Bittersød erfaringsnote #9

Kære mig selv

Hvis du en lørdag aften skulle befinde dig i en situation, hvor du ligger fastende og tømmermændsbluesende i din seng og pludselig får en sjusinvitation fra lillebjørn, så tag lige og kværn et par hundrede kalorier, inden du begynder at hælde drinks i stakkels tom mave.

Bortset fra utrolig hurtig promillestigning var impulsdruk og dans på Rådhuspladsen dog det helt rigtige i går. Mit humør speedsteg fra den ene ende af skalaen til den anden på under en time, og der skulle ikke meget mere end halvanden GT til, før jeg syntes, verden var det mest fantastiske sted i verden. Da det sidste band gik på scenen, og jeg stod og følte mig lidt lesbisk for sjov, fordi forsangertøsen var så stanglækker og havde verdens mest fascinerende lår, blev jeg mindet om, at de bedste byture ofte er dem, der opstår ud af det blå.

I dag må jeg så tage straffen. Først de moralske tømmermænd over, at jeg alligevel formåede at sprænge ugens budget, selvom jeg få timer inden sprængningen helligt havde fortalt storesøs om, hvor pengedukset jeg har været i løbet af ugen. Men på det tidspunkt regnede jeg jo stadig med, at lørdag aften skulle tilbringes i sengen. Umiddelbart efter blev jeg ramt af fastestraffen, og min mave skreg først på pizzaburger, så tortillapizza, og til sidst landede trangen på den evige vinder: frysepizzaen. Eftersom jeg stadig ikke har regnet ud, hvordan man fixer en teenagehumørsyg ovn, der nægter at blive varm, måtte jeg i desperation ty til tricket med pizzatilberedning ved hjælp af mikroovn og gasblus. Så inden klokken havde ramt ni, sad jeg i den røde sofa med en muligvis ikke perfekt, men i hvert fald spiselig frysepizza og havde tømmermændsoptur over, at sådan en nat i regnbuens tegn bliver efterfulgt af en søndagssommersolkinsdag. Måske den sidste i år. Enter efterårsblues …