For tyve år siden tænkte jeg, at 28 var en form for voksenalder. Noget med en tjekket lejlighed og et køleskab fyldt med broccoli og Stryhns og hakket oksekød. Og nok også noget med en mand. I hvert fald noget med ansvar og jegvedhvadmeningenmeddetheleer-attitude.
Jeg ligger under dynen med den pink hættetrøje trukket helt ned i tømmermændspanden og sovedyret ved min side. Herfra, hvor jeg ligger, kan jeg se en havenisse og en fez og et varmehjerte og et Wii-board. Det eneste voksne, jeg kan få øje på, er en mappe fra revisor-typen med systemer i, som jeg hverken selv har lavet eller forstår.
Måske havde jeg misforstået noget, dengang min krop var barn. Måske er 28 slet ikke voksenalder, men voksealder. Jeg får stadig vokseværk i mine knæ engang imellem, selvom mine ben holdt op med at blive længere cirka ti centimeter for tidligt. Det er muligvis et tegn på, at min krop er helt på linje med mit hoveds højlydte protest mod, at jeg er lavet færdig.
Jeg er ret sikker på, det er første gang, jeg fejrer min fødselsdagsaften alene. Men jeg er så fyldt op af gode ting, at jeg har det helt fint med at ligge for mig selv og fordøje frysepizza og fantastiske timer og tænke over, at jeg er meget, meget heldig, fordi jeg kender alle de vigtige. Dem, der enten fysisk eller i ånden var med mig i går til middag på det lumre hjørne og håndbajere på sundet og skarpe på det gyldne nedbør og fadøl på den trygge bar og shotroulette i den farlige kælder. Jeg blev fuld på den helt rigtige måde. Ikke orkanfuld (meget vigtigt), men voldsomt beruset. Af alt. Og jeg kan for en gangs skyld huske helt frem til klokken halv syv i morges, hvor jeg efter slingrende hyggebrok over at skulle hjem allerede lå i min seng og kneb øjnene sammen i forsøget på at læse livsvigtige ord på internettet, som der pludselig var dobbelt-op på.
Jeg var stadig fuld, da jeg vågnede tre timer senere. Muligvis blev jeg ædru et sted mellem brunch og bevægelse rundt på de rigtige stier i den vigtige skov med sol i panden og Marie Key i hovedet (som solsorten helt rigtigt pointerede, at jeg muligvis kunne have godt af at præsentere både det syge og det raske øre for). Nu ligger jeg her og lægger an til missionering i den røde sofa. Det lyder på én gang frækt og fromt, men er (desværre/heldigvis) ingen af delen. Til gengæld er det en påmindelse om, at jeg aldrig nogensinde vil blive så voksen, at jeg glemmer at være barn.
PS: Her skulle have været et billede af en pink kage formet som et vigtigt dyr. Men jeg har netop bevist, at jeg ikke er blevet gammel nok til at brillere i et køkken, og det er på en måde meget betryggende. Så jeg holder mig til et sikkert kort i stedet for. Med dyret, som muligvis ikke har forstået, hvad meningen med det hele er, men som ikke er i tvivl om, hvad der føles vigtigst og rigtigst.
Skudamuda 