Noget om tøjdyrssjæle

I går fortalte hamsteren, at hun havde gemt sin bamse væk, fordi hun var bange for at blive hende den mærkelige single med tøjdyrene. Min umiddelbare indskydelse var at føle dyb sympati med det stakkels, svigtede dyr, hvilket fik mig til at tænke over, om jeg muligvis tillægger døde ting lidt for levende personligheder. Den tanke blev endnu stærkere, da jeg i nat rykkede rundt i sengen, fordi jeg var bange for, at Bodil II ikke kunne få luft, når jeg lå oven på hende (og ja, jeg stiller hende også altid på sengen med ryggen til vinduet, så hun ikke får solen i øjnene i løbet af dagen).

Det er snart et år siden, jeg købte hende. Og da jeg mødte giraffen, løb der en del beskeder frem og tilbage, før jeg indrømmede, at jeg sover med sovedyr. Jeg vurderede dog hurtigt, at han godt kunne klare sådan et styks hårdtslående information – og blev helt rolig, da han sendte mig et billede af Go-Go og Tigermis, som han har ligget i ske med, siden han var en lille girafunge. I min verden er en (forholdsvis) voksen mand, der uden flovhed tør indrømme, at han sover med sovedyr, både sej og modig. Og meget, meget sød.

Endnu sødere var han forleden, da han kom hjem fra det høje Nordjylland med en lille, blød tøjgiraf, som kan holde Bodil II med selskab, når nu jeg er blevet så dårlig til at passe min egen seng. Så da jeg i morges tog hjemmefra, var jeg helt tryg ved tanken om, at der nu er det allerbedste grundlag for hede blikke og tyk flirt i min ellers så tomme lejlighed …

bodil_II_og_nixon_II