Bittersød erfaringsnote #9

Kære mig selv

Hvis du en lørdag aften skulle befinde dig i en situation, hvor du ligger fastende og tømmermændsbluesende i din seng og pludselig får en sjusinvitation fra lillebjørn, så tag lige og kværn et par hundrede kalorier, inden du begynder at hælde drinks i stakkels tom mave.

Bortset fra utrolig hurtig promillestigning var impulsdruk og dans på Rådhuspladsen dog det helt rigtige i går. Mit humør speedsteg fra den ene ende af skalaen til den anden på under en time, og der skulle ikke meget mere end halvanden GT til, før jeg syntes, verden var det mest fantastiske sted i verden. Da det sidste band gik på scenen, og jeg stod og følte mig lidt lesbisk for sjov, fordi forsangertøsen var så stanglækker og havde verdens mest fascinerende lår, blev jeg mindet om, at de bedste byture ofte er dem, der opstår ud af det blå.

I dag må jeg så tage straffen. Først de moralske tømmermænd over, at jeg alligevel formåede at sprænge ugens budget, selvom jeg få timer inden sprængningen helligt havde fortalt storesøs om, hvor pengedukset jeg har været i løbet af ugen. Men på det tidspunkt regnede jeg jo stadig med, at lørdag aften skulle tilbringes i sengen. Umiddelbart efter blev jeg ramt af fastestraffen, og min mave skreg først på pizzaburger, så tortillapizza, og til sidst landede trangen på den evige vinder: frysepizzaen. Eftersom jeg stadig ikke har regnet ud, hvordan man fixer en teenagehumørsyg ovn, der nægter at blive varm, måtte jeg i desperation ty til tricket med pizzatilberedning ved hjælp af mikroovn og gasblus. Så inden klokken havde ramt ni, sad jeg i den røde sofa med en muligvis ikke perfekt, men i hvert fald spiselig frysepizza og havde tømmermændsoptur over, at sådan en nat i regnbuens tegn bliver efterfulgt af en søndagssommersolkinsdag. Måske den sidste i år. Enter efterårsblues …

pandepizza

Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!

Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

rainbowPS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.