelige tændstikker, hvis jeg skulle havne i en månelig nødssituation).

Mine kolleger har været igennem samme analyse, og vi blev alle sammen plottet ind i sådan et koordinatsystem, så vi kunne se, hvor vi lå i forhold til resten. Vi var hver især repræsenteret i form af en farvet prik. De fleste farvede prikker lå i par side om side.  Den slags par-prikker var fine og små og neonfarvede. Grønne og pink og den slags. Min var stor og sort og lå for sig selv i sit helt eget hjørne. Det kunne jeg så tænke over, mens jeg følte mig en lille smule malplaceret i hesteskoen, hvor jeg sad og rystede lidt i min neontop og flyttede uroligt rundt på mine neonsko. Som en ulv i neonklæder.

Jeg nåede frem til, at analysen af personlighedsanalysen kan analyseres på flere måder. Måske prøver jeg at være noget, jeg ikke er. Måske bliver jeg misforstået. Måske er det okay at være en stor, sort prik pakket ind i neon. Og måske er det også helt okay at være placeret alene i et hjørne, fordi det muligvis bare betyder, at jeg kan noget andet end de andre. Det kan godt være, jeg ikke kan overleve på månen. Til gengæld ved jeg, at der findes magiske måner. Og det er måske egentlig en meget fin vidensfordeling.

*Apropos skræmmende, så blev dagen kickstartet med ordene: ’Og vi spiser elefanten i tre store mundfulde’. Som om det hele ikke var angstprovokerende nok i forvejen. Jeg blev hylet så meget ud af nedsmeltning ved tanken om elefant-kannibalisme, at jeg slet ikke nåede at forstå, hvad meningen med den sætning egentlig var. Jeg kan derfor kun håbe på, at det var en metafor. Jeg spiste i hvert fald ingen elefanter. Til gengæld spiste jeg alt andet.

Noget om naive drømme og missioner

Jeg er håbløst godtroende. Muligvis grænsende til det skræmmende naive. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik det endnu engang bekræftet i dag til en af de der personlighedsanalyser, som åbenbart hører arbejdslivet til. Det er den slags, der kan give længerevarende nedsmeltninger med dertilhørende nervøsitets-trækninger ved øjet. Den er ikke ligefrem tryg, den der tanke om at skulle tilbringe en halv time isoleret i et mødelokale med fremmed mandsperson i jakkesæt, som (ved at kigge på en række standard-spørgsmål, jeg har besvaret) kan fortælle, hvem jeg er. For jeg ved jo ikke engang selv, hvem jeg er. Ikke helt i hvert fald. Hver gang jeg synes, jeg bliver en lille smule klogere på det, gør jeg et eller andet, som overrasker, skræmmer, skuffer, forundrer eller i helt sjældne tilfælde imponerer mig selv i en sådan grad, at jeg alligevel slet ikke er den, jeg troede, jeg var.

For 5-6 år siden endte jeg på en eller anden måde alene i et rum sammen med sådan en semi-clairvoyant type, der efter 30 sekunder fortalte mig detaljer om min personlighed, jeg ikke selv havde turdet indse, men som gav utrolig god mening, da de blev smidt i hovedet på mig. Det skræmte mig i en sådan grad, at jeg helt glemte at følge hendes råd (eller nærmere direkte advarsel). Jeg havde alt for travlt med at være skeptisk-skråstreg-skræmt. Men hun havde helt ret i det, hun sagde, og lige meget om hun så fik signalerne direkte fra ukendte højere magter eller bare var utroligt god til at gætte, så lærte jeg på den hårde måde, at det altså godt kan betale sig at lytte efter, når nogen forsøger på at give et skub i den rigtige retning.

I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle forsøge at skubbe mig selv i en retning, hvor jeg forholder mig lidt mere skeptisk til folk omkring mig. For – som analyserende mandsperson i jakkesæt sagde: ’Du har så meget tiltro og tillid til dine medmennesker, at du risikerer at blive skuffet gang på gang på gang’. Det tsk’ede jeg lidt over, mens jeg gik tilbage til mit skrivebord. Og videre ud til køleskabet for at hente den cola, jeg havde lagt derud et par timer tidligere (så jeg vidste, den var helt perfekt og kold på det tidspunkt, hvor jeg havde sjusset mig frem til, at min personlighedsanalyse-nedsmeltning ville indtræffe).

Men colaen var væk. Ligesom den også var sidste gang, jeg havde lagt en derud. Og gangen før det. Nogen havde taget den, selvom de godt vidste, at den ikke var deres. Indrømmet, jeg er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil for tiden (en tilstand, der allerede er blevet konstateret på kontoret, på stambaren og i den slags situationer, hvor gråd er allermest akavet og uvelkommen), men når man får lyst til at tude over en tabt cola, bør man nok høre nogle alarmklokker bimle et sted. Mine kolleger fik dog et fint grin ud af koblingen mellem den nyligt konstaterede naivitet efterfulgt af omgående skuffelse over fortsatte kontorkøleskabstyverier (men altså – hvem gør sådan noget? Igen og igen og igen? Hvad er det for en verden, vi lever i???)

Måske handlede det slet ikke om den cola. Måske handlede det ikke engang om den personlighedsanalyse. Måske handlede det i højere grad om det faktum, at jeg er gået ind i en uge, hvor mange ting sker. Mange gode ting. Men muligvis også lige præcis den uge, hvor min naivitet kan blive sat på en helt afgørende prøve. En af den slags, som kan ende ud i uvelkommen (fortsat) nedtur og medfølgende selv-udskældelse over indbildskhed og (den helt slemme) prætentiøsitet (er det overhovedet et rigtigt ord? Eller er det kun uudholdeligt prætentiøse typer, der kan finde på at skrive den slags?)

Dog kan jeg trøste mig med, at jeg stadig har fat i spidsen af det spinkle strå, som slår rødder ned i de allerstørste drømme. Dem, der endnu ikke har fået et definitivt nej. Og jeg synes faktisk, det er al naiviteten og alle de mulige skuffelser værd at beholde troen på, at det næsten-umulige kan ske, og at missioner muligvis kan blive til en slags virkelighed.