Noget om tilbagevendende drømmerier

Dengang min krop var barn, drømte jeg den samme drøm igen og igen. I drømmen havde vi en stor stentrold ude i haven, som min søster blev ved med at give brunkager, selvom det slet ikke var en rigtig trold. Jeg syntes, det var dumt. Indtil trolden en dag blev levende og jagtede mig, fordi jeg skulle straffes for min uvenlighed. Jeg spænede rundt i haven og i huset, indtil jeg fandt et gemmested under et ikke-eksisterende skab i et ikke-eksisterende bryggers, hvor jeg lå og rystede i barnebuksen, mens min søster stod ved siden af og grinede, fordi hun jo havde sit på det tørre. Jeg vågnede altid, lige inden trolden fandt mig, så jeg nåede aldrig at få den straf, som jeg vidste var på vej. Men frygten hang stadig i mig hele dagen. Nogle gange i flere dage. I de helt slemme tilfælde sad drømmen i mig, helt indtil jeg drømte den igen.

Jeg tror, troldedrømmen stoppede, da jeg var 6-7 år. Den blev erstattet af andre tilbagevendende scenarier, som har varieret gennem årene. Nu handler drømmene om noget helt andet. Ikke så meget om farlige monstre, som er efter mig. Mere om frygten for at falde, frygten for at køre galt, frygten for ikke at slå til og frygten for, at alt slet ikke er, som jeg tror, det er. For tiden fylder den slags drømme lidt for meget – måske fordi jeg sover anderledes, nu hvor det er blevet mørkere.

Jeg er blevet bedre til at efterlade drømmene i sengen, men i morges sad nattens mareridt i mig lidt for længe. Det er mærkeligt, for selvom jeg som regel kan huske næsten alt, hvad der sker i mit hoved om natten (hvilket ikke altid er en fest, men heldigvis er det en gang imellem), kunne jeg ikke huske drømmen i morges. Jeg kunne bare huske følelsen. Af usikkerhed og uro og frygt. Jeg fik først kastet den fra mig igen, da jeg mindede mig selv om den for tiden mest populære tilbagevendende drøm, jeg har. Den optimistiske. Den om flystyrtet. 

Måske lyder den slags ikke umiddelbart som fede tider i drømmeland, men det er det for mig. Drømmen har forskellig karakter – jeg flyver med forkellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hændelsesforløbet er dog altid det samme. Vi styrter. Ved landingsbanen, på havet, mellem højhuse. Og alle går i panik, mens de forbereder sig på det værste. På katastrofen, hvor alt går galt. Men jeg er helt rolig. Fuldstændig overbevist om, at det hele nok skal gå. Og mens andre med lignende drømme sikkert plejer at vågne, lige før flyet rammer jorden, fortsætter min historie, som altid ender med, at kaptajnen får styr på lortet lige i det øjeblik, hvor det ser mest sort ud. Alle overlever. Alt er okay. Måske endda bedre, fordi vi klarede det, som virkede umuligt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor min underbevidsthed bliver ved med at spille netop den natteforestilling, som lige så godt kunne være taget ud af en eller anden klichéfyldt, amerikansk b-film. Måske er det en form for selvregulerende, positiv terapi. Men det hjælper. Det hjælper specielt at tænke på den sådan en tåget tidligtirsdagmorgen alene på stranden.

nattetryghed

One thought on “Noget om tilbagevendende drømmerier

  1. Pingback: Noget om babydrømmerier | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s