Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvis det altså ikke er for vildt et ønske). Men indtil videre har jeg altså sikret mig hende her, som står til rådighed døgnet rundt. Og hun kommer med til Berlin.

Måske findes der en regel om, at 28-årige burde være vokset fra det der med sovedyr.Jeg har da også kunnet undvære et i op mod 20 år. Men på det seneste har jeg bare erkendt, at behovet for nærhed er steget til uoverskuelige højder. Og for at undgå at jeg begynder at voldkramme fremmede typer på Christianshavns Torv, må jeg prøve at få behovet dækket andre steder.

Sidste weekend fik jeg lov til at øse lange krammere ud over den 9-årige (hun kender heldigvis også til vigtigheden af at kunne mærke et andet hjerte slå). Og da jeg troede, ingen så det, sneg jeg mig til at lægge mig helt tæt op ad min sovende lillesøster på sofaen. Begge dele kan vel med lidt god vilje placeres i kategorien ’familiære kærlighedstilkendegivelser’ og behøver ikke nødvendigvis af opfattes som ynkeligt.

Det ville da trods alt være værre, hvis jeg var sådan en top utjekket type, der kunne finde på at ligge i samme seng som en anden krop. En tungt sovende krop, som jeg lige kunne krabbe mig sidelæns over mod. I mørket. Uden den anden krop opdagede det. Og så helt diskret løfte kroppens venstre arm op og lægge den rundt om mig. Som om armen mente det. Se DET ville være ynkeligt.