Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!