Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …