Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

Vokse(n)værk

For tyve år siden tænkte jeg, at 28 var en form for voksenalder. Noget med en tjekket lejlighed og et køleskab fyldt med broccoli og Stryhns og hakket oksekød. Og nok også noget med en mand. I hvert fald noget med ansvar og jegvedhvadmeningenmeddetheleer-attitude.

Jeg ligger under dynen med den pink hættetrøje trukket helt ned i tømmermændspanden og sovedyret ved min side. Herfra, hvor jeg ligger, kan jeg se en havenisse og en fez og et varmehjerte og et Wii-board. Det eneste voksne, jeg kan få øje på, er en mappe fra revisor-typen med systemer i, som jeg hverken selv har lavet eller forstår.

Måske havde jeg misforstået noget, dengang min krop var barn. Måske er 28 slet ikke voksenalder, men voksealder. Jeg får stadig vokseværk i mine knæ engang imellem, selvom mine ben holdt op med at blive længere cirka ti centimeter for tidligt. Det er muligvis et tegn på, at min krop er helt på linje med mit hoveds højlydte protest mod, at jeg er lavet færdig.

Jeg er ret sikker på, det er første gang, jeg fejrer min fødselsdagsaften alene. Men jeg er så fyldt op af gode ting, at jeg har det helt fint med at ligge for mig selv og fordøje frysepizza og fantastiske timer og tænke over, at jeg er meget, meget heldig, fordi jeg kender alle de vigtige. Dem, der enten fysisk eller i ånden var med mig i går til middag på det lumre hjørne og håndbajere på sundet og skarpe på det gyldne nedbør og fadøl på den trygge bar og shotroulette i den farlige kælder. Jeg blev fuld på den helt rigtige måde. Ikke orkanfuld (meget vigtigt), men voldsomt beruset. Af alt. Og jeg kan for en gangs skyld huske helt frem til klokken halv syv i morges, hvor jeg efter slingrende hyggebrok over at skulle hjem allerede lå i min seng og kneb øjnene sammen i forsøget på at læse livsvigtige ord på internettet, som der pludselig var dobbelt-op på.

Jeg var stadig fuld, da jeg vågnede tre timer senere. Muligvis blev jeg ædru et sted mellem brunch og bevægelse rundt på de rigtige stier i den vigtige skov med sol i panden og Marie Key i hovedet (som solsorten helt rigtigt pointerede, at jeg muligvis kunne have godt af at præsentere både det syge og det raske øre for). Nu ligger jeg her og lægger an til missionering i den røde sofa. Det lyder på én gang frækt og fromt, men er (desværre/heldigvis) ingen af delen. Til gengæld er det en påmindelse om, at jeg aldrig nogensinde vil blive så voksen, at jeg glemmer at være barn.

PS: Her skulle have været et billede af en pink kage formet som et vigtigt dyr. Men jeg har netop bevist, at jeg ikke er blevet gammel nok til at brillere i et køkken, og det er på en måde meget betryggende. Så jeg holder mig til et sikkert kort i stedet for. Med dyret, som muligvis ikke har forstået, hvad meningen med det hele er, men som ikke er i tvivl om, hvad der føles vigtigst og rigtigst.

foto-36

()

(Mens jeg forsøger at forholde mig til afslag og delvist mislykket mission (og samtidig prøver at holde fast i åbningen for, at missionen muligvis kan lykkes på en ny måde i fremtiden), er det tiltrængt at fokusere på noget helt andet (og noget mere neutralt på den positive måde (hvis noget altså både kan være neutralt og positivt på samme tid(?))). Jeg har desperat brug for et afbræk, en pause, en parentes. Ikke alle forstår min begejstring for dem (parenteserne, altså), men jeg kan godt lide tegn, der giver mulighed (chance/risiko) for at komme med tilføjelser, som ikke er decideret nødvendige for den samlede forståelse, men som kan være med til at give forståelsen den helt rigtige mening (giver det overhovedet mening? Ellers vil jeg gerne på forhånd (eller baghånd) undskylde for at bruge din tid på ting, som kunne have været udeladt (hvis man altså foretrækker at holde sig til det simple og droppe detaljerne)). For mig er parenteser lidt det samme som PS’er (og så alligevel ikke, for PS’er er noget helt specielt (for slet ikke at tale om PPS’er (og er jeg i øvrigt den eneste, der synes, det er meget sødt, når nogen kalder det PSS’er?))) Parenteserne symboliserer så fint alt det, verden sagtens kunne være foruden (men som i mange tilfælde gør livet både sjovere, mere ærligt og (hvis man er heldig) endnu mere meningsfuldt). Og så symboliserer parenteserne også noget virkelig(t) fint rent grafisk (i hvert fald for mig)).

PS: 

Noget om naive drømme og missioner

Jeg er håbløst godtroende. Muligvis grænsende til det skræmmende naive. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik det endnu engang bekræftet i dag til en af de der personlighedsanalyser, som åbenbart hører arbejdslivet til. Det er den slags, der kan give længerevarende nedsmeltninger med dertilhørende nervøsitets-trækninger ved øjet. Den er ikke ligefrem tryg, den der tanke om at skulle tilbringe en halv time isoleret i et mødelokale med fremmed mandsperson i jakkesæt, som (ved at kigge på en række standard-spørgsmål, jeg har besvaret) kan fortælle, hvem jeg er. For jeg ved jo ikke engang selv, hvem jeg er. Ikke helt i hvert fald. Hver gang jeg synes, jeg bliver en lille smule klogere på det, gør jeg et eller andet, som overrasker, skræmmer, skuffer, forundrer eller i helt sjældne tilfælde imponerer mig selv i en sådan grad, at jeg alligevel slet ikke er den, jeg troede, jeg var.

For 5-6 år siden endte jeg på en eller anden måde alene i et rum sammen med sådan en semi-clairvoyant type, der efter 30 sekunder fortalte mig detaljer om min personlighed, jeg ikke selv havde turdet indse, men som gav utrolig god mening, da de blev smidt i hovedet på mig. Det skræmte mig i en sådan grad, at jeg helt glemte at følge hendes råd (eller nærmere direkte advarsel). Jeg havde alt for travlt med at være skeptisk-skråstreg-skræmt. Men hun havde helt ret i det, hun sagde, og lige meget om hun så fik signalerne direkte fra ukendte højere magter eller bare var utroligt god til at gætte, så lærte jeg på den hårde måde, at det altså godt kan betale sig at lytte efter, når nogen forsøger på at give et skub i den rigtige retning.

I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle forsøge at skubbe mig selv i en retning, hvor jeg forholder mig lidt mere skeptisk til folk omkring mig. For – som analyserende mandsperson i jakkesæt sagde: ’Du har så meget tiltro og tillid til dine medmennesker, at du risikerer at blive skuffet gang på gang på gang’. Det tsk’ede jeg lidt over, mens jeg gik tilbage til mit skrivebord. Og videre ud til køleskabet for at hente den cola, jeg havde lagt derud et par timer tidligere (så jeg vidste, den var helt perfekt og kold på det tidspunkt, hvor jeg havde sjusset mig frem til, at min personlighedsanalyse-nedsmeltning ville indtræffe).

Men colaen var væk. Ligesom den også var sidste gang, jeg havde lagt en derud. Og gangen før det. Nogen havde taget den, selvom de godt vidste, at den ikke var deres. Indrømmet, jeg er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil for tiden (en tilstand, der allerede er blevet konstateret på kontoret, på stambaren og i den slags situationer, hvor gråd er allermest akavet og uvelkommen), men når man får lyst til at tude over en tabt cola, bør man nok høre nogle alarmklokker bimle et sted. Mine kolleger fik dog et fint grin ud af koblingen mellem den nyligt konstaterede naivitet efterfulgt af omgående skuffelse over fortsatte kontorkøleskabstyverier (men altså – hvem gør sådan noget? Igen og igen og igen? Hvad er det for en verden, vi lever i???)

Måske handlede det slet ikke om den cola. Måske handlede det ikke engang om den personlighedsanalyse. Måske handlede det i højere grad om det faktum, at jeg er gået ind i en uge, hvor mange ting sker. Mange gode ting. Men muligvis også lige præcis den uge, hvor min naivitet kan blive sat på en helt afgørende prøve. En af den slags, som kan ende ud i uvelkommen (fortsat) nedtur og medfølgende selv-udskældelse over indbildskhed og (den helt slemme) prætentiøsitet (er det overhovedet et rigtigt ord? Eller er det kun uudholdeligt prætentiøse typer, der kan finde på at skrive den slags?)

Dog kan jeg trøste mig med, at jeg stadig har fat i spidsen af det spinkle strå, som slår rødder ned i de allerstørste drømme. Dem, der endnu ikke har fået et definitivt nej. Og jeg synes faktisk, det er al naiviteten og alle de mulige skuffelser værd at beholde troen på, at det næsten-umulige kan ske, og at missioner muligvis kan blive til en slags virkelighed.