Jeg har efterhånden accepteret, at jeg er røvhamrendepissedårlig til at give slip. Derfor har jeg det også okay med, at jeg helt instinktivt begynder at tude, hvis jeg skal tage afsked med en kollega, der har fået nyt job, eller jeg ser allersidste afsnit af en tv-serie, som jeg har trukket vejret gennem i flere måneder, eller jeg skal være adskilt fra et savannedyr i en længere periode (eller en enkelt uge. Ja, så ynkelig er jeg …)
Men når jeg ender helt derude, hvor jeg får fugtige øjne, fordi jeg skal bide hovedet af en smølfevingummi, så burde nogle alarmklokker begynde at ringe. For selvom den stakkels, søde smølf sikkert har haft sit helt eget liv dernede i slikposen, og selvom alle smølfevennerne nu skal undvære den, så burde jeg vel for fanden kunne finde noget andet at flæbe over. Helt ærligt – folk sulter ude i verden. Mennesker dør.
Men måske er det netop bevidstheden om alt det, der får mig til at sørge over en tabt sukkerfætter. Eller måske har jeg bare et utroligt usundt forhold til slik …
Skudamuda 
Sejt hvor får man fat i smølfe-vingummier?
Tyskland. Syntetslikkets stolte moderland.
PS: Gigantposerne er bedst – udelukkende fordi der er flest smølfer i …