En ret skøn type gav forleden udtryk for, at han godt kan lide at være sammen med mig, fordi han så føler, at han har ret godt styr på tingene. Sammenlignet med mig, forstås. Nogle ville måske blive fornærmet over den pæne omskrivning af konstateringen ’Hold-kæft-hvor-har-du-bare-ikke-tjek-på-en-skid’. Men jeg blev glad. Meget glad. Fordi jeg for første gang virkelig føler, at jeg er rendt ind i en, der kan overskue at tage sig lidt af mig.
Og der ER jo meget, jeg ikke har styr på. Jeg har endnu ikke formået at imponere SKAT med rettidige indbetalinger. Jeg kan ikke finde ud af at passere security i lufthavnen uden at lave en scene, som resulterer i kropsbegramsning eller henslæbning til ekstratjek i afsides lokale. Jeg forstår ikke, når folk ikke forstår ironi, hvilket resulterer i, at der render adskillige personer rundt og tror, at jeg er psykopat (revisor-type inklusiv). Jeg har aldrig lært at koge ris. Og jeg bliver gang på gang overrasket over, at alkohol ikke vil mig det bedste (naiv, som jeg jo er, holder jeg stædigt fast i troen på procenternes gode intentioner).
Nogle gange bliver jeg dog i tvivl om, hvorvidt det nu også står så slemt til. For eksempel den dag, guldfisken helt impulsivt udbrød: ’Du er jo faktisk et ret tjekket menneske’. Jeg aner ikke, hvorfor hun fik behov for at uddele den form for umiddelbar ros, men jeg var både overrasket og stolt over udmeldingen. En følelse, der holdt cirka to et halvt sekund. Indtil konstateringen helt unødvendigt blev afløst af den nedbrydende sætning: ’Altså, jeg ved godt, det lyder mærkeligt’.
Skudamuda 