Noget om ynkelighed

Jeg har lige haft et hysterisk anfald. Med skrig og skrål og ægte tårer. Fordi min bluse havde sat sig fast i mit hår, lige som jeg var på vej ud på toilettet for at smugtage den smertestillende pille, jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg godt kunne undvære.

Jeg forsøger at trappe ned, efter jeg var forbi tandlægetype i går for at få fjernet sting (Hoooosianna!) Hun var for det første meget imponeret over, at jeg slet ikke havde fået blå mærker i ansigtet oven på den omgang, hun havde udsat mig for. Jeg undlod at rode mig ud i en længere teori om, at det muligvis har noget at gøre med, at mine kinder er usandsynligt tykke, og ydersiden derfor sjældent opdager, hvad indersiden render og laver.

Derudover virkede hun også lidt overrasket, da jeg sagde, at jeg faktisk ikke syntes, det gjorde voldsomt ondt i min kæbe. Men oven på ydmygelse grundet højlydt hønsevandingsshow under operationen tænkte jeg, at jeg hellere måtte mande mig op og udgive mig for at være en fandens karl, der ikke regner sådan en smule smerte for noget. Det var først bagefter, jeg kom i tanke om, at hun muligvis ikke var klar over, at jeg stadig dopede mig med hestepiller hver sjette time. Jeg tog det som en selvfølge, at hun vidste det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo ikke kunne være i egen krop. Eller egen mund, om man vil. Da hun efter fjernelse af stingene sagde, at jeg lige fik en Panodil for en sikkerheds skyld, virkede det nærmest som om, at hun helt undtagelsesvis gav mig en lille præmie for god opførsel. Derfor kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at sige, at jeg skam allerede var dækket så rigeligt ind med receptmedicinen.

Så nu prøver jeg altså at trappe ned. Det er ingen fest. Jeg havde virkelig ikke meldt mig til det her show, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg skulle leve med at være så pjevset på syvendedagen. Helt ærligt – folk får sgu da fjernet pløkker hele tiden. Skulle det nu være noget?

Oven i det hele springer mine neuroser ud i fuldt flor, fordi jeg (de få gange jeg forsøger at få fast føde ned) kun kan tygge i højre side. Og den går altså ikke, der hvor jeg kommer fra. OCD kræver balance, blev der sagt!

Nå, i det mindste er jeg begyndt at kunne drikke af et glas uden at skulle bruge sugerør. Det handler jo om de små succeser …

ocdhelvede

Ding dong the wisdom is dead

Åh, den skønne følelse af at sige nej tak til fest for tredje aften i træk for at ligge inde under dynen, mens solen skinner udenfor!

Jeg er ynkeligere end ynkelig, jeg ligner Quark i i venstre side af ansigtet, og jeg er alvorligt bange for, at jeg er godt i gang med at udvikle junkie-lignende abstinenser efter Ibuprofen af den ekstra stærke slags. Årsagen til min elendighed er den satans tand, som viste sig at være en endnu større djævel, end jeg frygtede.

Da jeg endelig fik lagt mig i stolen i mandags med angsten holdt i helt stramme tøjler og endda havde overskud til kækt at opfordre tandlægetype til bare at rykke tanden ud med det samme, kiggede hun først på mig, så på røntgenbilledet og så på mig igen med det der ansigtsudtryk, som tandlægetyper bare ikke skal have. Derefter prøvede hun pædagogisk at forklare mig, at hvis hun rykkede til, ville min kæbe sandsynligvis følge med, for djævletanden havde valgt at vokse sammen med knoglen. Og skulle opereres ud. Hurtigst muligt.

Jeg ved godt, at der findes en million andre stakler, som har været igennem samme omgang, og jeg derfor bare burde klappe ynkeligheden sammen og gemme den til en regnvejrsdag. Men altså … jeg håber virkelig aldrig, jeg behøver høre lyden af en knoglefræser igen! For det var den, de måtte hive frem, da jeg igen hoppede i stolen torsdag. Først syntes jeg faktisk, jeg klarede den skide godt. Jeg pev slet ikke, hverken da tandlægetype igen forklarede, at det blev et vanskelig omgang, eller da jeg blev bedøvet med den der voldsomt lange kanyle. TRE gange. Jeg pev ikke engang, da de begyndte at skære og hive og slide i mundtøjet. Så da hun, efter hvad der føltes som elleve evigheder, sagde: “Så kom vi endelig igennem det”, var jeg faktisk ret stolt af mig selv og min Supermands-præstation. Lige indtil det gik op for mig, at det ikke var overstået. Det var bare lykkes dem at skære sig igennem mit tandkød, som åbenbart er af den ekstraordinært stærke slags. Tanden sad stadig i kæben og hyggede sig. Så kom knoglefræseren.

Det var nogenlunde på det tidspunkt, jeg begyndte at tude. På den helt pinlige manér, hvor tårerne sprintede ud i hver en krog af lokalet. Og her var det så, at tandlægetype og klinikassistenttype forsøgte at trøste mig ved at sige, at det også var noget af det værste, de kunne udsætte mig for, fordi jeg kunne høre alle lydene fra fræseren, som jo var i gang med at fjerne en del af mig. Sådan havde jeg da slet ikke tænkt på det før. Så det fik mig bare til at tude endnu mere. Og vildere endnu, da både tandlægetype og klinikassistenttype hev omsorgenshandskerne frem og synkront prøvede at tørre tårerne af mine halvtopløste, halvblodige kinder.

Omsorg er det værste, man kan give mig, hvis man gerne vil have mig til at stoppe med at tude, for det får mig bare til at føle, at det rent faktisk er synd for mig. Det ville være meget mere effektivt, hvis de havde bedt mig om at flette vandslangen og tage mig sammen. Men det gjorde de ikke. I stedet forsøgte de sig med den klassiske afledningsmanøvre ved at skamrose mine øjenvipper (yderst logisk og forudsigeligt samtaleemne i enhver krisesituaiton). “Er de virkelig så mørke fra naturens hånd. Tænk engang, så behøver du jo slet ikke mascara. Hvor er du bare heldig.” Jeg kunne af gode grunde ikke svare, men priste mig lykkelig over, at jeg rent faktisk havde været forudseende nok til at droppe mascaraen netop den dag.

Og så fik jeg øje på de tre elefanter i loftet. En blå, en gul og en rød. De hypnotiserede mig, til tandlægetype endelig fik fræset knoglen over, flækket tanden i to, hevet begge dele ud og syet mig sammen igen. Men jeg tudede stadig. Mens radioen hyggede sig med en omgang kontrapunktisk hånemusik i form af Pharrells “Happy”, vrælede jeg lige så voldsomt, som da jeg sidste år begik den store fejl at kaste mig ud i det der nymodens Body SDS.

Jeg tudede, da tandlægetype fortalte, at det var rigtigt overstået, jeg tudede, da jeg bestilte tid til at få fjernet stingene, jeg tudede (endnu mere), da jeg endelig var alene i trappeopgangen, jeg tudede, da jeg i min forvirring kom til at gå over for rødt, og da jeg i desperation forsøgte at praje en skolevogn. Og så tudede jeg ikke mindst, da jeg nåede ud til storesøs, og hun på indiskret vis fik gjort mig opmærksom på, at jeg nok skulle vente med at åbne munden, til jeg havde kigget mig i spejlet og fjernet blodet fra hele perlerækken (den stakkels taxachauffør havde åbenbart været så sød at ignorere, at jeg lignede Hannibal the Cannibal på en dårlig dag).

Det er to dage siden, og jeg tuder (næsten) ikke mere. Kun en lille smule ved tanken om, at andre dyr lige nu drikker den røde vin og spiller fandango og danser på bordene, mens jeg ligger på sofaen og forsøger at regne mig frem til, hvornår jeg må få lov til at tage min næste dosis drugs, og hvornår jeg mon kan gå over til fast føde og sætte de resterende tænder i en toast igen. Heldigvis har jeg for en gangs skyld alle undskyldninger i verden for at mæske mig i milkshakes (med flødeskum i rå mængder), og heldigvis kender jeg en langhalset type, som kan blende den ondeste bananashake. Og heldigvis er det ikke mig, der har tømmermænd i morgen. Eller noget …

Skål!

bananashake

Noget om smølfemord

Jeg har efterhånden accepteret, at jeg er røvhamrendepissedårlig til at give slip. Derfor har jeg det også okay med, at jeg helt instinktivt begynder at tude, hvis jeg skal tage afsked med en kollega, der har fået nyt job, eller jeg ser allersidste afsnit af en tv-serie, som jeg har trukket vejret gennem i flere måneder, eller jeg skal være adskilt fra et savannedyr i en længere periode (eller en enkelt uge. Ja, så ynkelig er jeg …)

Men når jeg ender helt derude, hvor jeg får fugtige øjne, fordi jeg skal bide hovedet af en smølfevingummi, så burde nogle alarmklokker begynde at ringe. For selvom den stakkels, søde smølf sikkert har haft sit helt eget liv dernede i slikposen, og selvom alle smølfevennerne nu skal undvære den, så burde jeg vel for fanden kunne finde noget andet at flæbe over. Helt ærligt – folk sulter ude i verden. Mennesker dør.

Men måske er det netop bevidstheden om alt det, der får mig til at sørge over en tabt sukkerfætter. Eller måske har jeg bare et utroligt usundt forhold til slik …

smoelfemord

Er for dopet til at finde på (u)passende rubrik …

Hvis jeg alligevel bliver forvekslet med en mand blandt en anseelig del af den danske minibefolkning, vil jeg faktisk også mene, at jeg har ret til at forsøge at leve op til den velkendte fordom omkring mandepiveri. Specielt nu, hvor jeg er blevet velsignet med influenzalignende symptomer her i den røde sofa, hvor jeg med matchende næse forsøger at ramme lige nøjagtigt dén cocktail af danske, tyske og amerikanske drugs, som kan holde mig oprejst fra i morgen tidlig.

Muligvis mister jeg dog en smule af mine maskuline rettigheder, når jeg lige om lidt giver efter for tøsetrangen og sætter en skive med ‘Pretty Woman’ på afspilleren, så jeg helt trygt kan ligge og have ondt af mig selv, mens jeg guffer videre på den apotekermadpakke, min mor stak mig i hånden, inden jeg tog fra Jylland i morges.

Men okay, hvis jeg alligevel skal sætte mig mellem to kønsstole, kan jeg vel lige så godt vænne mig til titlen som tøsedreng …

20130908-201129.jpg