Noget om tøjdyrssjæle

I går fortalte hamsteren, at hun havde gemt sin bamse væk, fordi hun var bange for at blive hende den mærkelige single med tøjdyrene. Min umiddelbare indskydelse var at føle dyb sympati med det stakkels, svigtede dyr, hvilket fik mig til at tænke over, om jeg muligvis tillægger døde ting lidt for levende personligheder. Den tanke blev endnu stærkere, da jeg i nat rykkede rundt i sengen, fordi jeg var bange for, at Bodil II ikke kunne få luft, når jeg lå oven på hende (og ja, jeg stiller hende også altid på sengen med ryggen til vinduet, så hun ikke får solen i øjnene i løbet af dagen).

Det er snart et år siden, jeg købte hende. Og da jeg mødte giraffen, løb der en del beskeder frem og tilbage, før jeg indrømmede, at jeg sover med sovedyr. Jeg vurderede dog hurtigt, at han godt kunne klare sådan et styks hårdtslående information – og blev helt rolig, da han sendte mig et billede af Go-Go og Tigermis, som han har ligget i ske med, siden han var en lille girafunge. I min verden er en (forholdsvis) voksen mand, der uden flovhed tør indrømme, at han sover med sovedyr, både sej og modig. Og meget, meget sød.

Endnu sødere var han forleden, da han kom hjem fra det høje Nordjylland med en lille, blød tøjgiraf, som kan holde Bodil II med selskab, når nu jeg er blevet så dårlig til at passe min egen seng. Så da jeg i morges tog hjemmefra, var jeg helt tryg ved tanken om, at der nu er det allerbedste grundlag for hede blikke og tyk flirt i min ellers så tomme lejlighed …

bodil_II_og_nixon_II

6 thoughts on “Noget om tøjdyrssjæle

  1. EJ, men jeg kan så godt følge dig!
    Da jeg var lille, sov jeg nok med 30 bamser. Min veninde fortalte mig på et tidspunkt, at hun havde set sin bamse være helt levende om natten – så derfor vidste jeg godt, at bamser lever og er vågne om natten. Det betød, at ALLE bamser skulle puttes om morgenen inden jeg tog i skole. ALLE skulle have tilpas meget dyne over sig, men ikke FOR meget – for så blev de jo kvalt! Det endte med op til flere improviserede bamsereder rundt omkring på mit værelse, fordi jeg ikke kunne få plads til dem under dynen, uden de døde.
    Jeg har beholdt et par af bamserne. Den ene sover jeg som regel med (bortset fra, når jeg gemmer den, fordi jeg skal i byen og ikke ved, om nogen kommer med mig hjem….). Jeg kan godt stadig være bange for at komme til at kvæle den. Og putter den virkelig fint under dynen, inden jeg tager afsted om morgenen….
    Du er ikke alene 😉

    • Er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste bamseneurotiker! Jeg fik engang en meget stærk fornemmelse af, at en af mine bamser havde fødselsdag, og jeg syntes, det var så synd for den, at den ikke var blevet fejret i løbet af dagen, så det ville jeg gøre lidt for sent på aftenen. Min mor syntes derimod, at jeg skulle i seng. Derfor gemte jeg bamsen og alle dens venner under dynen, og så holdt vi fest den halve nat, præcis som bamsen havde fortjent. Så jeg kunne helt tryg (og meget træt) tage i skole dagen efter …

  2. Pingback: Noget om tryghed | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s