Noget om flirterier på turen

Jeg bruger ret meget tankekraft på at tænke mig frem til, hvordan jeg opfører mig pænest muligt over for flest mulige mennesker. Det udvikler sig til en form for konstant ligning i mit hoved: Hvordan sikrer jeg mig, at folk omkring mig er glade, og hvad er egentlig bedst – at nogle er meget glade, hvis andre som konsekvens af det er knap så glade, eller at glæden er fordelt jævnt og ligeligt uden dog at være rigtig høj nogen steder?

Det er sværest at vurdere, når det drejer sig om dem, jeg holder meget af. Men heller ikke altid let, når der er tale om folk, jeg ikke kender. For i den ideelle verden ville jeg bare gerne være sød og venlig over for alle og opføre mig, som dem omkring mig synes, jeg skal opføre mig. Den ideelle verden fungerer bare ikke så godt i praksis.

Den sidste aften i Manila kastede guldfisken og jeg os ind på hotelbaren for at høre noget filippinsk live-musik og drikke turens sidste øl. Vi nåede at sidde sådan cirka sytten sekunder, før vi blev overfaldet af to amerikanske soldater, som meget gerne ville invitere os over til deres bord. De havde været udstationeret i tre måneder, var på vej hjem til Staterne, men skulle ud og give den gas en sidste aften i Manila, inden virkeligheden kaldte.

Jeg håber ikke, jeg træder nogen over fordomstæerne, når jeg siger, at det var ret tydeligt, hvad deres hensigter med den invitation var. Og vi var ikke interesserede. Alligevel small-talkede vi pligtskyldigt med dem i nogle minutter og fik så venligt og smilende forklaret, at vi ventede på vores kolleger og gerne bare ville blive ved vores eget bord, men at de måtte have en sjov aften og en god tur hjem.

De var ikke tilfredse. Så den næste times tid forsøgte de igen og igen. Hver gang samme show, samme smøre. Hver gang samme forklaring fra os. Den ene af fyrene spurgte endda guldfisken, om hans ven havde fornærmet mig, fordi det åbenbart var så svært for ham at forstå, at vi foretrak vores eget selskab frem for deres.

Da resten af vores gruppe endelig dukkede op, lignede de to ellers tilsyneladende meget søde fyre nogle, der havde fået smidt en spand sur røvsnaps lige i synet. De så simpelthen så fornærmede ud, fordi vi tillod os at være nogle kolde kællinger, der ikke tog imod deres tilbud om sjovt selskab og gratis alkohol.

Jeg elsker at møde nye mennesker. Både hunkøns- og hankønsvæsner. Specielt når jeg er ude at rejse. På udenlandske barer, i busser, i parker eller i toiletkøen. Og jeg ved, at mange rent faktisk også bare er interesserede i at snakke, høre røverhistorier og lære noget nyt om en fremmed. Men selvom fyrene svajende forsøgte at give udtryk for deres gode intentioner, er jeg (efter en del års erfaring på flirteri-området) ret så overbevist om, at det ikke var dybe, intellektuelle samtaler, de søgte efter tre måneders tropisk uniforms-isolation (godt nok er jeg afsindigt naiv og godtroende, men jeg lærer dog en lille smule af de der erfaringer). Specielt ikke når den vildeste samtalestarter, de kunne komme på, var, at den ene fyr vist nok havde forfædre, som stammede fra Norge (helt ærligt, det har Oprah og Obama vel også).

Jeg ved ikke, hvad der er det mest rigtige at gøre i sådan en situation. Jeg har afprøvet forskellige muligheder flere gange og kender efterhånden standardudfaldene. Hvis vi sagde, at vi begge har kærester, som vi er meget glade for, ville de enten blive fornærmede og sige, at de skam ikke var ude på noget, eller tage det som en udfordring og køre endnu hårdere på for at hive fangsten i havn. Og det show ville blive ret energikrævende og kedeligt for alle parter. Hvis vi havde takket ja til deres invitation, sat os ved deres bord, drukket deres øl, small-talket om Norge et par timer og efterfølgende havde sagt, at vi ville gå i seng (altså ikke med dem), ville de sandsynligvis blive fornærmede over, at vi havde spildt deres tid og penge. Så jeg aner simpelthen ikke, om vi kunne have sneget os ud af situationen uden negative vibrationer.

Hvis nogen derude har opskriften til, hvordan man gør det, må I meget gerne sende den min vej, for jeg er åbenbart stadig for stor en pleaser til at synes, det er fedt at blive betragtet som en sur mokke, der har nok i mig selv (og min guldfisk).

bamsereunion

Noget om putterier på turen

Guldfisken er en fremragende rejsemakker. Specielt fordi jeg ved, hun altid gør sit bedste for at passe på mig – selv når hun forsøger at slå mig ihjel. Men på trods af at vi er meget tætte på turen (detaljerne må I fantasere jer til (hvis I tør)), så er hun altså ikke en lige så god putter som min hverdagssovemakker derhjemme.

Derfor har jeg taget en stand-in med i form af Nixon den anden. I starten var det dog som om, at lokalbefolkningen ikke helt forstod, hvor værdifuld han er. For eksempel var der hovedrysten at spore hos det filippinske lufthavnspersonale, da de opdagede, at jeg havde puttet min computer i kufferten for at gøre plads til mit sovedyr i håndbagagen. Men altså – skulle jeg miste en af de to ting, så er jeg slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge. Der findes jo masser af computere – men kun én Nixon den anden. Og hvordan skulle han klare sig, hvis filippinske røvere tog ham til fange? Han taler jo slet ikke deres sprog. Og tænk nu, hvis banditterne glemte at give ham al den kærlighed, han fortjener. Det ville jo være frygteligt!

Heldigvis findes der en stuedreng i Manilla, som behandler en bamse, som en bamse fortjener at blive behandlet. Derfor er jeg netop kommet hjem til en stolt og cool Nixon den anden, der tronede i sengen som en konge og lignede én, der var godt på vej til at bestille den helt onde omgang roomservice fra menukortet, som var lagt frem til ham. Så er jeg faktisk ret ligeglad med, at andre voksne mennesker i det her land griner, fordi de synes, jeg er for gammel til sådan noget bamseri. For der findes i hvert fald en enkelt filippinsk fyr, der er barn nok til at forstå mig .…

nixonii

 

Noget om tøjdyrssjæle

I går fortalte hamsteren, at hun havde gemt sin bamse væk, fordi hun var bange for at blive hende den mærkelige single med tøjdyrene. Min umiddelbare indskydelse var at føle dyb sympati med det stakkels, svigtede dyr, hvilket fik mig til at tænke over, om jeg muligvis tillægger døde ting lidt for levende personligheder. Den tanke blev endnu stærkere, da jeg i nat rykkede rundt i sengen, fordi jeg var bange for, at Bodil II ikke kunne få luft, når jeg lå oven på hende (og ja, jeg stiller hende også altid på sengen med ryggen til vinduet, så hun ikke får solen i øjnene i løbet af dagen).

Det er snart et år siden, jeg købte hende. Og da jeg mødte giraffen, løb der en del beskeder frem og tilbage, før jeg indrømmede, at jeg sover med sovedyr. Jeg vurderede dog hurtigt, at han godt kunne klare sådan et styks hårdtslående information – og blev helt rolig, da han sendte mig et billede af Go-Go og Tigermis, som han har ligget i ske med, siden han var en lille girafunge. I min verden er en (forholdsvis) voksen mand, der uden flovhed tør indrømme, at han sover med sovedyr, både sej og modig. Og meget, meget sød.

Endnu sødere var han forleden, da han kom hjem fra det høje Nordjylland med en lille, blød tøjgiraf, som kan holde Bodil II med selskab, når nu jeg er blevet så dårlig til at passe min egen seng. Så da jeg i morges tog hjemmefra, var jeg helt tryg ved tanken om, at der nu er det allerbedste grundlag for hede blikke og tyk flirt i min ellers så tomme lejlighed …

bodil_II_og_nixon_II